Marvelous Mosell forklarer os om de fedeste ting fra 80’erne

Til hverdag er han 34-årige Morten Sell. En helt almindelig københavner med smartphone, mørkt tøj og adresse på Nørrebro. Men som Clark Kent, Peter Parker og Bruce Wayne, er det bare en borgerlig facade – et civilt dæknavn, der lader ham gå i et med mængden og leve et normalt liv.

For når han går på scenen og griber mikrofonen, kommer hans super-persona frem – den 1980’er-file identitet, han selv betegner som sin “fest-person” – Marvelous Mosell. Han kan kendes på sin unibrille, kæmpe ædelstensbesatte pimpringe og pangfarvede tracksuits. Hans superkræfter er utrættelig evne til at buste unikke dansetrin og bøje det danske sprog til kløgtige, dansable raptekster om 80’erne og 90’ernes popkultur efter behov.

Videos by VICE

Digitalt har Marvelous egentlig eksisteret i periferien af dansk rap siden 2012, da han lagde tracket “Robin Rubin solgte crack-kokain” på YouTube. I 2013 spillede han på Vanguard festival i Søndermarken, der også havde idolerne Wu-Tang Clan og De La Soul med på plakaten. Med en lang række sporadiske releases over boogie- og diskosamples er hans følge steget støt lige siden, men hans egentlige debutalbum, Magisk Mytisk Mageløs, ramte først gaden for lidt over en måned siden. “Tidligere har jeg bare lavet numre og lagt dem på SoundCloud og YouTube og spillet dem live. Jeg blev spurgt, om jeg ikke snart kom på Spotify,” siger rapperen om sin første officielle udgivelse. “Det vigtigste for mig er bare at lave nogle numre, som folk kan lide, så de kommer til mine liveshows. Det er der, det sker. Jeg lever kun af at lave koncerter. Det har jeg gjort i tre-fire år.”

Albummet er produceret af Tue Track, den pelsklædte tredjedel af Malk de Koijn, som Marvelous også nævner som primær inspirationskilde. “Jeg hører ikke så meget ny musik. Jeg er dårlig til at sætte mig ind i det. Jeg har altid godt kunne lide LL Cool J, Wu-Tang Clan, Run DMC – og Malk de Koijn herhjemme. Jeg har været meget inspireret af, hvordan de lavede noget helt andet end det, der var fremme. Vi har også lidt samme tekstunivers.”

Hvor Mosell og Malk deler samme evne til at gøre det danske sprog spøjst og rapvenligt, er der mere af en funky og analog natklubsstemning i Mosells musik, hvilket adskiller ham fra Malks mere kaustiske hang til gadepoesi. På Magisk Mytisk Mageløs har Mosell for første gang hevet livemusikere med i studiet til sit backtrack frem for at rappe over samples fra vintage vinyler.

For at lære mere om manden bag Cyclops-brillen – og fordi det ofte godt kan virke, som om vi har fucket det nye årtusinde godt og grundigt op for os selv – tog vi fat i Marvelous Mosell og bad ham forklare os om de fedeste ting fra 80’erne. For at sikre os, at han var the real deal, varmede vi op med det klassiske nostalgi-spørgsmål: Hvem er den fedeste Ninja Turtle?

“Det er jo Leonardos våben, der er de bedste. Han har to sværd. De andre har sådan nogle små våben – Donatello har bare et kosteskaft med noget tape rundt om. Raphael er den fedeste ninja turtle. Engang synes jeg, at det var Michelangelo, fordi han er sådan en party dude. Men han er altid helt glad og op at køre. Men måske er det meget godt med noget eftertænksomhed. Raphael kan godt lide at gå nogle lange ture på New Yorks hustage og tænke over tilværelsen og filosofere lidt. Det skal der også være plads til. Jeg var måske Michelangelo, da jeg var yngre. Nu er jeg Raphael. Til sidst bliver jeg Master Splinter.”

Mere end tilfredse med rapperens fyldestgørende turtleanalyse, lænede vi os tilbage og lod Marvelous Mosell forklare os om de ting, der var suverænt federe ved at leve i vores ikke så fjerne fortid:

Telefoni

“Jeg har fået smartphone, men den er faktisk kun halvandet år gammel. Jeg har sådan en gammel Nokia også. Den har holdt i 10 år, så jeg kan ikke skille mig af med den. Jeg bruger begge telefoner, men batteriet i min smartphone holder slet ikke så lang tid som den gamle Nokia. Men jeg skal jo på Instagram, Facebook og sådan – jeg har kun omkring 20 billeder på min Insta, men det er meget godt at have internetadgang i bilen, når vi er ude og spille i Jylland. Det er også fedt med YouTube-kulturen, altså at man kan sidde derhjemme og lave et nummer og få en masse mennesker til at se det uden at skulle kontakte et pladeselskab. Så man kan komme udenom pladeselskaberne. Der er selvfølgelig stor konkurrence, fordi der er en million andre, der også gør det. Men det er fedt, at man har muligheden for at vise alle folk, hvad man lige har fundet på.”

Tøjstil

“De tracksuits, jeg optræder i, er svære at få fat i. Det er nemt nok at få fat i overdelen, men bukserne har de fleste smidt ud og så bare afleveret overdelen i genbrugsbutikken. Jeg har kun fem eller seks komplette tracksuits. De skal jo skiftes ud en gang imellem. Turkis er altid god. Lilla, lidt pink, gul…friske farver.”

He-Man, ‘Masters of the Universe’…og superhelte generelt

“Jeg ser ikke de der Marvel og DC superheltefilm, der kommer i dag. Det er bare blevet sådan et samlebånd af ting, der bare skal ud. Computereffekterne er også tit dårligt lavet. Der er for mange. Der kommer nok snart en ny genre, der bliver populær. Jeg synes godt, de må forsvinde.”

“De her actionfigurer er noget, jeg har liggende derhjemme. De står ikke fremme på et bord eller noget. Det ligger inde i et skab. Men jeg passer godt på dem. De kommer ikke til at blive smidt ud. De her He-Man figurer kommer fra det univers, der hedder Masters of the Universe. Jeg ved egentlig ikke, hvem der er “masters” – det tror jeg bare, de alle sammen er. He-Man er helten og hovedpersonen. Skeletor er den onde, der er mest med. Så har de deres dyr, som de rider på. Den grønne er Battle Cat. Og det her er så en lilla panter. Jeg kan bedst lide Skeletor. Det er lidt ligesom Sopranos – de har ligesom hver deres crew. He-Mans venner ser lidt flinkere ud – dem købte jeg ikke så mange af, jeg kunne bedre lide at have de onde, de ser sejere ud. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er kommet en fed He-Man spillefilm.”

Farver

“Der er for få farver i 2017. Det er meget populært kun at have sort tøj på. Der er måske lidt for meget sort tøj. Alle har sort på. Jeg har lavet nogle Marvelous Mosell-t-shirts, som jeg sælger til koncerter, og det er altid de sorte, der ryger hurtigst. Men når det kommer til vinyler, er det de farvede, der ryger først. Så folk kan godt lide farver, de vil bare ikke have dem på.”

Fordybelse

“Inden der kom så meget teknologi, kunne man fordybe sig mere i ting. Bruge en hel weekend på at blive god til at stå på rulleskøjter, eller hvad det nu måtte være. Fordi der ikke var andet at lave. I dag bliver man distraheret, fordi der er så mange andre fede ting. Det her med at gå i dybden og koncentrere sig om at blive vildt god til et eller andet, der måske er lidt kedeligt, fordi man ikke kan finde ud af det til at starte med. Det er gået tabt, fordi der er så mange tilbud. Vi risikerer, at alle bare bliver nogenlunde gode til alt – men at der aldrig er nogen, der bliver rigtig gode til noget helt specielt.”

“Jeg kan godt lide, når noget er tegnet i hånden. Emballage, som et menneske selv har siddet og malet. Ting, der i dag er lavet på en computer. I film kan jeg også bedre lide det, der hedder practical effects frem for CGI. Jeg vil hellere se en dukke af papmaché bevæge sig, end noget, der er lavet på computer. Michael Bay er en af de ting, jeg ikke kan lide ved 2017.”