Feminisme

Kvinder fra hele verden peger på sexistiske fænomener, de ikke fatter stadig eksisterer

Vi skriver 2018, men kvinder kæmper fortsat for ligestilling. I anledning af kvindernes internationale kampdag fortæller vores kolleger fra hele verden, hvad de gerne så forandret i deres land for at opnå ligestilling.
8.3.18
Foto: Privatfotos

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Clara Hernanz, Spanien

Det, der pisser mig allermest af, er, at vi lever i 2018, og folk er stadigvæk skeptiske overfor ofre for seksuelle overgreb. I juli 2016 blev en 18-årig kvinde efter sigende voldtaget af en gruppe mænd ved det berømte tyreløb San Fermin i Spanien. Sidste december kastede retssagen mod ”ulvekoblet” – som de fem mænd kaldte sig selv – lys over den indlejrede uretfærdighed og sexisme i retssystemet. Selv om det senere blev trukket tilbage som bevismateriale, så bød retssagen blandt andet på en rapport fra en privatdetektiv, som havde efterforsket ofret i månederne efter voldtægten. Hvorfor? For at bevise, hun ikke havde pådraget sig et traume, da hun virkede glad nok i sine Facebook-opdateringer.

Clara Hernanz. Privatfoto

Victim-blaming rammer som en mavepuster. Det minder mig altid om, at en kvindes oplevelser altid vil blive mødt med tvivl og skepsis, med mindre hun passer ind i en meget snæver opfattelse af begrebet offer. Et offer skal tilsyneladende dele sin smerte og sorg på de sociale medier for at blive taget alvorligt. Det gør mig så vred, at kvinder oplever den behandling, især fordi Spanien ikke har nogen offentlige tjenester, der kan hjælpe med vejledning til voldtægtsofre eller en klart defineret protokol i forhold til, hvordan man forholder sig til sagerne i retssystemet.

Ifølge data staten har indsamlet, så begås der voldtægt i Spanien hver ottende time. Men, som en undersøgelse afslørede for nylig, så er sexisme så indlejret i samfundet, at en ud af fire i alderen 15 til 29 mener, at vold i et forhold er normalt, og en ud af fem mener at problemet er blæst ud af proportion.

Elisabeth Efua Sutherland, Ghana

I Ghana har vi faktisk omfattende love, der beskytter kvinders rettigheder. Men i praksis så er ulighed dybt indlejret i samfundet. Folk har gammeldags holdninger, når det kommer til kvinder og piger. Og sexisme afholder mange unge kvinder fra at få en uddannelse. For nylig var der en sag om nogle piger, der fik forbud mod at krydse en flod, mens de havde menstruation, hvilket betød, at de ikke kunne komme i skole.

Elisabeth Efua Sutherland. Privatfoto.

Som kunstner oplever jeg tit, at folk ikke har respekt for mig, fordi jeg er kvinde. Men det lærer man at leve med. Vi har brug for at ændre det grundlæggende mønster i samfundet, så folk kan lære at tænke på kvinders rolle i samfundet på en anden måde.

Andreea Pocotilă, Rumænien

Det er sikkert hendes egen skyld. Det gør ondt at læse de ord højt. Når en rumænsk kvinde bliver voldtaget, chikaneret eller får tæv, så er det den tanke, der skyder gennem mange mænd og kvinders hoveder. Hvad havde hun på? Hvad sagde hun? Hvad gjorde hun? Man kan bare læse en vilkårlig artikel om voldtægt af en kvinde. Når man ser kommentarsporet nedenunder, så dukker den holdning op overalt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det sker over hele verdenen, men jeg tror især, det er et problem i Rumænien, hvor omkring 20.000 kvinder udsættes for vold i hjemmet om året. Det står så skidt til, at selv FN har kritiseret landet for ikke at takle problemet – Rumænien fik en bøde, efter myndighederne ikke straffede en mand, der havde overfaldet sin kone otte gange.

Badar Salem, Palæstina

Jeg forstår ikke, at Palæstina fortsat er besat. Palæstinensiske kvinder bliver stadig mødt med trusler, vold og overgreb ved israelske grænseposter. De anholdes og fængsles uden retssag af de israelske myndigheder, de dømmes ved en militærdomstol og tilbageholdes i fængsler under kummerlige forhold.

Badar Salem. Privatfoto.

Palæstinensiske kvinder i israelske fængsler har ikke engang lov til at se deres familier. Når de en sjælden gang i mellem må modtage besøg, får de ikke engang lov til at holde deres egne børn, fordi de er adskilt af en rude.

Noor Spanjer, Holland

Jeg forstår ikke, at kvinder fortsat betales mindre, end mænd gør, i Holland. Selv om det ifølge loven er ulovligt at diskriminere, så er den sexistiske struktur indlejret dybt i samfundet, og de traditionelle kønsroller bliver ikke modarbejdet aktivt af staten, og derfor findes der fortsat ikke ligeløn. Ifølge en opgørelse fra 2016 tjener kvinder i gennemsnit 16 procent mindre end mænd. Det betyder, at en kvinde med fast arbejde dybest set arbejder gratis fra den 3. november og året ud.

Noor Spanjer. Privatfoto.

Nybagte fædre (eller andre partnere, som ikke har født) får kun to dages barselsorlov. Det stiger til fem dage i 2019, men før den lovændring blev vedtaget i tidligere i år, forsøgte statsministerens parti at blokere forslaget. De mente ikke, det var ”nødvendigt”, og beskrev det sågar som ”kontroversielt”. Resultatet er, at mange mødre arbejder på deltid. I 47 procent af alle hollandske familier arbejder moren på deltid og faren på fuldtid. Men selv hvis man ser bort fra, at kvinder typisk arbejder mindre og i dele af erhvervslivet, som er mindre velbetalte, så er der stadigvæk en ulighed på otte procent, som ikke kan forklares.

Hvornår indser regeringen, at det er skammeligt med ulighed i forhold til barsel, og at der er behov for forandring?

Puja Changoiwala, Indien

Jeg forstår ikke, at jomfruelighedstests stadigvæk er tilladt i Indien. Jeg hørte første gang om fænomenet sidste år. Der var en historie i nyhederne om, hvordan en mand forsøgte at beskytte sin forlovede fra at blive udsat for ritualet. Jeg blev vred og nysgerrig og besluttede mig for at finde ud af mere om det.

Jeg rakte ud til manden, som jeg havde læst om og fik en lang snak med ham. Jeg erfarede, at ifølge skikkene i hans lokale Bhantu-samfund (en nomadisk stamme med fem millioner medlemmer) skal et par fuldbyrde deres ægteskab på et hvidt lagen på bryllupsnatten. Derefter undersøger højtstående medlemmer af lokalsamfundet lagenet for at kontrollere, at der er blod til stede. Hvis bruden har blødt, går man ud fra, hun var jomfru, og så bekræftes ægteskabet. Hvis der ikke er blod, bliver hun overfaldet og udskammet offentligt, og ægteskabet annulleres.

Puja Changoiwala. Privatfoto.

Jeg var målløs, efter jeg hørte om det. Vi lever i det 21. århundrede. Indien er ved at blive en global økonomisk magtfaktor. Men vores samfund er fortsat kontrolleret af gamle skikke, der udnytter og nedværdiger kvinder.

Jeg er journalist, og jeg besluttede mig for at skrive om problemet. Men da jeg kontaktede det pågældende lokalsamfund, fik jeg yderligere et chok. En mand fortalte mig, at hvis man afskaffede testen, ville piger og kvinder enten blive voldtaget eller ført i fordærv.

Annoncering

”Vi gør det for at beskytte dem,” sagde han.

Som indisk kvinde følte jeg mig endnu engang reduceret til mit kønsorgan.

Jill Krajewski, Canada

I Canada ser alt ud til at være fryd og gammen på overfladen takket være vores fotogene premierminister Justin Trudeau. Men på kvindernes internationale kampdag bliver vi nødt til at se sandheden i øjnene omkring den fortsatte diskrimination af piger og kvinder fra det oprindelige folkefærd, som den canadiske stat er skyld i.

Lige nu oplever landet en bølge af protest i forbindelse med sagen om Tina Fontaine, en 15-årig pige fra det oprindelige folkefærd, som en mand ved navn Raymond Cormier tidligere har indrømmet at have myrdet på en hemmelig optagelse. Nævningene ved retssagen fandt ham ikke-skyldig, og Cormier er dermed den anden hvide mand på blot to uger, der frikendes for mord på et medlem af det oprindelige folk i Canada. Det fortsætter bare.

Adskillige politistyrker over hele landet efterforskes for uretfærdig behandling af kvinder fra det oprindelige folkefærd, herunder findes tilfælde af fysiske og seksuelle overgreb. Kvinder dør, når de er i myndighedernes varetægt, mens det længeventede initiativ til at efterforske de mange sager om myrdede og forsvundne kvinder fra dette segment af befolkningen, ikke kan leve op til den mission, det har for. Canada er et land, der ikke prioriterer de borgere, der tilhører det oprindelige folk. Husk lige på det, næste gang du ser en storsmilende Justin Trudeau dukke op på din Facebook-væg.

Laura Woldenberg, Mexico

Selv i dag, i det 21. århundrede, har en kvinde ikke ret til at bestemme over sin egen krop, hun har ikke ret til de samme arbejdsforhold som mænd, og hun må stadig leve med chikane, overgreb og vold.

Selv om der er sket markante fremskridt, så har jeg svært ved tro, at der aldrig har været en eneste #MeToo-sag i Mexico. Og som journalister er det sjældent, vi har mulighed for at rapportere om seksuelle overgreb på en måde, der har bred genklang i en bevægelse. Tværtimod så er der mange af forsøgene, der ender med at forstærke machokulturen og den herskende diskurs i landet.

Laura Woldenberg. Privatfoto.

Snæversynede folk kan ikke differentiere mellem graderne af chikane og kompleksiteten i emnet. Tiltalte og ofre dømmes i offentligheden, før deres sager når for en dommer. Overgreb forveksles med frisind, og en kvinde, der nyder sex, anses for at være en luder.

Jeg vil gerne se en bevægelse i Mexico, der ikke bare går til kamp mod sexchikane, men også alle de andre former for vold og overgreb, der finder sted her i landet. Og jeg håber ikke bare, det er de privilegerede i samfundet, der tager kampen – jeg håber, den vil gennemsyre alle lag i samfundet.

Lisa Ludwig, Tyskland

Sidste år blev den tyske gynækolog Kristina Händel idømt en bøde på 6.000 euro. Hendes forbrydelse? Hun opførte abort som et indgreb, hun kunne foretage, på sin hjemmeside og linkede til oplysningsmateriale. Hvorfor blev hun dømt? Fordi det i henhold til tysk lovgivning er forbudt at reklamere med abort, da det fortsat anses for at være en forbrydelse i lovens øjne. (Selve abortindgrebet er ikke ulovligt, så længe det sker inden for de første 12 uger af graviditeten, og man først har gennemført et terapiforløb).

En underskriftindsamling med 150.000 underskrifter har ikke formået at ændre loven, og gynækologer som Hänel kan derfor fortsat straffes for at oplyse kvinder om de valgmuligheder, de har.

Tiffany Mugo, Sydafrika

Som kvinde skal man konstant forhandle om medbestemmelse over sin egen krop i Sydafrika. I den offentlige og den private sfære ses kvindekroppen som noget, der bare skal ejes.

Seksuelle overgreb er normale i Sydafrika. Hvis man går ud med sine veninder, vil tre ud af fem af de kvinder, man sidder sammen med, have været udsat for overgreb, ofte i en meget ung alder. Seksuelle overgreb finder tit sted i hjemmet, når ældre mænd forgriber sig på yngre kvindelige medlemmer af familien i de ofte trange boliger. Selv tidligere præsident Jacob Zuma er beskyldt for at have begået voldtægt. Rejser man rundt i Sydafrika, forsøger mænd tit at rage på én i taxaer, og det er ikke ualmindeligt, at kvinder bliver overfaldet i den ramme.

Tiffany Mugo. Privatfoto.

Den overhængende fare for seksuelle overgreb i Sydafrika betyder, at man næsten altid er i selskab med et menneske, som har overlevet overgreb – eller også er man selv overleveren. Hver dag anmeldes omkring 109 voldtægter i Sydafrika. Men seksuelle overgreb er ikke noget, man taler om i vores land.

Det er en brutal virkelighed, der skal mere fokus på, og så skal kulturen ændres. Både mænd og kvinder skal lære at se anderledes på sex, magt og kvindekroppen. Men det kræver åben dialog, politisk handlekraft og en stor uddannelsesmæssig indsats.