Velkommen til den serbiske rapscene, hvor vold bliver taget til et nyt niveau

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Dybest set er serbisk folkerap nøjagtigt, hvad det lyder som – det er en type rap, der fusionerer moderne hiphopbeats med musik, der lige så godt kunne være spillet ved et balkanbryllup. En jamrende vokal, traditionelle instrumenter og omkvæd, som er neglet fra for længst glemte serbiske folkesange. Tilsammen udgør de en svimlende musikalsk helhed, der er lige så episk, som den er bizar. Men til trods for, at genren har meget til fælles med folkemusik, er der absolut intet hyggeligt over den. Mange af de største serbiske folkeraphits er uhæmmede voldshyldester, som får MellemFingaMuzik til lyde som vuggeviser.

At genren tematisk set er gennemsyret af vold, kommer måske ikke som den største overraskelse. Serbien er trods alt et land, der gennem et helt årti var hærget af en blodig borgerkrig, der fortsat er et kollektivt traume i befolkningens bevidsthed. Man hører tydelige spor af krigen i folkerappen, der på mange måder kan beskrives som en art serbisk grime med den afgørende forskel, at ophavsmændene har overlevet en blodig og voldsom konflikt.

Et perfekt eksempel på folkeraplyden er den Beograd-baserede producer, sanger og rapper Coby (som udtales Tsob-ee). Han er scenens største talent og har produceret tracks for en række internationale kunstnere, herunder French Montana og Rick Ross, men han står også bag hits i hjemlandet. På "Crni Sin" (som kan ses herover) åbner Coby tracket med en autotunet klagesang, der lyder som en blanding af tyrkisk folkemusik og et Drake-omkvæd. Lilletrommen skaber en spændingsladet energi, mens det messende kor i baggrunden og en digitalt forvrænget harmonika falder ind på beatet i et storslået crescendo. I videoen ser man billeder af en mor i sorg, et deprimerende fængselstableau og alvorlige mænd, der drikker sig ned. Det hele skaber en dyster tone, som er karakteristisk for serbisk folkerap og samtidigt refererer til den sociale baggrund, der inspirerer musikken.

Selv om serbisk folkerap også kan have kommerciel succes – inden for genren finder man masser af slaviske Jason Derulo-typer, der kun er interesseret i at tjene penge – repræsenterer kunstnere som Coby en mørkere og mere rå side af genren. Coby arbejder ofte sammen med THCF, der på deres største hit, "Ideš Za Kanadu", synger om Zemun-klanen, Beograds mest brutale mafiafamilie i 1990’erne. Titlen på sangen kan oversættes til "Du tager til Canada" – det lyder uskyldigt nok, men det er faktisk en kode klanen brugte, når de planlagde snigmord. Teksten handler om narkosmugling og om at slippe af med sine fjenders lig ved at køre dem gennem en kødkværn.

Tracket er set over 38 millioner gange på YouTube. Det eneste nummer, der slår det, er "Krvavi Balkan" (der betyder "Det Blodige Balkan" – du kan se den herunder), som THCF og Coby også har lavet. Sangen handler også om kriminelle i regionen og er et bestillingsarbejde til en dokumentar på TV Prva. "Krvavi Balkan", som har 40 millioner visninger under bæltet, ledsages af en musikvideo med arkivbilleder fra nedskydninger, kidnapninger og toturscener, som er genopført i fiktive rammer i dokumentaren. Men selv om rapperne arbejder sammen med en tv-kanal, så er numrene klubbangere, der får dansegulvet til at koge over med festglade serbere med pistolfingeren i vejret, som råber med på omkvædet ("bang-bang, bang-bang, du skal til Canada") i kor.

Som du nok har gættet allerede, så er tekster og videoer om kriminalitet fast inventar i folkerappens univers. Det er selvfølgelig langt fra sjældent i hiphop generelt, men de serbiske rappere er ikke interesseret i at imitere amerikanske gangsterstjerner som 2Pac og Nas. Folkerap er direkte affødt af livet i det serbiske samfund. Livet i Serbien er blevet mere normalt over årene, men det er fortsat en verden, som styres af en dybt korrupt regering fyldt med Milosevic-støtter og embedsmænd, som er i lommen på mafiaen. For mange fans af amerikansk rap er gangsterkulturen noget, der lever i ghettoen langt fra middelklassens trygge rammer. Det er et abstrakt fænomen, man kun støder på på Pusha T-plader og i nyhederne. I Serbien er det en virkelighed, de fleste mennesker har tæt inde på livet.

"Når man lytter til 'Canada' eller 'Kravavi Balkan', så beskriver de ting, som fortsat finder sted. Det er ikke en joke. Det er ikke opdigtet. Det er vores virkelighed," fortæller en prominent rapper fra scenen mig. Han foretrækker at være anonym, fordi han ikke vil fremstå som en officiel talsmand for scenen. "Men folk lytter og danser til det på klubben, og der er millioner, som ser videoerne online… Der siger nok noget om vores kollektive sindstilstand, men hvad havde I forventet? Vi har levet i en permanent tilstand af konflikt gennem 20 år. Sådan noget ryster man ikke bare af sig."

Det skal siges, at Beograd ikke er Chicagos South Side. Byen er ikke kendt for sin gadekriminalitet, måske fordi den organiserede kriminalitet er så indlejret i samfundet. Men med jævne mellemrum oplever man Sopranos-agtige nedskydninger på åben gade, men det er ikke noget, de etablerede medier hæfter sig ved i et land, der dybest set er en mafiastat. Serbiens folkerappere er ikke gangstere, men man behøver ikke være kriminel for jævnligt at støde på medlemmer af byens underverden. Jeg er en ret gennemsnitlig borger i byen, der allerhøjest går over for rødt, men jeg skal ikke langt ud i mit personlige netværk, før der dukker nogle rimeligt tvivlsomme typer op. Mange gangstere er kendt i offentligheden her. Man ser dem på fine restauranter, og det er tydeligt, hvem der tjener deres penge på kriminalitet i Beograd. Så selv om forbrydelserne, der er omdrejningspunktet i mange folkeraptekster, ikke er autobiografiske – som i for eksempel Eazy E’s musik – så afspejler de, hvor dybt indlejret kriminalitet er på samtlige niveauer i Serbien.

For at være helt fair i mit portræt er det vigtigt at nævne, at THCF og Coby, ligesom mange andre folkerappere, også har produceret en masse mainstream hits. Men det er imidlertid kun få af dem, der er blevet lige så populære som deres mere sensationalistiske output, hvilket også siger noget om den serbiske folkesjæl. I Serbien glorificerer man forbrydere. I 2015 var den prominente 90’er-gangster Kristijan Golubovic med i en realityserie, mens han ventede på at få sin dom i en sag om heroinsmugling. Kort tid efter han røg ud af programmet, fik han dommen, men udgav senere et raptrack, der blev optaget, mens han sad i fængsel – et nummer med titlen "Moj Czas" (se den herover), som er afspillet flere millioner gange på YouTube. Det faktum, at kendte forbrydere som Kristijan Golubovic behandles som stjerner, er et godt billede på, hvordan kriminalitet anskues i Serbien.

Hvordan er landet nået der til? Det hele begyndte med det økonomiske og sociale kaos, der prægede Serbien i 1990’erne, hvor hyperinflationen nåede 313 millioner procent på sit højeste. Rationering af fødevarer var almindeligt, politikerne snød og svindlede, så vandet drev af dem, og ordensmagten var stort set ikke-eksisterende. Derfor havde mafiaen frit lejde. Størstedelen af befolkningen led under ekstrem fattigdom, og de kriminelle var de eneste, som nød en vis stjernestatus. På samme måde som Kim Kardashian er berømt, fordi hun er rig og glamourøs, så blev serbiske gangstere til potente symboler på, hvad man kunne opnå, hvis man bestræbte sig på en kriminel løbebane.

Til trods for at forholdene er forbedret i dag, har landet stadigvæk en af de laveste levestandarder i Europa, og 85 procent af befolkningen tjener under 3.000 kroner om måneden. De uddannede flygter fra landet, og gangstere er fortsat nogle af de eneste, der lever det søde liv, hvilket fastholder deres status. Måske er det derfor, THCF og Cobys variant af folkerap er så utroligt populært (udover de indlysende musikalske kvaliteter). Det er et univers, der tillader lytteren at udleve sine egne gangsterfantasier i verden, der godt kan virke håbløs.

"Når folk lytter til rap, handler det om, at tingene ikke rigtigt kører i deres land," har THCF’s Borko Vujicic sagt engang i et interview. "Magthaverne bliver nødt til at prøve at forstå, hvorfor folk synger med på 'bang-bang' om at sende folk til Canada – det er afledt af vrede."