Vi kender alle sammen det pludselige, ubehagelige sug, det giver i maven, når vi indser, at vi har fucket grueligt op. Fra Excel-blækregninger til uerstattelige billeder til GTA save files kan de fleste nikke genkendende til det skrækscenarie, det er for evigt at miste en digital fil. Og fordi musikere også kun er mennesker, er de bestemt ikke immune over for den helt særlige form for selvpinsel.
Det lærte Marcus Gordon på den grummest tænkelige måde, da han fik stjålet sin computer, der indeholdt hundredevis af uudgivne, uerstattelige tracks – og en skitse til et helt album.
Videos by VICE
“Hvis jeg var håndværker, ville min computer være min hammer. Den er mit brød og mit smør. Den er mit yndlingsværktøj, og jeg har den med overalt, fordi man ved aldrig. Jeg var ude og dj’e for Skinz, hvor jeg kom til at vælte en drink ned i min forrige computer. Den kunne ikke blive retrieved, selv af de vildeste computereksperter, så jeg fik en ny og måtte genskabe to tracks for to andre artister, der havde ligget på den. Så sidder jeg for lidt over en måned siden og holder et møde på Dronning Louises Bro med min taske lige ved siden af mig. Jeg kunne ikke have den tættere på mig, end jeg havde. Så havde den været på skødet. På min computer havde jeg rigtig meget svedigt Marcus-musik, som jeg ikke havde vist til nogen. Jeg sidder og snakker der i 45 minutter – og pludselig er tasken bare væk. Min computer var blevet stjålet. Med begge mine backups. Det var så uvirkeligt,” fortæller Marcus til Noisey.
“På den lå der en skitse til et album, jeg havde lavet – 12 tracks. Plus alle mulige tracks, jeg havde lavet med andre, som nu ikke bliver til noget. Malthe Ebert, Andreas Odbjerg…Men jeg genskaber ikke. Nu kan jeg lave noget, der er bedre og sygere. Det er vigtigt at have den indstilling. Gennem iTunes og iCloud kan jeg stadig høre sangene, som mp3’er, men projektfilerne er væk for evigt. Fejl er blevet min motivation – jeg vil lave fejl, for ellers kan jeg ikke gøre det rigtigt næste gang.”
I går droppede Gordon sin seneste video til den sjælfulde, Auto-Tune-brummende single, “Fejl”, der har Andreas Odbjerg og Daniel Thorup med som gæstesangskrivere, og som han forventer at følge op med flere singles i den kommende tid.
“Jeg synes ikke, at min musik var det, jeg ville have, den skulle være. Og det gik først op for mig, efter jeg havde udgivet fire tracks eller sådan noget. Jeg lærte af mine fejl – og undervurderede at anerkende fejl. Det er det, “Fejl” handler om,” siger Marcus Gordon om sit nyeste track, som han nåede at eksportere fra computeren, før den blev stjålet.
“Når du er 18 og godtroende og får en pladekontrakt, tre måneder efter du er flyttet til København, kan du ikke forestille dig, at det ikke går, som du vil have det. Jeg var lidt for villig til at lytte til folk og gå på kompromis.”
Se 20-årige Marcus Gordon fyre den af med Lord Siva, Louis Valuta, DAVID44 og en større homie-skare i det danske R’n’B-håbs nye “Fejl”-video – og lad være med at pive, næste gang din computer dør, og du har glemt at gemme din danske stil: