Annoncering
In Memoriam

Soulkæmpen Charles Bradley er død

Dødsfaldet blev offentliggjort af hans PR-repræsentant sent lørdag.

af Alex Robert Ross
25 september 2017, 6:24am

Foto: Chris Edwards

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey US

Soulsangeren Charles Bradley, hvis renæssance sent i karrieren gjorde ham til et ikon, er død. Han blev 68 år. Bradley blev diagnosticeret med kræft i efteråret 2016. Han aflyste for nylig endnu en række koncerter, efter sygdommen havde spredt sig til hans lever.

"Det er med et tungt hjerte, at vi må offentliggøre Charles Bradleys død," skrev en repræsentant for sangeren i en pressemeddelelse. "Som den evige fighter, han var, kæmpede Charles imod kræften med alt, hvad han havde. Tak for jeres bønner i denne svære tid. Hr. Bradley var i sandhed taknemmelig for al den kærlighed, han har modtaget fra sine fans, og vi håber, at hans kærlighedsbudskab bliver husket og videreført."

Bradleys korte men fantastiske musikkarriere begyndte først i en alder af 62. På de tre albums, han udgav – No Time for Dreaming i 2011, Victim of Love i 2013 og 2016s Changes – pustede han nyt liv i velkendte soul og RnB skabeloner. På singler som "The World (Is Going Up In Flames)" og "Strictly Reserved for You" sang Bradley med en ubesværet stemme, der var lige så inddragende, når han sang ballader, som når han foldede sig ud i sine store funknumre.

Det var svært at adskille Bradleys varme og fyldige stemme fra det nomadiske og ofte svære liv, han levede, før han i sine 60'ere skrev kontrakt med legendariske Daptone Records. Bradley blev født i Gainsville, Florida og voksede op i Brooklyn fra han var otte år. Han tog ufaglærte jobs og levede meget af sit voksne liv som hjemløs. Fra tid til anden arbejdede han også som James Brown-imitator.

Udgivelsen af Bradleys debutalbum i 2011 blev startskuddet på hans usandsynlige rejse fra total ukendthed til verdensberømmelse. "No Time for Dreaming" blev indspillet med Menahan Street Band og blev en øjeblikkelig anmelderrost succes. Ved at kombinere sangene med sine gribende liveoptrædener, hvor han viste en unik karisma, blev Bradley hurtigt en af de største stjerner i Daptones stald.

Victim of Love blev udgivet to år senere, og Bradley, der på det tidspunkt var 64, var ikke begyndt at slappe af. Tværtimod var han blevet mere selvsikker. Samtidig var han blevet mere afslappet omkring sit band og udvidede sit repertoire med nogle langsommere grooves. Hans tredje album, Changes, blev udgivet i 2016 og var bygget op omkring et betagende cover af Black Sabbaths "Changes" – et gribende stykke soul, som få andre end Bradley kunne have lavet.

"Folk over hele verden lever i deres egen identitet," sagde Bradley til Noisey i 2014. "Og det er skræmmende. Det er meget, meget skræmmende. Nu ved jeg ikke, hvor jeg hører til, men jeg ved, at jeg er hjemme. Det er skræmmende, men stol på din mavefornemmelse og dit hjerte. Bare vid, at der er noget ægte indeni dig og hold fast på din værdighed. Når du ser noget, der ikke burde være sådan, så lad være med bare at kigge den anden vej. Jeg er ligeglad, hvad det er."

Tagged:
Music
funk
Noisey
Soul
RIP
charles bradley
Changes
dødsfald
nekrolog