Den danske landsholdskoks VM-dagbog: Da Hareide krævede hakkebøffer til holdet

Hvis det danske landshold skal have nogen som helst chance for at vinde VM i Rusland, skal de spise godt. Det sørger landsholdskokken Per Thøstesen for, og i løbet af VM skriver han en dagbog til MUNCHIES. Ikke om taktik og ernæringsprocenter, men om alt det han oplever i Rusland. Her fortæller han om det holdets nye gulddreng, rå russiske specialiteter og en risotto, der var ved at tage livet af ham.

Dag 17: Samara, Samara Oblast, landsholdslejren

Drengene startede med tre point, og det skulle selvfølgelig belønnes.

Da vi kom tilbage til hotellet i Anapa efter sejren over Peru, havde jeg sørget for, at der var pizza til natmad. God surdejspizza med rosmarin, kartofler, mascarpone, salt og olivenolie er der ikke noget i vejen for, at spillerne spiser. Det skal bare ikke være sådan nogle danskerpizzaer med bearnaise og gud ved hvad.

Dagen efter sejren havde jeg planlagt peruviansk sejrs-ceviche til forret, men Åge krævede også hakkebøf, så det skulle vi naturligvis have. Vi fandt noget godt oksekød, som vi selv hakkede, og bøfferne blev serveret med et spejlæg og bløde løg konfiteret med citronskal og hvidløg.

Det var fedt at give min assistent Tobias den oplevelse, det er, at overvære en VM-kamp. Han var ved at eksplodere af glæde og spænding, da vi var i omklædningsrummet før kampen for at sørge for, at der var mad i køleskabet. Bagefter var vi lige ude og røre græsset, hvorefter vi så kampen lige bagved spillerbænken.

Holdet har også taget ham virkelig godt til sig. De er begyndt at kalde ham for “Gulddrengen”.

Det var til gengæld forfærdeligt, at William Kvist måtte forlade lejren og rejse hjem. William er ikke typen, der ligger og piver i græsset, men to brækkede ribben og en punkteret lunge er en smertefuld omgang. Han og jeg har haft mange gode samtaler gennem årene. Også om mad. Jeg kommer til at savne ham. Men der er nogle af de mere tvivlsomme lokale kulinariske påfund, som jeg absolut ikke kommer til at savne.

Da jeg trådte ind i køkkenet forleden morgen, blev jeg mødt af det meste fantastiske syn. I loftet hang en kæde med rå kyllingebryster, marineret med knuste peberfrugter og paprika. Temperaturen i køkkenet lå omkring de 30°C, og luften var tung af stegeos.

“Hvad fanden er det,” spurgte jeg. “Hvad skal de bruges til?” Jeg fik at vide, at det var en traditionel ret, og når kyllingebrysterne var blevet lufttørret i 48 timer, skulle de spises. “Var det måske noget for spillerne?” spurgte de.

“Nej, det kan jeg satanedeme love for, at det ikke er. Den dér ret, den holder I bare helt for jer selv. Hvis vi gjorde sådan noget hjemme i Danmark, ville vi blive lukket af sundhedsmyndighederne.”

Da de så stod og skar kyllingbrysterne ud i helt tynde skiver et par dage senere, så det faktisk ret lækkert ud. Som kok er jeg jo nysgerrig, men tanken om at få galopperende rod i mavesækken var nok til at holde mig fra det. Det ville være noget værre lort.

Her den anden dag fik pastadrengen Lasse Schöne mig overtalt til at lave risotto til hele teamet. 50 mennesker. Det har jeg fandeme ikke prøvet før. Så stod vi tre mand og skiftedes til at røre i en kæmpe gryde i 45 minutter, og der var jeg lige ved at omkomme. Men den endte med at sidde lige i skabet.

Jeg har nu været her så længe, at det bliver sværere og sværere at finde på noget nyt at servere hver eneste dag, men pandekager med en lille smule vaniljeis, and a l’orange og boller i karry er det også blevet til.

Nu er der så kamp igen. Vi fløj til Samara i forgårs for at være klar til kampen mod Australien.

Samara er en stor by, hvor nyopførte højhuse flankeres af bygninger, der er faldet helt sammen. Hotellet her er helt spritnyt, og den store udfordring med den slags steder er, at personalet måske endnu ikke er rystet helt ordentligt sammen. Sådan var det også i Saransk, hvor vi spillede mod Peru.

I Saransk skældte køkkenchefen ud, fra hun trådte ind ad døren, til hun gik igen, og på en af væggene hang en stor plakat med billeder af forskellige stegningsgrader: Rare, medium rare og så videre. Af en eller anden grund var plakaten i sort-hvid, så der var ikke meget at lære af den, andet end at en bøf skal være grå. Det er det mest tumpede, jeg nogensinde har set.

Kokkene på hotellet var desuden blevet udstyret med de absolut grimmeste kokkeuniformer, jeg nogensinde har set. Holdet af kokke lignede en sammensmeltning mellem Bamse og Kylling.

Nu gælder det så et andet hold klædt i gult. De er nogle store drenge de australiere, så det bliver en svær omgang. Vinder vi, laver jeg nok barbecue til drengene.

Jeg tvivler på, at det er til at finde kængurubøffer her i landet.