Marianne satte sig selv fri, da hun konverterede til islam

Jeg er vokset op med devisen om, at kvinders hår skal gemmes væk. Faktisk kan jeg kun tælle tre kvinder i min familie, der har valgt tørklædet fra. En af de tre kvinder er mig selv. Der er regler: Nederdelen, må ikke være for kort. Kjolen for nedringet. T-shirten for gennemsigtig. Og badetøj. Ja, det er et no go!

Regler. Regler. Regler. Seriøst, der er mange af dem knyttet til den måde, min familie er muslimer på. Så jeg vælger ikke at følge dem. I hvert fald ikke dem, jeg er uenig i. Så ud over mine mørkebrune krøller, der hver dag er til offentligt skue, kan man nogle gange se min mave, mine ben og mine skuldre.

Frihed! Sådan føltes det i hvert fald, første gang jeg droppede reglerne og lavede mine egne.

Derfor kan jeg ikke lade være med at undre mig, når jeg på gaden møder etnisk danske kvinder, der gemmer lokkerne under et islamisk tørklæde. Har de seriøst valgt reglerne til? Har de givet afkald på friheden? Frivilligt?

En af de kvinder er 32-årige Marianne. Hun har lys hud, blå øjne og er vokset op i en traditionel kristen familie i den lille by Klokkerholm, 35 kilometer nord fra Aalborg.

Min undren overrasker hende ikke. Hun møder den dagligt fra familie, venner og folk, hun møder på gaden.

Og det er hårdt, fortæller Marianne. Men det er det hele værd. Derfor har hun ikke noget i mod at stå frem med navn og billede, for som hun siger: ”Jeg vil gerne stå frem, så folk kan forstå, hvorfor en dansker kan finde på at konvertere til islam.”

Og det vil jeg egentlig også gerne finde ud af.

Vi lader historien begynde i 2004. Marianne var 18 år, i slutningen af sine teenageår, og kunne ikke længere håndterer den krig, der længe havde fundet sted inde i hende. Hendes første rigtige kærlighed var gået fra hende, og hendes forældre var blevet skilt cirka et år tidligere. På kort tid var den familieidyl og det sammenhold, der havde været hendes opvækst, blevet forvandlet til kaos.

”Jeg kunne ikke rumme mere følelsesmæssigt,” fortæller hun.

Marianne var vred. Frustreret. Opgivende. Hun sad på sin enkeltmandsseng på værelset hjemme hos sin mor, hvor hun boede efter forældrenes skilsmisse. På et rundt glasbord foran sengen, havde Marianne et plastikglas, der var næsten helt fyldt med Panodiler. Ved siden af havde hun stillet en flaske hvidvin.

Marianne stirrede på det hvide pilleglas. Tog fat om det med den ene hånd. Og hældte omkring 40 piller ud på bordet. To ad gangen tog hun pillerne i munden og skyllede ned med hvidvinen. Jo flere piller hun tog, jo sværere blev det at synke dem. Så lagde hun sig tilbage i sengen.

Stilhed.

Kort efter blev Marianne døsig. Hun var klar over, at det var Panodilernes virkning, hun kunne mærke, og det gik op for hende, hvad det var, hun havde gjort. Hun løb ind til sin mor, der lå og sov og vækkede hende.

”Jeg siger, at jeg ikke har det så godt, og at jeg har taget nogle piller.”

Men det var som om, at moren ikke forstod alvoren i Mariannes ord, og hun bad hende om at gå i seng igen, og hvis hun ikke fik det bedre, skulle hun gå ud og kaste op. Marianne var rædselslagen, så hun løb ud på toilettet og stak en finger i halsen.

Hun nåede ikke at kaste alle pillerne op i tide, og de næste to dage kunne Marianne hverken holde mad eller drikke i sig. Moren forstod nu situationens alvor og ringede til familielægen. Kort tid efter lå Marianne i en ambulance på vej til hospitalet.

”En læge sagde til mig, at det var en langsom død, jeg var ved at give mig selv, for Panodiler nedbryder organerne langsomt,” fortæller Marianne, der både har nyre- og leverskader i dag.

Fire dage efter sin indlæggelse blev hun udskrevet. Lægerne havde pumpet giften ud af hendes krop. Men konflikten inde i hende havde de overset.

Marianne og hendes mor gled mere og mere fra hinanden, og da moren skulle flytte sammen med sin nye kæreste, sagde Marianne fra. Det gad hun ikke være en del af. Så hun flyttede sammen med sin gode veninde, selv om at hun ikke var klar til at flytte hjemmefra.

De to unge kvinders lejlighed blev hurtigt forvandlet til et overbesøgt festlokale, hvor kokain, ecstasy og amfetamin fik frit løb. Marianne prøvede grænser af. Der var ingen familie til at holde øje med hende, og hun var ligeglad. Da hun tre måneder efter blev uvenner med sin veninde og flyttede ud, kunne hun ikke længere styre sit forbrug af stoffer.

Amfetamin blev Mariannes stof. Hun dryssede det hvide pulver på et lille stykke toiletpapir, foldede det, så det var på størrelse med en knaldperle, og slugte eller sniffede det.

”Jeg var et sted, hvor jeg var fuldstændig ligeglad med mig selv. Hvordan jeg så ud. Hvad jeg foretog mig. Jeg havde ingen selvrespekt.”

De næste måneder handlede om, hvor hun skulle få sit næste fix fra. Hvem hun kunne låne penge af. Hvem hun kunne dele stofferne med. Marianne følte ikke længere sult, og kroppen dirrede så meget, at hun ikke kunne sove. En dag sagde Mariannes krop fra.

Hun havde lagt sig på sofaen for at sove, men da hun vågnede, lå hun på gulvet, og lejligheden var kaos. Sofabordet var væltet, og alt på reolen lå spredt over hele på gulvet. Det føltes, som om hun havde fået en hammer i hovedet, og hjertet slog ubehageligt hurtigt. ”Jeg tænkte, at det kun var mig, der kunne have lavet det rod.” Den samme angst, hun havde følt, da hun tag alle hovedpinepillerne, var nu tilbage.

En uge efter mødtes hun med sin far, der lod hende flytte ind i sin etværelses lejlighed. Det blev Mariannes redning. I hvert fald i første omgang.

De næste par år kæmpede Marianne for at få en normal tilværelse til at fungere. Hun søgte ind på pædagoguddannelsen, fik en kæreste og fødte en lille pige som 22-årig. Men forholdet til datterens far holdte ikke. Marianne blev alenemor og kæmpede nu for at sikre, at hendes datter ikke manglede noget. Men det var svært, når hun stadig ikke havde fundet ro i sig selv.

Hun forsøgte at få styr på sit liv og sin økonomi, men jo mere hun prøvede, jo større en taber følte hun sig som. Hun ville have, at alt skulle være perfekt, og det var et pres, hun ikke kunne håndtere.

”Udadtil skulle det ligne, at jeg havde styr på tingende. Jeg gik op i mit udseende, der måtte ikke mangle noget derhjemme. Ingen måtte kunne sætte en finger på noget,” siger Marianne og forklarer, at hun følte, hun skulle overkompenserer, fordi hun var alenemor.

Marianne fik stillet diagnosen svært depressiv, men det værste var, at Marianne ikke længere kunne finde ud af at være den ene ting, hun altid havde syntes, hun var god til. Hun kunne ikke længere finde ud af at være en god mor. Når depressionen var værst, kunne Marianne ikke stoppe med at græde, og hun blev nødt til at ringe til sin ekskæreste, så han kunne komme hente deres lille pige.

Marianne fik en en ny kæreste, og en dag talte de om religion. Han var født muslim, og han viste hende en video, der hedder “Meaning of Life”, hvor en mand fortæller om noget, han kalder islams videnskabelige mirakler. Videoen fik Marianne til at tænke på, om hun måske kunne finde ro i sin egen religion, kristendommen.

Hun begyndte at læse i Bibelen og ledte efter de samme ”videnskabelige mirakler”, som hun havde hørt om i Koranen. Men det stod ingen steder, og hun begyndte derfor at læse om islam.

Det var især den følelse af ro, som det gav Marianne at læse i Koranen, hun ikke kunne slippe. Ind til det tidspunkt havde depressionen overskygget alt i hendes tilværelse. Men den indre fred, der lagde sig over hende, hver gang hun åbnede Koranen, havde hun aldrig følt i sit voksne liv.

”Det var tydeligt, at den måde jeg levede mit liv på før, ikke var noget for mig. Det, jeg læste, fortalte mig, at jeg skulle passe på mig selv og ikke bare følge strømmen. Jeg følte virkelig, at det her var noget stort.”

Marianne fortalte sin kæreste om, hvor tiltrukket hun var af islam. Men selv om han er født muslim, var han imod, at hun konverterede, og det endte med, at de gik fra hinanden.

”Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke kunne benægte, hvor dejligt det var at føle, at jeg havde fundet svar på, hvor jeg høre til. At jeg ikke var alene i verden. Indtil da havde jeg følt, at jeg ikke havde fundet mig selv. Det havde jeg nu, selv om islam ikke var det, jeg havde bedt om.”

I 2014, ni måneder efter hun begyndte at læse om islam, gjorde Marianne for første gang i meget lang tid noget, hun selv havde lyst til og uden påvirkning fra andre. Højt og tydeligt reciterede hun den sætning, enhver muslim kan udenad.

”Jeg bevidner, at der ikke findes andre guder end Allah alene. Og jeg bevidner, at Muhammed er hans slave og profet.”

Fra det tidspunkt var Marianne muslim.

”Det føltes, som om jeg svævede ti centimeter over jorden. Som om jeg var ved at eksplodere af glæde,” husker hun. Hun havde sluttet fred med sig selv, men nu startede en ny konflikt.

Ti dage inden Marianne sagde trosbekendelsen, ringede hun til en gammel veninde, hun havde hørt havde konverteret nogle år tidligere. Veninden fortalte Marianne, at det ville være bedst, hvis hun holdt sin nye religion for sig selv i tre måneder, så hendes omgangskreds kunne se, at hun ikke havde ændret sig.

Men det skulle vise sig at blive svært at følge det råd. Når Marianne sad og læste i Koranen derhjemme, blev hendes dengang 7-årige datter nysgerrig og spurgte, hvad det var for en bog, hun læste i. En dag, Mariannes datter var hjemme hos sin far, fortalte hun ham om sin mors nye religion. Ekskæresten kunne ikke forstå, hvad det var, Marianne havde gang i, og var bekymret for, hvad hun snakkede med deres datter om, og om hun nu ville opdrage deres datter efter Mariannes egne behov. ”Han ville have forsikringer om, at hun ikke også skulle være muslim, men det skal hun ikke. Når hun bliver voksen, kan hun selv bestemme,” siger Marianne.

Marianne var stadig opsat på at holde sin nye religion for sig selv et stykke tid endnu. Men da hun fandt ud af, at hendes datters far ikke kunne holde på hendes hemmelighed, besluttede hun sig for at tage ejerskab over den måde, det skulle fortælles på. Inden hun gjorde sin konvertering officiel, ville hun sikrer sig, at den nærmeste familie hørte det først.

Hun begyndte hjemme hos sin mor. Det var sommer, og de to kvinder havde sat sig ud i haven med en kop te for at nyde solen. Marianne var nervøs; hun vidste, hvordan hendes mor havde det med islam. Derfor var hun heller ikke overrasket, da morens første reaktion var: ”Hvem har fået dig til det?” Og derefter: ”Islam er kvindeunderstrykkende.”

Sådan sad de i et stykke tid og talte frem og tilbage. Men da Marianne skulle til at gå, brød hendes mor sammen og begyndte at græde. ”Der gik det op for mig, at hvis jeg havde været det mindste i tvivl om, at islam var det rigtige valg for mig, så havde jeg sagt til hende, at det hele var for sjov, og jeg ikke mente det.”

Efter mødet med sin mor, fortalte Marianne også om sin nye tro til sin far. Og så var tiden kommet til at gøre det officielt. Hun tændte sin computer. Loggede på Facebook. Og skrev:

”Jeg har taget et personligt valg, som mange ikke vil kunne forstå, og det er okay. Jeg vil ikke skjule, hvad jeg er, og det er en stolt muslim! Dem, der nu end skulle føle sig stødt, I er frie til at slette mig.”

Så trykkede hun på slå op. Og ventede på de første kommentarer.

”Der var nogle, der skrev, at jeg er en taber. At jeg er psykopat. At jeg er en fiasko. At jeg ikke kan synke dybere. At jeg skal få mig et liv. At jeg skal få mig et arbejde. At det havde de aldrig troet om mig. Om jeg havde tænkt på min datter? At det var synd for min datter,” husker Marianne .

Kommentarerne fortsatte i flere dage og nåede op på 115. Det var hårdt, fortæller hun, for mange af spydighederne kom fra personer, hun elskede. ”Min bror skrev, at jeg skulle skifte efternavn, og min fætter skrev, at han ikke ville tale med mig mere. Jeg sad bare der bag skærmen med tårer i øjnene,” siger Marianne, stemmen er for første gang ved at knække. ”Jeg fik ikke lov til at forklarer mig, det var bare sådan, det var. Og jeg ved, at der ikke er nogen grund til at råbe højt, hvis folk ikke lytter.”

Egentlig ville Marianne bare gerne have, at nogen spurgte hende: Er du lykkelig? For så ville svaret for første gang i hendes voksen liv have været: Ja.

Regler, regler, regler.

Der vil bestemme, hvordan Marianne skal gå klædt. Hvilken gud hun må tro på. Hvordan hun skal opføre sig. Uskrevne regler, som samfundet bestemte, at hun skulle indordne sig efter.

Det var dem, Marianne valgte at bryde med, da hun konverterede til islam. Det var de regler, der havde været undertrykkende og havde antændt en ødelæggende ild i hende, som hun først kunne slukke, da hun løsrev sig fra dem.

Men har Marianne i virkeligheden ikke bare valgt endnu flere regler til, der dikterer, hvordan hun skal leve sit liv? Har hun ikke frasagt sig friheden ved at vælge islam til? Nej, svarer Marianne. For friheden i Danmark er blevet noget, der defineres af flertallet i samfundet, og hvis man ikke lever efter lige præcis det frihedsideal, bliver man anset som undertrykt. Og det er ikke frihed. Tværtimod, mener hun.

”Jeg har frigjort mig fra det kvindebillede, der eksisterer i Danmark,” siger hun. ”Kvindebilledet i islam er det modsatte: En kvinde skal ikke leve op til et bestemt ideal. Hun skal ikke sætte sit hår på en bestemt måde, gå i bestemt tøj, være karrierekvinde. Hun skal ikke være på hele tiden. Hvor prioriteringen er det ydre i det her samfund, så er velvære og helbredet det, der er i fokus i islam. Det er det indvendige. Jeg kan godt lide, at i islam handler det om manerer, tro og personlighed.”

Det er ikke fordi, der ikke er regler i islam. Det ved Marianne godt. Men reglerne bygger på værdier, hun bedre kan følge og være en del af. Fra den første dag, hvor Marianne besluttede sig for at gå med tørklæde, valgte hun det enorme fokus, der er på kvinders ydre, fra. Marianne havde købt to stykker lyserødt stof. Det ene ligner et hårbånd, som hun tog på først. Det andet, et klassisk muslimsk tørklæde, trak hun over hovedet, så det sad oven på hårbåndet. Det gik helt ned til brystet, husker Marianne. Så hun bandt enderne i en knude bag i nakken. Hun sikrede sig, at alt sad, som det skulle, så åbnede hun hoveddøren og gik ud på gaden.

”Jeg ved godt, det lyder, som om det var nemt, men det var det også. Det føltes så normalt, som om brikkerne faldt på plads. Det var så befriende,” siger Marianne.