"Dr. Barfod" af Ovartaci. Foto: Museum Ovartaci

I Aarhus er kunstneren Ovartaci ‘han’, i København ‘hun’. Derfor er det vigtigt

Nicoline Larsen

Nicoline Larsen

Kunstneren Ovartaci døde for 32 år siden. Selvom hun blev kønsskifteopereret, har eftertiden insisteret på at kalde hende ’han’. Men det ændrer sig måske nu.

"Dr. Barfod" af Ovartaci. Foto: Museum Ovartaci

Hvordan omtaler man en kunstner, der var så ivrig efter at blive en kvinde, at hun tog en høvl og skar sin penis af, men som på sine gamle dage angiveligt vendte tilbage til at se sig selv som mand? Det spørgsmål er opstået i forbindelse med den nye udstilling "OVARTACI & Galskabens Kunst", der for tiden kan ses på Kunsthal Charlottenborg.

Ovartaci levede fra 1894-1985. 56 år af de år tilbragte hun på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor hun var indlagt med diagnosen skizofreni. Herfra malede hun den ene kattelignede kvindefigur efter den anden. Lange, slanke væsner med spidse ansigter. Mange af disse kvinder har hun prikket et lille hul i skridtet på. Og det giver mening. Ovartaci (kunstnernavnet er i øvrigt et ordspil på 'Overtosse') ønskede nemlig at slippe af med sin mandlige krop. I flere år forsøgte hun forgæves at få bevilget en kønsskifteoperation, men det endte med, at hun til sidst tog sagen i egen hånd. Som 60-årig forsøgte hun at amputere sin penis med et barberblad. Hun gennemførte dog ikke. Det gjorde hun derimod senere på året med et høvlejern i hospitalets snedkerværksted. Resultatet var selvsagt ikke godt, og derfor insisterede hun på at få foretaget en rigtig kønsskifteoperation. Til sidst gik hospitalet med til det, og som 63-årig havde Ovartaci fået en vagina. Hospitalet fortæller, at kønsskiftet gør Ovartaci til en roligere patient, men de fortæller også, at de til trods for operationen afviser at kalde hende 'frøken' og heller ikke vil efterkomme hendes ønske om at blive overflyttet til kvindeafdelingen.

Eftertiden har heller ikke efterkommet det ønske. Før nu. I den nuværende udstilling på Charlottenborg bruger de konsekvent 'hun', når de omtaler Ovartaci. Men det gjorde de ikke til at starte med, fortæller kommunikationsansvarlig på Kunsthal Charlottenborg, Anders Koch Madsen. "I starten skrev vi 'han/hun' eller 'hen', men så blev vi kontaktet af nogle privatpersoner, som ikke mente, at det var den korrekte måde at omtale hende på. Og efter at have diskuteret det, nåede vi frem til, at det var vi enige i."

Men hvorfor skrev de ikke 'hun' fra start af?

"I starten overtog vi sprogbrugen fra Museum Ovartaci og den eksisterende litteratur, hvor pronomenet 'han' ofte blev brugt, og hvor der generelt herskede stor uensartethed," siger Anders Koch Madsen,

Museum Ovartaci ligger på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor Ovartaci tilbragte det meste af sit liv. Det er her størstedelen af Ovartacis kunst befinder sig, og Charlottenborg har derfor lånt mange værker af Musuem Ovartaci til deres udstilling.

En af Ovartacis store papmachefigurer. Foto: Museum Ovartaci

Selvom Charlottenborg udelukkende benytter 'hun', har flere kunstanmeldere valgt at skrive 'han' i deres anmeldelse af udstillingen. Tom Jørgensen, der anmeldte den i Politiken, er en af dem. "Jeg var inde på Museum Ovartacis hjemmeside, og der står, at da han var i 80'erne, fortrød han. Det er derfor, jeg skriver 'han'," forklarer Tom Jørgensen om baggrunden for sit valg,

Det virker altså til, at Museum Ovartaci har stor indflydelse på Ovartacis eftermæle. Museumslederen på Museum Ovartaci, Mia Lejsted, mener dog ikke, at de gør noget forkert, ved at kalde Ovartaci for 'han'. "Med fare for, at vi kommer til at lyde ualmindeligt kedelige, forstokkede og konservative, så har vi bare altid sagt 'han' om Ovartaci her på museet."

Men hvorfor egentlig?

"I bund og grund gik han ikke efter at blive en kvinde med en kvindelig seksualitet. Man skal forstå det i den sammenhæng, at han havde sin psykiske sygdom, og han havde nogle forestillinger og ideer om, at han gerne ville af med sine mandlige drifter, fordi han ikke kunne kontrollere dem og blev opstemt, når han så kvinder. Han mente, kvinder havde mere kontrol og var rene og smukke, så han gik snarere efter en aseksualisering end en kvindelig seksuel orientering," siger Mia Lejsted.

Mia Lejsted fortæller, at Ovartacis skizofreni begyndte at "klinge af" hen imod slutningen af livet, og hun begyndte at tage afstand fra sin kunst og mange af sine tidligere ideer. Heriblandt ønsket om at skifte køn.

"Han siger rent faktisk til sygeplejersken: 'Jeg hedder Louis Marcussen, og jeg er et mandfolk'. Det siger han tre år før sin død, og der runder han den selv af," siger Mia Lejsted. Hun mener derfor, at man skal se Ovartacis ønske om at ville være kvinde, som en fase. "I nogle år betød det rigtig meget for ham, at han fik lov til at gå i kvindetøj, og vi kan gå ind og læse i hans journaler, at nu vil han gerne tiltales 'frøken' og vil også gerne have, at man køber sløjfer og makeup til ham, og det kan vi trække på smilebåndet over. Men ikke, fordi vi ikke tager det alvorligt," siger hun.

Men hvad ville personen, som det hele handler om, selv have foretrukket – han, hun eller noget helt tredje?

"Jeg tror ikke, Ovartaci ville hænge sig så meget i det, som vi gør. Han ville sige, at så meget kan det vel ikke betyde, om man er halvt kvinde, eller hvad man nu er. For til sidst mødes vi på den anden side og opstår som noget nyt," siger Mia Lejsted, som ikke mener, man skal forsøge at presse Ovartaci ind i en nutidig politisk kontekst. "Vi har travlt med at definere, men alle de der definitioner eksisterede ikke på samme vis, da Ovartaci havde de her perioder. Så det er lidt for stramt at sige, at Ovartaci skal passe ind i vores måde at dele tingene op i dag."

På Museum Ovartaci har de ligesom Charlottenborg oplevet at blive kontaktet af privatpersoner, som føler sig krænkede over, at de bruger 'han' om Ovartaci. Men i modsætning til Charlottenborg har det ikke fået dem til at ændre deres sprogbrug. "Hvis Charlottenborg vurderer, at det er sådan, de vil fortolke tingene, så skal jeg ikke gøre mig til dommer. Jeg kan bare synes, at det måske er lidt snævert. Især hvis det er, fordi man lytter til den der politiske korrekthed."

Af Ovartaci. Foto: Museum Ovartaci

Kunsthal Charlottenborg er den første institution, som vælger konsekvent at omtale Ovartaci som kvinde. Personen, som har truffet det valg, er Mathias Kryger, som er kurator på udstillingen. "Jeg har talt med en masse mennesker om formuleringerne i forhold til kønsskifte, fordi jeg har været interesseret i at bruge opdaterede begreber. Dem, som man med et lidt sløjt udtryk, kan kalde 'politisk korrekte begreber'."

For Mathias Kryger – der selv bruger pronomenet 'hen' – er ikke enig med Mia Lejsted i, at man bør holde Ovartaci og nutidens politiske virkelighed adskilte. For hen hænger diskussionen om transpersoners rettigheder sammen med, hvordan vi vælger at omtale Ovartaci. Det så Charlottenborg også tydeligt, da de under Copenhagen Pride lavede et opslag på Instagram, hvori de ikke klart omtalte Ovartaci som kvinde. "Der var flere unge queer-personer, som syntes, det var uklart og krænkende. Der er mange transkønnende, der ser Ovartaci som et ikon, fordi det er et af de få tidlige eksempler på det transkønnede i Danmark. Så selvfølgelig er de opmærksomme på det, og selvfølgelig bliver de krænkede, når en repræsentant for deres liv ikke bliver respekteret," siger Mathias Kryger.

I forhold til Musuem Ovartacis argument om, at Ovartaci "begyndte som dreng og sluttede sit lange liv som mand" (som museet skriver på deres hjemmeside), mener Mathias Kryger at det er en del af den overordnede mytologisering af Ovartaci. "At hun skulle have sagt: 'Jeg hedder Louis Marcussen, og er et mandfolk', tillægger jeg ikke så meget betydning." For Mathias Kryger er det nemlig en vigtig pointe, at størstedelen af den viden, der findes om Ovartaci, stammer fra medicinske journaler og som overleveringer fra hospitalets læger, og altså ikke fra Ovartaci selv. Ovartaci taler først og fremmest gennem sine værker. "Og i værkerne ligger der en stor interesse for det kvindelige. Jeg synes faktisk, det ligger så implicit i hendes projekt, at det for mig at se er underligt patriarkalsk at anvende 'han'," siger hen.

Og netop det faktum, at fortællingen om Ovartaci i høj grad stammer fra lægevidenskaben, mener Mathias Kryger har haft stor betydning for vores forståelse af kunstneren. Hen mener, at der har været en tendens til at omtale hende "meget diagnosticerende" og dermed opfatte hendes ønske om at blive taget seriøst som kvinde som et udtryk for sygdom og ikke som et reelt valg. "Det diagnosticerende medicinske apparat har jo alle dage været et magtapparat. Det er vigtigt at være bevidst om, hvad for en magtovergrebsmaskine som en psykiatrisk institution også er."

Det er ikke kun i fortiden, at Mathias Kryger mener, at den medicinske verden har været undertrykkende overfor transpersoner. "Lægevidenskaben og psykiatrien er jo de sidste til at flytte sig. Det kan vi jo også se i nutiden," siger hen. Som eksempel nævner Mathias Kryger, at hen i forbindelse med udstillingen tog kontakt til Sexologisk Klinik, som er dem, man skal igennem, når man skifter køn, fordi hen ville høre, om de havde en opdateret ordbog over begreber, som transpersoner selv bruger. "Men det var de slet, slet ikke interesserede i at snakke med mig om. Overhovedet," siger Mathias Kryger.

Ingen ved med sikkerhed, hvad Ovartaci selv ville have foretrukket. Måske har Mia Lejsted ret i, at hun ikke ville gå så meget op i den her diskussion. Og måske er det også sandt, at Ovartaci havde en flydende forståelse af køn, og derfor, som Museum Ovartaci siger, gennemgik både mandlige og kvindelige stadier i sin kønsidentitet. Men alt andet lige er diskussionen stadig højaktuel og væsentlig for mange af nutidens transkønnede. Det har både Kunsthal Charlottenborg og Museum Ovartaci erfaret, når de er blevet kontaktet af personer, som føler sig krænkede over deres måde at omtale Ovartaci på. Derfor er Ovartacis pronomen større end hende selv.

På Broadly har vi valgt at anerkende det udtalte og veldokumenterede ønske om at blive tiltalt som kvinde, som Ovartaci havde i en lang periode af sit liv. Derfor skriver vi i artiklen 'hun'.

Mere VICE
VICE kanaler