flymad

Nu kan man få flymad designet til folk, der er bange for at flyve

Det britiske flyselskab Monarch har lanceret en ny humørforstærkende menu med lavendelkager og lakridsis, der er designet til at berolige passagerernes dårlige nerver.
30.8.17
Foto: Monarch

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK.

Det er sjældent en afslappende oplevelse at skulle ud og flyve. Der er den ulmende panik, der sætter ind, når din venlige taxachauffør vælger at tage margueritruten ud til lufthavnen i stedet for den hurtige. Så er der dramaet ved check-in skranken, når din håndbagage nægter at passe ned i det der skrækindjagende metalbur (den passede helt sikkert perfekt, da du målte efter derhjemme). Derefter er der turen gennem security, navigation gennem den toldfrie og problemet med at finde den rigtige gate – der typisk ligger 15 minutter væk i den modsatte ende af en anden terminal. Når du så endelig er boardet, er der lufttrykket i kabinen, den manglende benplads og den passivtagressive kamp om retten til armlænet. At rejse er at leve.

Annoncering

I et forsøg på at gøre flyveturen lidt mindre stressende har et flyselskab nu bedt en fødevareforsker og en kok om hjælp til at sammensætte en menu, der kan højne humøret, øge oplevelsen af smag, og – hævder de – berolige folk med flyskræk.

LÆS MERE: Vi spurgte en dansk langdistancepilot om, hvad man spiser i cockpittet

I sidste uge afslørede det britiske lavpriselskab Monarch sit nye "mood food" in-flight måltid skabt af kokken Jozef Youssef, der har lænt sig op ad eksperimental psykologen Charles Spences research. Passagerer, der bestiller måltidet, modtager mad og drikkevarer på bestemte tidspunkter i løbet af flyveturen, der ifølge flyselskabet gør brug af ingredienser, som "øger lykkefølelsen, gør folk mere afslappede og får dem til at føle sig bedre tilpas".

Og der er ikke en eneste portion vakuumpakket røræg i sigte.

Før passagererne går ombord på flyet, får de serveret echinacea og lakridsis, der skal give deres immunsystem et boost og nedsænke risikoen for, at de bliver kabineforkølede. Ved take-off serverer kabinepersonalet grøn te og lavendel-mochi. Udover både lavendel og tes beroligende egenskaber påstår Spence, at de japanske riskagers svampede "Q-konsistens" afdæmper stress, når man tygger på dem.

Monarchs humørforhøjende menu. Billede via Monarch.

Derefter fokuserer menuen på at forstærke retternes smag ved hjælp af umami-rige ingredienser. Spences tidligere research indenfor opfattelsen af smag i højere luftlag opdagede, at umami er den eneste af de fem basissmage (der også tæller, salt, sødt, surt og bittert), der kan forstærkes, når man er ude og flyve. Med den viden i baghovedet får passagererne serveret umami-tung kelp-te og tangkiks efterfulgt af en bar med nødder, svampe og tomatpulver.

Smagskombinationerne lyder måske lidt mærkelige, men Youssef insisterer på, at retterne fungerer oppe under skyerne. Han fortalte til MUNCHIES: "Videnskaben og Professor Spences forskning udgør fundamentet, men det handler egentlig om god smag og om kombinationer, der kan ophidse folks ganer. Vi ved, at umami fungerer, når man er ude og flyve, men hvordan får vi te eller en kiks til at smage mere af umami og på samme tid være noget, folk har lyst til at spise?"

Annoncering

Ifølge Youssef handler det om at bruge umamirige ingredienser, der øger smage, der ellers dæmpes af forholdene i kabinen.

LÆS MERE: Sådan laver man flymad

Han forklarede: "Vi ved, at lugtesansen ikke fungerer så godt, når man er ude og flyve, og at der er larm, så man ikke smager sødt og salt så meget som normalt. Det var derfor vi for eksempel med den søde og salte nøddebar ville lave noget, der også havde et umami-kick, der kunne øge de andre smage."

Det er ikke første gang, at kokke (og Spence) har forsøgt at forbedre smagen af flymad og på den måde passagerernes rejseoplevelse. I 2011 skabte Heston Blumenthal retter til British Airways, og i 2014 arbejdede Spence sammen med selvsamme flyselskab om at designe en smagsforstærkende playliste.

LÆS MERE: Steward påstår, at vegetarer ikke bliver opgraderet på flyveturen

Men om de særlige in-flight menuer rent faktisk beroliger nerver og forstærker opfattelsen af smag, er til debat. Nogle argumenterer for, at man ikke kan erstatte ingredienser af en høj kvalitet, selv i en kabine under tryk. Andre siger, at man i stedet for brugen af umamipulver bør udvikle retter, der bedre tåler at blive frosset ned og tøet op.

De kan have en pointe. Spiser man fra en plastikbakke, der hviler på ens knæ, mens man forsøger ikke at give ens sidemand en albue, vil spiseoplevelsen bare aldrig blive særlig fantastisk. Ligegyldigt hvor meget den så smager af umami.