Vi fik københavnere til at vise os den seneste sang, de har opdaget
Alle billeder af Amanda Hjernø
Dybdegående Journalistik

Vi fik københavnere til at vise os den seneste sang, de har opdaget

Næsten ingen danskere opsøger ny musik selv. Men er der håb for os, eller er vi alle sammen ved at blive hovedløse mainstream-lyttere?

Med alle de streamingtjenester og hjælpemidler, den moderne musiklytter efterhånden har foran sig, er det intet problem at finde frem til de mest obskure tracks i verden. Hvis du vil, har du adgang til serbisk og russisk rap. Koreansk pop. Sortmetal fra Schweiz. Du kan følge tæt med i de enkelte kunstneres liv på sociale medier. Og du kan endda være med i Facebook-grupper, hvor der bliver delt lækkede demotracks. Men bare fordi man har mulighed for noget, betyder det jo ikke, at man gør det.

Annoncering

En undersøgelse fra Voxmeter har vist, at hele 83,9 procent af danskere "aldrig" gør noget for selv at opsøge ny musik. Hvilket vil sige, at vi i højere grad end nogensinde før overlader vores musikvalg til de mest kendte kunstnere, og de kanaler, der fodrer os med musik – et udbud af kanaler, der snart bliver endnu mere snævert på grund af tabet af P6 Beat, et ellers lettilgængeligt forum for at opdage nye kunstnere.

Men kan det virkelig passe, at danskerne er så ligeglade, når det kommer til at finde ny musik? Jeg mener bare, hele den der Voxmeter-undersøgelse er også bygget op omkring en Tyler Childers countrysang. Kan det ikke være, at danskerne har været vildt trætte den dag, undersøgelsen blev lavet, og er kommet til at svare lidt forkert? Eller er vi i virkeligheden alle sammen ved at blive hovedløse mainstream-lyttere?

Vi blev nødt til at prøve at dæmpe vores angst for, at alle er ligeglade med ny musik, ved at tale med nogle virkelige mennesker. Derfor tog vi en tur gennem den AirPod-befængte hovedstad og antastede tilfældige københavnere for at finde ud af, hvad danskere reelt har i ørerne, og hvordan de når frem til det. Udover en ældre, gråskægget herre, der med et forbipasserede smil fortalte, at han var "midt i et podcast", var de danske musiklyttere, vi mødte, mere end villige til at vise og fortælle om deres playlister og lyttevaner:

Poul Frederik, 20

Vi fanger Poul Frederik med AirPods i ørerne, midt i en focaccia og en gåtur.

Noisey: Hey Poul, hvad hører du?
Poul Frederik: Lige nu går jeg og hører Mac Miller.

Annoncering

Klart. RIP. Hvilket track?
Lige nu hører jeg "What's the Use?".

Hvad er den seneste nye sang, du har opdaget?
Jeg har lige hørt det nye, 6ix9ine er kommet ud med, men det er noget værre skrald. Ellers er det "Falling Down", den nyeste med XXXTentacion og Lil Peep.

Okay, hvordan opdagede du det track?
Jeg følger mange af de der kunstnere på Twitter, og så får jeg også opdateringer via Spotify på Release Radar.

Synes du, at vi danskere gør nok for at finde ny musik?
Altså i hvert fald i min vennegruppe. Vi er meget glade for musik og spiller også selv. Spotify fyrer jo bare alt i hovedet på én, så det er meget nemt.

Hvor meget tænker du selv over at finde noget nyt? Er det noget, du aktivt opsøger, eller sker det mere eller mindre automatisk?
Når jeg finder noget nyt, er det, fordi jeg leder efter noget nyt at lytte til.

En undersøgelse viser, at 83,9 procent af danskere aldrig gør noget for at opdage ny musik. Kommer det bag på dig?
Overhovedet ikke. Det er jo bare hits, og hvad der bliver serveret i radioen. Resten af min familie er sådan nogle, der også bare tænder for radioen. De har ikke Spotify Premium, Apple Music eller noget som helst. De kender ikke kunstnere og så videre, de hører bare, hvad der er i radioen og på toplisterne.

Hvad tænker du om det?
Det er jo folks egen interesse. Bare fordi jeg godt kan lide musik, gider jeg ikke at fyre bestemte kunstnere ned i andre folks hals, ligesom de heller ikke fyrer det, de hører, ned i halsen på mig. Jeg tror, man skal være inde i det, før man kan se forskel på selv at opsøge musik og bare at få det serveret. Der er en nemhed i bare at sætte en Top-50 på.

Annoncering

Tak for snakken, Poul.

Katrin Fagrans, 24

Noisey: Hey, hva' så, Katrin, hvad har du i ørerne?
Katrin Fagrans: Lige nu hører jeg Stefflon Dons "Oochie Wally Freestyle".

Sygt nok. Hvad er den seneste sang, du har opdaget?
Mr Eazi feat Giggs med "London Town". Og Mr Eazi "Overload".

Klart. Og hvordan opdagede du dem?
Til fest.

Så du hørte dem til fest, og tilføjede dem til playlisten med det samme?
Ja, på Spotify. Jeg hørte, at den blev spillet.

Er det sådan, du typisk opdager sange?
Ja, hvis jeg hører dem. Hvis jeg hører, at folk de danser til det. Dansevideoer på Instagram og til fester.

Føler du selv, at du gør nok til hverdag for at finde nye sange?
Faktisk måske ikke lige nok. For at finde nye sange. Nogle gange hører jeg Daily Playlists, og hvis jeg finder noget nyt, jeg kan lide, hører jeg lige deres andre sange igennem og tilføjer måske nogle ting til mine egne playlister.

Okay, helt sikkert. Tak for din tid, Katrin.

François Xavier, 32

Noisey: Hey François. Hvad hører du?
François Xavier: "I Will Be" med Leona Lewis.

Helt sikkert. Hvad er den sidste sang, du har opdaget?
Lad os lige se, hvad jeg har sidst har tilføjet til min Spotify spilleliste…Den sidste – nu har jeg lige tilføjet Leona i dag, fordi hende kom jeg lige i tanke om – men den sidste er faktisk "Fru Sauterne" med Kim Larsen.

Okay, ja! Hvil i fred.
Ja, efter alt det der. Den kom jeg lige i tanke om og tænkte, den skal jeg lytte til igen. Ellers hører jeg bare alt muligt forskelligt. Der er ikke nogen genre eller stil.

Annoncering

Det er mere bundet op på øjeblikke, eller oplevelser?
Ja, og så bruger jeg den der Spotify-tjeneste hver mandag morgen, hvor de kommer med 30 forslag i forhold til, hvad du har lyttet til i sidste uge.

Klart, og der finder du typisk nye sange til din spilleliste?
Ja, sådan to-tre stykker. Jeg bruger Spotify ret meget, fordi de laver også sådan en Top-50 for rigtig mange lande. Så går jeg måske ind og kigger, hvad er Top-50 for USA eller Argentina eller hvad nu.

Synes du selv, at du gør nok for at finde ny musik?
Ja, så lytter jeg også til radio – en fransk netradio, der hedder Chérie FM. Den streamer jeg derhjemme, og så bruger jeg Shazam, hvis der er gode ting.

Cool. Det er for nylig kommet frem, at 83,9 procent af danskere aldrig gør noget for at finde ny musik. Hvad tænker du om det?
Hvordan får de så ny musik? En af mine venner og jeg har nok nogenlunde samme spilleliste, så vi sender tit hinanden ting. Nu fandt jeg lige Leona i dag, og så kan jeg godt finde på at dele den med ham på Messenger.

Nice. Tak for snakken, François.

Mathilde Nerving, 18

Vi spotter Mathilde ved Nyhavn, hvor hun står med sine høretelefoner i og danser ved en fodgængerovergang. Hun er ikke så game på ideen om at blive fotograferet, så her er hendes telefon.

Noisey: Hey Mathilde! Hvad danser du til?
Mathilde Nerving: Hej! Det er det nye album fra 6LACK (udtales "black", ikke "six-lack", red.). Lige nu er det tracket "Unfair".

Helt sikkert. Hvad er den seneste nye sang, du har fundet?
Det er nok den. Jeg fandt den inde på Spotifys Discover.

Og er det typisk der, du finder ny musik?
Ja. Enten sker det ved, at de kunstnere, jeg følger på sociale medier, lægger det op, eller ved at jeg går derind og trykker 'Shuffle'. Hvis der er noget, jeg hører meget, ryger det på min alt-i-én-playliste.

Annoncering

Okay. Synes du selv, at du gør nok for at finde nye tracks?
Nej, jeg synes ikke selv, jeg gør noget for det. Det er ligesom bare, hvad der bare popper op i hovedet på mig.

Tænker du nogensinde over det?
Nej, ikke rigtig. Jeg føler ikke rigtig, jeg går glip af noget.

Overrasker det dig, at 83,9 procent af danskere siger, at de aldrig gør noget for at opsøge ny musik?
Nej, det gør det egentlig ikke rigtigt. Jeg føler tit, at hvis folk finder nye sange, så er det fordi, de har været til fest, eller været sammen med nogen, som kender den. Og tit, når man finder nye sange, så er de heller ikke så nye.

Hvad tænker du om det, i forhold til at du i princippet har redskaberne til at gå hjem og lede efter ny musik?
Jeg tror ikke, man gør det, og jeg tror heller ikke, man har tid. Der er lidt for meget at lave for de unge nu til dags.

Tak, Mathilde.

Sille Amanda Suslik, 28

Noisey: Hey Sille. Hvad går du og hører?
Sille Amanda Suslik: Tyler & Ryan, hedder de.

Hvordan har du fundet dem?
Jeg satte den her liste på: Feeling Acoustically Good.

Okay, er det noget du gør ofte?
Ja, det gør jeg rigtig meget på Spotify. Det er der, jeg opdager det meste af det nye musik, jeg kender. Jeg går sjældent ind og ser mere på artisten. Jeg kører bare det enkelte nummer, jeg lige hører.

Hvad gør du ellers for at opdage nye sange?
Jeg har en kæreste, der spiller musik, primært covers, og har meget med musik at gøre. Så han sidder tit og YouTuber derhjemme. Flere af de numre, de spiller, er så nye eller så gamle, at jeg faktisk ikke kender dem.

Annoncering

Synes du, at du gør nok for at finde nye sange?
Ja, det synes jeg. Jeg synes, jeg hører mest musik, som jeg ikke har hørt før. Mere end musik, jeg kender i forvejen.

Hvad tænker du så om, at 83,9 procent af danskere svarede "aldrig", da de blev spurgt, om de nogensinde opsøger ny musik?
Det var da utroligt mange. Det fatter jeg ikke. 50 procent, havde jeg måske tænkt, hvis jeg skulle skyde fra hoften. Nogle gange har jeg det også sådan, "Der er nogen, der spiller på Lille Vega. Jeg kender dem ikke. Jeg tager ind og hører dem." Eller på Christiania.

Klart. Hvad er den sidste koncert, du har været til?
Det var i Vega, for en uge siden. Der var jeg inde og høre Vulfpeck. Også noget, min kæreste han har dyrket det sidste halve hår. Sindssygt fed koncert. Vi sad også og hørte det i to timer, før vi skulle derind. Og da vi kom hjem. "Ej, den der bassolo, den er vi lige nødt til at høre igen!"

Fedt. Tak for din tid, Sille.

Ibrahim Mohammed, 17

Ibrahim står foran en opgang i Christianshavn-området med to venner. De snakker, men han har samtidig høretelefoner i ørerne. "Det er ikke lige ham" at blive fotograferet. Her holder han sin telefon.

Noisey: Hey Ibrahim. Hvad hører du?
Ibrahim Mohammed: Det er "Ma Jolie" med Beni.

Sprødt. Hvad er den seneste nye sang, du har fundet?
Ibrahim: Det er nok den her. Den er næsten lige kommet ud.

Hvordan finder du de tracks, du lytter til?
Ibrahim: Han sætter dem op på sin Facebook eller et eller andet og siger, at han har lagt en ny sang ud.
Ibrahims ven: Du skal være en fan, for at du kan finde dem.
Ibrahim: Eller få den af en af vennerne eller sådan noget.

Annoncering

Klart. Synes du, at du gør nok for at finde nye tracks?
Ibrahim: Ja, jeg knokler for at finde nye sange. Nogle gange bruger jeg måske op til 20 minutter om dagen på at lede. Så scroller jeg Facebook og går måske ind på kunstnere, jeg kender, på Spotify for at se, om der er nogle tracks, jeg ikke har hørt.

Der er blevet lavet en undersøgelse, der viser, at 83,9 procent af danskere aldrig leder efter ny musik. Hvad tænker du om det?
Ibrahim: Det overrasker mig. Jeg troede, der var mange, der ledte efter ny musik. Hele Danmark elsker musik.

Vil du altid blive ved med det, tror du?
Ibrahim: Ja, ja. Man bliver ved, man bliver ved.

Tak for hjælpen, Ibrahim.

"Jesus", 52

Noisey: Jesus? Er det dit borgerlige navn?
Jesus: Jeg er blevet kaldt det i 30 år.

Fair. Jesus, hvad er den seneste sang, du har opdaget?
Det tænker jeg sgu ikke så meget over. Jeg var inde og se noget musik, Fish, her for et par dage siden i Den Grå Hal. Den gamle forsanger fra Marillion.

Var det godt?
Ja, det var godt.

Hvordan finder du typisk ny musik?
Jeg bygger det.

Du…bygger det?
Jeg bygger det, simpelthen.

Hvad vil det sige?
Jeg sætter scener op. Så jeg kan ikke undgå at se noget nyt en gang imellem.

Okay, klart. Hvordan lytter du ellers til musik til hverdag?
Jeg har masser af cd'er. Spotify og streaming bruger jeg overhovedet ikke. På den måde er jeg ret gammeldags, jeg bruger ikke telefon og computer til sådan noget.

Hvad tænker du om, at alle i København efterhånden går rundt med en eller anden form for høretelefoner i ørerne?
Det er jo blevet almindelig hverdag. Man kan blive lidt irriteret over det, fordi folk er i en anden verden.

Synes du selv, at du får nok ny musik ind i forhold til det, du hører, når du er på arbejde?
Ja, jeg hører også radio, mens jeg arbejder – myROCK.

Overrasker det dig, at 83,9 procent af danskere aldrig gør noget for at finde ny musik?
Næh, egentlig ikke. Jeg gør egentlig ikke noget specielt for det, men det er, fordi jeg arbejder så meget i branchen, som jeg gør. Det kommer helt af sig selv. Jeg begyndte først rigtigt at opdage musik, da jeg byggede Orange Scene for Roskilde Festival. Det er otte år siden. Og det gør jeg hvert år nu, så der ser jeg en masse nye bands.

Jamen tak for dit bidrag til alle de koncerter, vi har set på Orange. Og tak for snakken, Jesus.