Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Mexico
Diego Armando Maradona anses for at være en af alle tiders bedste fodboldspillere, og for mange fans er han ophøjet til gud. Ikke en profet eller en reinkarnation af en eller anden fodboldguddom fra oldtiden, men D10S (et spansk ordspil på ordet dios, der betyder ”gud” og Maradonas spillernummer, 10). Det fantastiske ved Maradona – som ingen anden fodboldspiller har – er en lidenskab delt af alle hans mange fans. Det er hengivenhed, som både er smuk og vanvittig.
Maradona, der ellers aldrig har været bleg for at omtale sig selv i tredje person, har aldrig bedt om at blive ophøjet til guddom. Men fodbold er muligvis verdens største religion. Og hvis fodbold er sin egen religion, så er Maradona bestemt dens gud. Deltagelse og tilbedelse er meget lige til. For mange er det lige så enkelt som at klikke ”like” på en Facebook-side.
Det er mere end to verdensmesterskaber siden, jeg første gang hørte klokkerne ringe til gudstjeneste. Det var ikke en åbenbaring, der var ingen missionær, som ringede på min dør med en pjece i hånden, jeg blev ikke overfaldet af en flok fanatiske tilhængere. Maradonas budskab rørte mig med en virtuel ild gennem en invitation til en Facebook-gruppe, hvor folk mødtes i ”Church of Maradona”.
”Dette er et tempel, som forener hundreder af tusinder af Maradona-fans overalt på kloden,” kunne man læse i Om-sektionen. ”Vores religion er fodbold, og som det er med andre religioner, findes der en gud.”
Gruppen er stiftet af to journalister, Alejandro Verón og Hernan Amez, som har et talkshow i radioen om fodbold, og Church of Maradona er primært et internetfænomen, som benytter religiøst betonet sprog for at udtrykke en dyb forbindelse til det argentinske ikon. På kirkens Facebook-side deler medlemmer legendens mange mindeværdige citater, billeder, minder og videoer af hans største præstationer på grønsværen. Medlemmerne af menigheden elsker manden uden forbehold og sidestiller ham med en guddom, som ingen dødelig har ret til at dømme.
Ude i virkeligheden arbejder Verón og Amez med at arrangere møder forskellige steder i Rosario i Argentina, hvor apostlene samles til ”gudstjeneste”. Deres religion har sågar sine egne hellige skrifter samt en version af de ti bud, der indeholder ”Spred budskabet om Diegos mirakler over hele universet” og ”Du skal elske fodbold højere end noget andet.”
På en lørdag med blæsevejr i Rosario er menigheden samlet i den lokale idrætsforenings lokaler. Der lugter af trækul og pølser fra grillen, og jeg befinder mig i lokalet sammen med cirka 20 andre argentinske tilhængere iført fodboldtrøjer. De er mellem 15 og 70 år og – med undtagelse af delt kærlighed til fodbold og tatoveringer af Maradona – har de ikke meget til fælles. Der er kun en håndfuld kvinder til stede, og de sidder alle sammen rundt om det samme bord bagerst i lokalet. De spiller kort og kaster med jævne mellemrum apatiske blikke i vores retning, som om de alle er godt bekendte med den her religion og alle dens små idiosynkrasier.
Amez og Verón har nøje udvalgt relikvierne, der inddrages i liturgien: plakater af Diego fra hele hans 21 år lange karriere, en kopi af VM-trofæet og en håndfuld Maradona-bøger, der regnes for hagiografier. Et medlem af menigheden, Walter Rotundo, har taget sine femårige tvillinger, Mara og Dona, med i dagens anledning. Det er en særlig dag for dem. De skal døbes i Maradonas kirke. Ligesom alle andre i flokken er de svøbt i Argentinatrøjer med Maradonas nummer på ryggen.
”Det nummer burde fredes for evigt,” siger manden ved min side. Han forbereder sig på at læse højt fra Maradonas Bud for forsamlingen om lidt.
”Mener du på det argentinske hold?” spørger jeg.
”Nej,” lyder svaret. ”Det skal bare fredes generelt. Ingen bør bruge det igen”.
Amez og Verón arrangerer gudstjenesterne og annoncerer dem via sociale medier, men på grund af gruppens efterhånden gigantiske størrelse, går der længere og længere imellem dem. Tid og sted bestemmes hurtigt på Facebook. Maradonianerne kom langvejs fra, over sletter og bjerge rejser de for at tilbede ved D10S’ alter. Men kirken har nu for mange medlemmer. Alle vil have en bid af Maradona, spise pølser sammen med deres trosfæller, dele historier og hylde legenden.
”Det er ved at blive for stort,” indrømmer Verón, aftenen inden tvillingerne skal døbes. Det er svært at bedømme, om maradonianerne tager sig selv alvorligt, eller det hele bare er en stor vittighed, som Maradona sidder og griner med på i et af sine hjem i Dubai, Moskva eller Caracas.
Hernan Amez (V) og Alejandro Verón (H).
Dagens gudstjeneste ryger ikke ud i overtid, og der er ingen, der skænker straffe en tanke. Det teatralske islæt ved ceremonien er overstået, så snart vi når frem til en anden vigtig komponent ved tjenesten, nemlig grillmiddagen. Nogle af menighedens medlemmer tager billeder af Mara og Dona, som lige er blevet døbt. De bærer hver en landsholdstrøje med deres respektive navne bag på – Diego har selv sendt dem til dem fra Forenede Arabiske Emirater. Selv om Maradona ikke deltager ved gudstjenesterne, forstår han godt den kærlighed, hans fans føler for ham.
Pigerne lader til at være glade. De forstår fodbold, gudstjenesten og billedet af Maradona bedre end de fleste voksne – det hele er en leg. Deres far tager det mere alvorligt. Så snart dåben er ovre, frier han til sine døtres mor. En sværm af blåhvide trøjer fejer indover det nyforlovede par til et gruppekram, som man ellers kun ville se ved et mål i forlænget overtid. Andre spiser videre og tager afsked, så snart de er færdige.
Mara og Dona.
Til sidst tager vi vores trøjer af. Nu er vi kun en håndfuld udmattede maradonianere tilbage ved bordet, som er dækket af ølflasker og halvtomme vinglas. Grillkuldene er for længst brændt ud, og solen er ved at gå ned. Vi bliver ved at diskutere målskud, spillere og sejre – vores fælles religion.