Verdens ældste restaurant steger 50 svin om dagen
spanien

Verdens ældste restaurant steger 50 svin om dagen

Nøglen til at holde en restaurant åben gennem 300 år? Man skal have et øje for tradition – og et ton af helstegt pattegris.
8.8.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Spanien.

Sobrino de Botín er ifølge Guinness Rekordbog verdens ældste restaurant. Den har været åben siden 1725 og er det stadig i dag. Som den nuværende ejer, Antonio González, fortæller, så kunne end ikke den Spanske Borgerkrig afholde hans bedsteforældre fra at byde kunder indenfor, også selvom det var farligt. Men "alt var jo farligt dengang".

Sobrino de Botín, lige før restauranten åbner.

Første gang, jeg læste om Sobrino de Botín, var i Guinness Rekordbog hos mine bedsteforældre. Jeg besluttede mig for at gemme navnet i hukommelsen – sammen med historierne om den højeste mand i verden, den største ædedolk og ham, der havde stukket flest sikkerhedsnåle gennem ansigtet. Jeg glemte selvfølgelig det hele igen. Det var først, da jeg flyttede til Madrid, jeg kom i tanke om den berømte restaurant og besluttede mig for at tage et smut forbi og møde personalet.

Sobrino de Botíns signaturret er helstegt pattegris.

Når man bevæger sig ned af Calle Cuchilleros, hvor restauranten ligger, lægger man først mærke til horderne af turister og de hårdtarbejdende tourguides. Turister har kun adgang til restauranten, inden aftenens servering begynder. Derefter kommer man kun ind, hvis man skal spise, og det er forbudt at tage billeder.

LÆS MERE: Sådan er det at servere drinks til fulde turister i Spanien

González venter på mig indenfor. "Stjernen på vores menukort er den ovenstegte pattegris," fortæller han. "Grisene skal være mindst 19 dage gamle eller veje fire kilo som minimum. Det tager omkring to timer at grille dem i ovnen – vi har brugt den samme ovn siden 1725." Sobrino de Botín steger cirka 50 pattegrise om dagen.

Køkkenet steger cirka 50 pattegrise om dagen.

"Ernest Hemingway kom her ofte og havde min fars tillid," fortæller González. "Hemingway lavede sin egen martini – og en gang lavede han sågar sin egen paella." Han udpeger forfatterens yndlingskrog i restauranten, der kun kan beskrives som det ideelle sted at sidde for en mand, der konstant frygtede han blev overvåget af fjendtlige spioner.

Sobrino de Botín optræder også kortvarigt i Døden kommer om eftermiddagen, hvor Hemingway, der var meget optaget af de spanske tyre, skriver: "Men jeg vil hellere sidde og spise pattegris hos Botíns end tænke på mine venners lidelser."

Kælderen er den ældste del af bygningen, som blev opført i 1500-tallet.

Kælderen stammer fra 1500-tallet og består af smukke murstenshvælvinger, der aldrig er blevet restaureret. Blandt de støvbelagte vinflasker lægger jeg mærke til en del af væggen, der er muret over. "Der lå indgangen til tunnellerne, som nu er lukkede. Engang gav de adgang til hele Madrids undergrund," fortæller González.

Antonio González er restaurantens nuværende ejer.

Jeg spørger, hvordan restauranten har holdt sig åben siden 1725. González svarer prompte: "Restauranten er gået i arv fra generation til generation. Næsten intet har ændret sig." "Under den spanske borgerkrig nåede vi et punkt, hvor vi måtte rationere maden og kun kræve, hvad kunden havde råd til at betale."

LÆS MERE: Jeg spiste som en pilgrim på Caminoen

Det var en hård tid, og restauranten tjente ikke mange penge.

"Min bedstefar var lige ved at blive skudt for at være forretningsejer, men min bedstemor reddede ham ved at konfrontere militsen og sige: 'Vi kan ikke servere mad for jer, hvis vi er døde. Så længe vi er i live, kan vi lave mad til jer.'"

Sobrino de Botíns historie er præget af tradition, arv og integritet. Det er sikkert også grunden til, at stedet har holdt sig åben igennem århundreder.

Jeg prøver signaturretten. Det er selvfølgelig den bedste pattegris, jeg nogensinde har smagt. Hvis du selv har lyst til at smage den, så venter Antonio González og hans familie på verdens ældste restaurant i Madrid.

Hemingways hjørne.

Helstegt pattegris med kartofler.

Restaurantkøkkenet.