Nostalgitrip

Hvorfor var den danske hitliste så meget bedre i 2002?

Lad Popstars-Jon, Nickelback, Las Ketchup og alle dine andre gamle venner hjælpe dig med at glemme 2017.
8.12.17
Screenshot af Jon fra "Right Here Next to You"

Det er december igen, og det betyder, at: 1) din saldo bliver mere presset end Harvey Weinstein, Kevin Spacey og Louis CK tilsammen, og 2) der er gået endnu et år. Tillykke, du gjorde det. Du er her stadig. Du er nu et år ældre, visere, grimmere og et par centimeter tættere på graven. Men før du brager ind i det nye år med ansigtet først og volder flere uoprettelige skader på dit privatliv, din sundhed og din økonomi, er det vigtigt at vende blikket tilbage og betragte det stykke af livets bakke, du allerede har besteget.

Annoncering

Men i stedet for at kigge tilbage på et langt og hårdt 2017, vil vi hellere kigge længere tilbage. Til mere simple tider. Mere specifikt til 2002. Det er nemlig 15 år, siden Boogie gik i luften for første gang, Meet the Osbournes blev et hit, og du utvivlsomt var mere uskyldig og naiv end det garvede levemenneske, du er i dag. For at hjælpe dig med at genetablere en forbindelse til den søde og glade fortidsversion af dig selv, har vi kigget tilbage på sange, der lå nummer et på den danske singlehitliste måned for måned i 2002:

JANUAR
Gigi D’Agostino – "L’amour Toujours"

Hvilket år 2002 tegnede til at blive, da alletiders ultimative provinsdiskotek-track lå på toppen af hitlisten fra årets begyndelse. Fuck at holde sig ædru i januar, lad os køre på Crazy Daisy og lå-lå-lålå’e i stedet! Det her Eurodance-vidunder af et track er efterhånden blevet så ikonisk, at man helt glemmer, at der er en rigtig person, der har lavet det. En italiensk person. Den her person. Gigi D’Agostino er musikkens Silvio Berlusconi: En karakter, der var uforståeligt magtfuld i Europa gennem 00’erne, som man på papiret burde tage kraftigt afstand fra, men som man alligevel ikke kan lade være med at have griner over med sine venner i kæmpe branderter.

FEBRUAR
Nickelback – "How You Remind Me"

Det er let at sige, at Nickelback sutter, og at alle hader Nickelback. Men tænk over de ting og mennesker, du afskyr mest i dit liv. Det kommer ikke af ingenting. Den grimme sandhed, som ingen har lyst til at se i øjnene, er, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har haft et forhold til Chad Kroeger & Co. Fuck it, jeg kan sagtens stå frem og indrømme det. Jeg havde “How You Remind Me” som single-cd, da jeg var 11 år gammel. Og jeg hørte den rigtig, rigtig meget. På repeat. Jeg siger ikke, at det ikke er okay at hade Nickelback, eller at vi skylder dem noget som helst. Det er musikalsk hundelort. Den her sang er objektivt dårlig. Og Chads hår ligner ukogte instant nudler. Men lad os i det mindste anerkende dem for det, de var. Nickelback var for vores alle sammens musiksmag, hvad din første kæreste var for din seksualitet. En glatførebane. Et starter-kit. Et konsekvensfrit, smukt moratorium, hvor du havde det sjovt og problemfrit i din naivitet – simpelthen fordi du ikke vidste bedre. Du har siden fundet og lært at elske andet musik. Set dig tilbage og indset, at Nickelback er noget lort. Bare husk, hvor det hele begyndte. With these five words: Are we havin’ fun yee-heet?

MARTS/APRIL
Shakira - "Whenever, Wherever"

Det ville være overfladisk at sammenligne Shakira med Pablo Escobar, bare fordi hun er colombianer. Og alligevel: hvis du har set Narcos, ved du, at det globale omdelingsnetværk af kokain ikke ville være, hvad det var, hvis det ikke var for el patrón – og på samme måde er det vigtigt at huske på, hvor hårdt og længe den colombianske hestehvisker Shakira egentlig sad på hele verdens divatrone. Allerede med den her ørehængende præ-"Hips Don't Lie"-sexhymne tog hun både det engelsk- og spansktalende marked med storm samtidig ved at lave to forskellige versioner af samme single. Mavedans blev pludselig en eftertragtet ting at lære. Over et årti før Rihannas BBHMM gjorde piratchik til en ting, var det Shakiras clean-but-dirty image, der florerede på teenageværelser verden over.

Er der andre, der har glemt, hvor mange heste der egentlig var i den her video?

MAJ
DJ Aligator Project – "Stomp!"

Hvis Gigi D'Agostino er Silvio Berlusconi inden for provinsdisko-anthems, må DJ Aligator være Prinsgemalen. En dansk, betydeligt mindre magtfuld, men lige så fascinerende version af noget, rigtig mange mennesker ved, at de burde lade være med at kigge på, men ikke helt kan holde sig fra. Prøv for øvrigt at nævne én sang med et udråbstegn i titlen, der ikke har været en døgnflue.

JUNI
Eminem – "Without Me"

Hvis du tilbragte bare nogle af dine angstbefængte formative teenageår som hvidt barn i forstaden, behøver jeg ikke at sige, hvad det her track betød for dig. Men dette tilbageblik er en sjælden mulighed for at hylde, hvor stort det egentlig var, det Eminem gjorde med det her track. Der var en Batman & Robin-video. Em var stadig fucked på den helt rigtige kombination af receptpligtig medicin og boblende had til sin ekskone (kæreste? kone? hvem ved). Han stormede frem mod sit absolutte brintoverilte-afblegede, politisk ladede prime. Han svinede alle fra Elton John til Elvis til Moby (you 36-year-old baldheaded fag, blow me! You don't know me, you're too old, let go, it's over, nobody listens to techno).

Vi behøver vist ikke at sige mere her. I kan selv overveje, hvorvidt Ems spådom holder vand i dag, 15 år senere:

Twenty million other white rappers emerge
But no matter how many fish in the sea
It'll be so empty without me

JULI/AUGUST
Junkie XL, Elvis – "A Little Less Conversation"

Kan I huske, hvor svedig den her reklame var?

Ah ja, dengang Junkie XL revampede et Elvis-nummer, som Elvis nogle og 30 år forinden revampede fra Mac Davis og Billy Strange. Musik er cirkulært. Tænk, når det bliver retro at lave et plutoniumtechnoremix af Justin Bieber’s “Baby” i år 2067. Men fed sang.

Annoncering

Wow, det er længe siden jeg har set Ocean’s Eleven, egentlig.

SEPTEMBER
Outlandish – "Guantanamo"

lol stadig ikke lukket

OKTOBER/NOVEMBER
Las Ketchup – "The Ketchup Song (Asereje)"

Okay, Danmark. Lad os lige se os selv i spejlet engang. Vi ved godt alle sammen, at vi har en uslukkelig tørst efter sydeuropæiske, vi-kender-ikke-teksten-men-heey-det-her-er-grineren-at-vælte-rundt-til track. Vi har brug for mindst en af dem om året. Måske er du for ung til at huske Las Ketchup. Det er ligemeget. Indsæt “Gasoliiiina”, “NUMANUMAYAY”, “Despacito” eller et af det utal af andre fiesta-baserede catchphrases der har ageret soudtrack til din alt for lemfældige omgang med alkoholsodavand og Cuba Caramel på uspecificerede provinsdansegulv gennem de sidste 10-20 år. Det her er basically "La Macarena" med hawt chicks (som egentlig ikke er helt så hawt, som du måske bildte dig selv ind dengang), og det var lige hvad du havde brug for, din lille 2002-bandit. Det er ikke, fordi det her nummer har musikalsk relevans i dag. Men det har det aldrig haft. Til gengæld er det garanteret ild på dansegulvet. Så gå stolt frem til årets buffet af fordrukne beslutinger, du kommer til at fortryde – aka julefrokostsæsonen – med de to-tre moves, du kan huske fra den arbitrære Las Ketchup-dans, der ikke rigtigt havde hverken start eller slutning. Vi dømmer dig ikke dawg.

A SAID A HÆ HA, AHÆ AHÆDI A NO MA MAHABI!

DECEMBER
Jon – "Right Here Next to You"

Før X Factor. Før Danmark har Talent. Før Basim og Martin overhovedet var født (det er ikke sandt, men alligevel). Før alt det var der Popstars. Den billige version af førnævnte programmer med meget mindre kendte dommere. Men hvad Popstars ikke havde i produktionsværdi, gjorde programmet op for i sentimentalitet, simpelthen fordi det var det første danske program af sin slags. Og det giver også anden sæsons vinder Jon Nørgaard en særlig plads i historien. I årevis var Popstars-Jon et kæmpe referencepunkt i dansk musikreality-tv-historie, mens første sæsons vindere, EyeQ, forsvandt ud i glemslen. Var det på grund af hans generiske popbanger af en førstesingle? Måske. Var det på grund af hans 17-årige Adonis-look, der kunne sælge læbepomade herfra og til klima-apokalypsen? Endnu mere sandsynligt. Siden har Jon etableret sig som en succesfuld booker/manager/publisher i den danske musikbranche og har lige afsluttet en succesfuld og nostalgisk comebacktour rundt på danske spillesteder. Det er trods alt 15 år, siden han slog igennem. Føler du dig gammel endnu?