Annoncering
De Værste Ting Nogensinde

Lad os lige blive enige om, at MTV VMAs 2018 var røvsygt

MTV’s prisuddelingsflagskib er blevet til en omgang navlebeskuende nonsens, som ikke engang Cardi B kunne redde. Er det ikke meningen, at det skal være sjovt?

af Colin Joyce
22 august 2018, 2:22pm

Nicki Minaj og Madonna-foto af Paul Zimmerman/Getty Images / Cardi B-foto af Jamie McCarthy/Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Det er utroligt passende, at jeg – ovenpå to og en halv time med billeder af åndsfraværende ansigtsudtryk fra Amerikas popkulturelle elite – ikke kunne tænke på andet end et citat fra Les Miserables, efter jeg havde slukket fjerneren og var gået i seng: ”Der findes større lidelse, end den man oplever i helvede,” skriver Victor Hugo, da han skal introducere en af de deprimerende, retlinjede boulevarder, som romanens handling hjemsøger. ”Den lidelse kaldes kedsomhed”. Og det lader til at være den fælde, MTV er røget i med årets prisuddelinger. De har skiftet tidligere års meningsløse spektakel – det prangende opkast, der var sceneudsmykningen, de debile vittigheder om hashtags, hele det Katy Perry-agtige islæt – ud med noget, der er endnu værre: en stramt koordineret, ren og glat produktion.

Den bedste måde at opleve VMA 2018 på er ved at lade være. Den næstbedste måde er at se prisuddelingen på samme måde, som man ser et Formel 1-løb eller professionel wrestling: Mellem fingrene og i håb om at se en ulykke, som de sportsgrene let antyder, som at Kanye stiller op til præsident, eller at nogen råber ad Miley Cyrus. Det er de små sejre, man må nøjes med til prisuddelinger i dag. Det eneste underholdende er, når en taler vrister sig fri af manuskriptet – eller, som det var tilfældet med sidste års katastrofe, hvor Katy Perrys absurde forsøg på at agere vært nærmest kun kan læses som et forsøg på at skabe en slags antihumor. Desværre var vi ikke så heldige i år, selv om der ellers var lagt i ovnen til ”morskab” takket være Nicki Minajs kiksede lancering af sit nye album. Tillad mig en kort afstikker:

Henover weekenden lød prognosen, at Minajs nye album Queen ville debutere på andenpladsen på Billboard Hot 100, hvor Travis Scotts Astroworld for anden uge i træk ligger øverst. Men siden da har Minaj gjort sig uheldigt bemærket med en række tweets, i hvilke hun beskylder Scott for at bruge sit tøjbrand og sin adgang til Jenner-medieimperiet til at sælge koncertbilletter – og som følge deraf flere albums (Det skal nævnes, at Minaj selv har brugt en lignende strategi ved at sælge sit album med en gratis t-shirt og ved at tilføje ”FeFe”, rapperens irriterende og dog voldsomt populære track med 6ix9ine, på streamingtjenester midt på ugen).

Når man ser bort fra, hvor utroligt bizart det er, at se nogle af verdens største stjerner skændes over marketingstrategier, så var det meningen, at kontroversen skulle nå et dramatisk klimaks ved VMA. TMZ rapporterer, at Scott og Kylie Jenner oprindeligt skulle have siddet lige bag Minaj under prisuddelingen, men taget i betragtning, at det her er et TV-selskab med en glorværdig tradition for at føje sig de sidste store stjerner, som fortsat begunstiger den med deres tilstedeværelse, så havde MTV naturligvis afblæst det hele. Et potentielt stort øjeblik blev aflyst, og jeg fortæller forhistorien, ikke fordi den er synderligt interessant, men netop fordi selve prisuddelingen ikke var interessant. Man kunne godt have brugt et øjebliks konflikt, eller bare et øjebliks hvad som helst, for at vise, at man var interesseret i at skabe noget særligt.

I stedet for var der… intet. I kølvandet på Perry-fadæsen sidste år var det sikkert en god beslutning prøve noget andet, men VMA’s nye udformning bekræftede bare min teori om, at en dårlig vært stadig er bedre end ingen vært. Showet åbnede med – som annonceret – en forestilling ved Cardi B, men overraskende nok optrådte hun ikke. I stedet holdt hun på en Moonperson svøbt i et tæppe. Det er vel meget sødt? Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var for en reaktion, man søgte hos publikum med den seance. Under alle omstændigheder blev forventningen om, at hun ville troppe op med Bad Bunny og sætte gang i showet manet godt og grundigt i jorden. Og det satte faktisk tonen for resten af aftenen: talentfulde, sjove mennesker, som dukkede op på scenen for at mumle et par billigende ord om VMA, inden de smuttede igen.

Mange ville nok kalde det for et antiklimaks, men det er misvisende, for et antiklimaks er bygget på formodningen om, at et spændingsfyldt øjeblik ligger forude, men den formodning var der ikke engang. Det hele skete ligesom bare. Hvis man så både præ-show og prisuddelingen, så man også to hele forestillinger med Bazzi, en middelmådig fredagsplayliste med et overskæg. Den afsluttende optræden bestod af en kollaboration mellem Post Malone, 21 Savage og Aerosmith, hvilket må siges at være en musikalsk sejrsgang for røvhuller overalt, men hvad fanden?

Alle de her pointer undgår i virkeligheden sagens kerne og det centrale problem, VMA står med – en eksistentiel trussel mod prisuddelingsshowet som koncept: Det er svært at skabe mindeværdige øjeblikke, hvis folk ikke dukker op. Det er svært at fejre popmusikken, hvis ingen af hovedaktørerne på scenen er tilstede. Hverken Jay eller tidligere vinder af Video Vanguard-prisen Beyoncé var til der (til trods for, at begge var nomineret i et hav af kategorier), ej heller Drake (som også var nomineret) eller Childish Gambino (som alligevel formåede at vinde i kategorien Bedste Video Med Et Budskab) eller Frank (selvfølgelig) eller Rihanna (som også har vundet Vanguard-prisen) eller nogen anden, som ikke havde noget at promovere for øjeblikket. Travis Scott, Ariana Grande og Nicki Minaj optrådte, men de har alle udgivet albums over de sidste tre uger. Hvis det ikke var tilfældet, var der formodentlig heller ingen af dem, som var dukket op.

Bevares, der var da en håndfuld ”øjeblikke”, så lad os lige kigge på dem hurtigt (bare rolig, det tager ikke lang tid). Camila Cabello, hovedarkitekten bag året bedste popplade, vandt priser for både Årets Video og Årets Kunstner, hvilket kom som en overraskelse. Grande opførte sin rørstrømske dansegulvsballade ”God Is A Woman” på en scene, der var indrettet som Den Sidste Nadver og det græske panteon, som så ret vild ud. Maluma så meget glad og smuk ud, mens han sang ”Felices Los 4”, som ikke er min yndling blandt hans mange hits, men alligevel fungerede som en bleg solstråle under en ellers trist affære. J-Lo tilbød et mestendels vellykket medley af egne hits og vandt også en Video Vanguard. Nicki optrådte med Oculus, hvilket må have været irriterende for pendlere. Under sin optræden, der visuelt mindede om en pauseskærm, halede Travis Scott James Blake med ud på scenen. Hvorfor formår han altid at være i nærheden af kendte mennesker? Han må have en eller anden form for talent. Nåh, ja, og så kaldte Cardi B nogen for ”bitch” under sin takketale.

Det kunne vi godt have brugt mere af og mindre G-Eazy, der blev ved at fortælle om dengang han tvangskyssede Britney Spears og Nickis forsøg på at opfinde en ny pris kaldet "Årets Pikslikker". Madonna dukkede også op iført et højst uheldigt berber-outfit, som hun er set i meget på det seneste, for at hylde afdøde Aretha Franklin med en tale, der egentlig mere handlede om Madonna. Det passer meget godt til den, hun er, men var stadigvæk ret pinligt. Det var virkeligt tåkrummende. Men alligevel tog det sammenlagt 150 minutter at køre ovenstående i gennem, fordi der var masser af indlagte pauser med taler fra Rita Ora og Bebe Rexha og en optræden ved Panic! At the Disco (af gud ved hvilken grund). Og så bliver jeg nødt til at nævne igen, at MTV mente, det var passende at bruge Post Malone og Aerosmith i sød harmoni til at rense ganen bagefter – det var den musikalske pendant til at skylle et fedtet og ulækkert måltid ned med en halv liter piskefløde.

Og til trods for manglen på egentlig underholdning så var VMA-udgaven i år det mest navlebeskuende show, jeg længe har oplevet. Sidst års forsøg på at tage livtag med aktuelle politiske problemstillinger var mildest talt akavet – man skulle nok ikke have hyret en fjern efterkommer af Robert E. Lee som slaveri-apologet for eksempel – men det var stadigvæk interessant som kontekst, for de plader der blev omtalt og hyldet.

Men der var ikke meget ved den hyldest mandag aften. Selv vittighederne fra komikerne, som det var lykkedes MTV at lokke til at optræde – Kevin Hart, Tiffany Haddish, Ken Jeong og Anna Kendrick – handlede nærmest udelukkende om de tilstedeværende. Der var en joke om Rockettes – hvis jeg forstod det korrekt, så opbevares de på et lager i Radio City og kommer kun frem til juleudstillingen. Den form for navlebeskuende humor havde fungeret, hvis VMA stadig var en legitim udbyder af virkelighedsflugt. Vi leder alle sammen efter noget at slukke hjernen til, noget MTVs besættelse af kendiskultur let kan tilbyde – hvis de da stadigvæk havde adgang til kendisser. I stedet bød man kun på tomme floskler og et show uden et egentligt show. I min kedsomhed svævede mine tanker langsomt væk fra prisuddelingen, tilbage til den virkelige verden, hvor alt er meget værre, men i det mindste er værd at tænke på.

Tagged:
Music
Noisey
Madonna
Nicki Minaj
aerosmith
post malone
Cardi B
vma
Noisey nyt
MTV VMAs 2018