Vi spurgte unge danskere, om de vil bruge doggybag til at tage mad med hjem
Billede via Flickr-brugeren Lindsey Turner.
danmark

Vi spurgte unge danskere, om de vil bruge doggybag til at tage mad med hjem

I USA er det en naturlig del af at gå ud og spise, og nu har selv Ikea lanceret en "doggyboks" til deres kødboller. Men hvorfor har vi danskere så svært ved at tage madrester med hjem fra restauranter?

Du er så mæt, at du er ved at sprække. Du er på restaurant, og på tallerkenen foran dig ligger en tredjedel af den 650 grams cote du boeuf, du var så sikker på, at du sagtens kunne nedsvælge. Nu ligger den og stirrer bebrejdende op på dig.

En amerikaner ville ikke tænke to gange over at bede tjeneren om at pakke herligheden ned i brun papirspose, men vi danskere er et andet folkefærd. Så hvad gør vi? Beder vi tjeneren om pakke den ned, så bøffen kan få nyt liv derhjemme, eller er vi for socialt angste til overhovedet at skulle spørge om det er en mulighed?

Annoncering

Flere og flere spisesteder slår sig op på bæredygtighed, men når 43 procent af danske restauranters samlede madspild stammer fra gæsternes tallerkener, er en stor del af spildbekæmpelsen altså ude af deres hænder.

Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2012 er vi danskere overvældende positivt stemte overfor doggybag-konceptet, men selvsamme undersøgelse afslørede også, at det er de færreste af os, der rent faktisk har bedt om at få pakket vores kulinariske efterladenskaber ned, så vi kan tage dem med hjem.

Nu har en af verdens største restaurantkæder, Ikea, taget konceptet til sig og planlagt lanceringen af en diskret og foldbar "doggy-boks," der skal være at finde ved bordene i restauranten, så vi alle sammen kan tage kødboller badet i syltetøj og sovs med hjem (uden at skulle interagere med en blå-gul medarbejder, der vil sælge os endnu et Lack-bord til stuen).

Og måske er det lige netop diskretion, der er nøglen til at få os til at bruge doggybags. For at finde ind til kernen i problematikken gik vi en tur på gaden i København for at forhøre os om unge danskeres forhold til doggybags.

Sebastian, 25, Musiker

MUNCHIES: Hej Sebastian, hvad er din holdning til doggybags?
Sebastian: Jeg synes, det er et helt vildt fint koncept. Når man har betalt for maden, skal man da også have lov til at tage det med hjem, med mindre man er på spis-alt-hvad-du-kan restaurant.

Har du nogensinde bedt om at få dine rester pakket ned i en doggybag?
Nej, aldrig.

Annoncering

Hvordan kan det være?
Fordi jeg altid spiser op.

Hvilken slags madrester kunne du finde på at tage med hjem, hvis du nu en dag ikke kunne spise op?
En isdessert. Nej, måske nogle forårsruller eller noget thaimad. Det kunne være ret lækkert.

Er der forskel på, hvilke steder du kunne finde på at bede om at få en doggybag med hjem?
Ja, det kommer an på restauranten. Ikke så meget på maden der bliver serveret. Hvis jeg spurgte efter en doggybag på Noma, tror jeg nok, de ville kigge lidt mærkeligt på mig. Men det ville måske også være meget sjovt.

Er der fordi, det ville være pinligt?
Nej, jeg ser det slet ikke som noget pinligt. Jeg kan godt se, hvorfor det er tabubelagt, og hvorfor folk kan føle sig lidt pinligt berørt over det, men man har jo betalt for maden.

Seki, 22, studerende og Kevin, 23, studerende

MUNCHIES: Hej Seki og Kevin. Hvad er jeres holdning til doggybags?
Seki: Jeg synes, det er forkert. Som ananas på pizza, hvis jeg skal være helt ærlig.

Hvorfor synes du det?
Seki: Det er bare ikke så charmerende. Jeg ved godt, at man har betalt for maden, og at man har ret til at tage det med sig, men når man er færdig, så er man færdig. Man får heller ikke den samme oplevelse, hvis man tager det med hjem.

Er det fordi, det er pinligt?
Kevin: Det kan da godt være, men det er mere det med, at man så skal rende rundt med maden, indtil man bliver sulten igen. Det kan måske godt fungere med en salat eller sådan noget, men ikke med tung mad.

Annoncering

Seki: Jeg var ude og spise med min lillesøster forleden. Hun spiste ikke op og spurgte, om hun kunne få resten af maden med hjem i en doggybag. Der sagde jeg, at det gik ikke, når hun var sammen med mig. Jeg er bare ikke fan af det.

Hvad skulle der til for, at I kunne finde på at bede om en doggybag?
Kevin: Så skulle det være virkelig god mad. Noget man aldrig ville komme til at spise igen.

Seki: Hvis jeg er ude med drengene, kunne jeg måske faktisk godt finde på, at gøre det, men på en date kunne jeg aldrig finde på at bede om en doggybag, lige meget hvor godt maden smagte.

Marie, 25, deltidsstuderende

MUNCHIES: Hej Marie. Har du nogensinde bedt om at få en doggybag med hjem?
Marie: Det er i hvert fald ikke sket ofte. Jeg har nok overvejet det flere gange, end jeg rent faktisk har bedt om det.

Hvorfor har du aldrig bedt om det?
Det har noget at gøre med, at jeg spiser op. Det gør jeg, fordi, jer er medlem af en forening, hvor vi arbejder for en total omlægning af vores fødevaresystem, så det sidder nok bare grundlæggende i mig, at jeg ikke kan levne.

Har du noget imod doggybags?
Overhovedet ikke. Jeg har nok mere noget imod, at der er nogen, der har noget imod det.

Hvorfor tror du, at det ikke er lige så normalt at bede om en doggybag herhjemme, som det er i eksempelvis USA?
Det har nok bare noget med vores madkultur at gøre. Det noget relativt nyt herhjemme, og vi er ikke så omstillingsparate, når det kommer til sådan nogle ting. Måske har det noget at gøre med, at man ikke vil fremstå grådig. Måske fordi man vil signalere, at man har råd til at lade det ligge? Måske er det bare sådan et levn fra 90'erne, hvor man bare købte sig ud af tingene? Dengang det var smart at sige: "Jamen, vi køber da bare en ny."

Annoncering

Synne, 22, Studerende

MUNCHIES: Hej Synne. Har du nogensinde bedt om en doggybag, når du har været ude og spise?
Synne: Ja, flere gange.

Hvad var det sidste du fik pakket ned?
Sidst jeg gjorde det, var det sushi. Der var for meget mad, og jeg havde lyst til at spise resten senere.

Er der noget, du ikke kunne finde på, at bede om at få med hjem?
Nej, mit eneste kriterie er, at der er nok til, at det giver mening for mig at tage det med. Er der for lidt, gider jeg ikke.

Hvad kunne få dig til at lade være med at bede om en doggybag?
Hvis jeg var blevet inviteret ud, og det var en anden der betalte, så kunne jeg nok ikke finde på det. Kun hvis jeg betalte selv. Og nok ikke på de fineste restauranter.

Iya, 23, konsulent og Camilla, 26, konsulent

MUNCHIES: Hej Iya og Camilla. Kunne I finde på at bede om at få eventuelle madrester med hjem i en doggybag, når I er ude og spise?

Iya: Hvis der er masser af mad tilbage, er det fint, at der er en mulighed for at få maden med hjem, så man kan spise det senere. Jeg har også gjort det før, det var bare i USA. Jeg har ikke gjort det særligt meget i Danmark, men vi har også mindre portioner, end de har derovre, så som regel spiser jeg op.

Camilla: Nej.

Hvorfor ikke?
Camilla: Fordi jeg ikke har behov for at spise mine madrester, når jeg kommer hjem. Jeg spiser, indtil jeg er mæt, og så er jeg færdig med min mad.

Så det er ikke fordi, det er pinligt at bede om en doggybag?
Camilla: Nej, jeg mener ikke, det er pinligt. Det er bare ikke noget, vi kulturelt har tradition for herhjemme. Jeg er aldrig blevet tilbudt det på en restaurant, og jeg tror også, jeg ville synes, at det var lidt mærkeligt at spørge om. Jeg ville ikke engang være sikker på, at de havde en doggybag.

Kunne du finde på at gøre det for at bekæmpe madspild?
Camilla: Formålet med at gøre det ville jo være at spise det senere, og jeg ville nok bare ende med at smide min kvarte pastaret ud, når jeg kom hjem.

Så du ville aldrig nogensinde bede om det?
Camilla: Man skal jo aldrig sige aldrig. Der er bare mange retter, der ikke er særligt lækre efter en 40 minutters cykeltur.