Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA
De sidste par år har den amerikanske burgerkæde White Castle haft det uofficielle slogan “The crave is a powerful thing”, og kæden opfordrer deres kunder til at dele deres “vildeste historier om at crave”. Hold fast på hat og hashtags, for den her historie om at crave tager det lige skridtet videre: En fyr gik ind på en White Castle i Indiana og kogte meth på herretoilettet. Ja, når man skal, så skal man.
Videos by VICE
Fredag morgen blev politiet i Indiana kaldt ud til White Castle i byen Hobart, fordi de havde fundet et meget simpelt meth-laboratorium. Ifølge NWI.com blev en person anholdt, men søndag blev den mistænkte løsladt igen, mens sagen blev undersøgt. Fire betjente fra Hobart Politi blev behandlet for eksponering for de kemikalier, der var brugt. WGN fortæller, at White Castle blev pakket ind i politiets afspærringsbånd det meste af dagen, men efter en undersøgelse af de lokale sundhedsmyndigheder, fik de lov til at åbne igen klokken 18.
“Vi er stolte over de ansatte på White Castle, som hurtigt alarmerede politiet, da de lagde mærke til en mistænkelig kunde, og vi sender en tak til Hobart politi for deres hurtige reaktion,” udtalte White Castles underdirektør Jamie Richardson i en pressemeddelelse. “Vi er taknemmelige over at være en del af et samfund, hvor man passer på hinanden og sørger for, at alle er trygge.”
Det var virkelig ikke et sofistikeret laboratorium, der var tale om. Det var faktisk bare en plastikflaske – meth-nørder foretrækker Powerade eller Gatorade – fyldt med de kemikalier, man skal bruge. Processen er ekstremt farlig, fordi den slags flasker ikke er designet til voldsomt brandfarlige stoffer, der reagerer med ætsende kemikalier.
“Hvis du finder en Gatorade-flaske, og der sidder nogle hvide rester på indersiden, så kunne det potentielt være en flaske, der er blevet brugt til at lave meth. Det er et af de tegn, man kan kigge efter,” siger talsmand for Sullivan Countys sherifkontor. “Der vil også være en kraftig kemisk stank.”
I 2015 blev Christopher Matous og Kent Duby begge anholdt, da politiet opdagede et aktivt meth-laboratorium i fuld størrelse på den Taco Bell i Iowa, hvor Mateus arbejdede. Det var en ny situation for sundhedsmyndighederne, som aldrig havde prøvet at rense en restaurant for meth, og det var pinligt for Taco Bell, som åbenbart heller aldrig havde oplevet, at der var et meth-laboratorium i en af deres afdelinger. “Det her er fuldstændig uacceptabelt,” sagde Taco Bell i en pressemeddelse. “Selvom de mistænkelige genstande fundet i restauranten ikke er blevet brugt i køkkenet, er den ansatte stadig blevet fyret.”
White Castle har endnu ikke meldt andet ud end pressemeddelelsen fra Richardson, men det kan være, de skal være mere specifikke omkring hvilken “craving”, deres slogan henviser til.