danmark

Billeder fra Klampenborg Derby: En dekadent buffet af sild og champagne

Ja, derbydag er lig med heste og betting, men det er også smørrebrød, whiskycocktails og fritter med remo. Vi fandt vores pels frem og tog på galopbanen.

af Sarah Buthmann
15 august 2018, 8:13am

Alle billeder af Sarah Buthmann

"Skat! hvor er min kikkert? Hent champagnen! Og jeg vil gerne bede om en flæskestegssandwich."

Det er søndag, luften er lummer og fugtig som et dampbad, og det er Dansk Derby på Klampenborg Galopbane.

Til derby bliver man mødt af nationalsangen. Man bliver mødt af velklædte mennesker, der går med høje hatte. De krammer og vifter med deres kuponer, alt imens hestene Tante Tove, No Comment og Love At First Sight løber rundt i ring.

Men derby er også mere end vinderheste og kindkys. Derby er også en heldags fest med sildemadder, champagne og fritter med remo.

Flæskestegssandwich-køen er lang. En fin dame med sin flotte hat, der er præget af gule fjer og med en plastik væddeløbshest klistret fast på toppen, forstår ikke alt den postyr: "Jamen, hvordan spiser man sådan en?” De andre i køen griner og spejder mod banen. Macallan, den skotske whiskyproducent som sponsorer løbet, serverer smukke drinks med 12-år gammel single malt, hindbærsirup og blomster på toppen. Når folk sætter glasset til side, tager hvepsene en dukkert i resterne af den søde spritpøl.

I den ene del af galopbanen sidder folk på Den Kongelige Restaurant og fortærer sildemadder og asparges viklet ind i parmaskinke, og i den anden ende sidder folk på græsset og drikker øl og spiser pomfritter. Og det er faktisk alt sammen … hyggeligt.

I den her billedserie kan du komme med en tur i baren og på første parket til sidste weekends derby.