Hold dit forhold offline – det virker for os

Min kæreste og jeg holder vores forhold fri af sociale medier, fordi vi gerne vil leve i nuet og ikke har behov for andres anerkendelse af vores kærlighed.

af Gabrielle Sorto
10 oktober 2018, 8:33am

Foto: Lumina/Stocksy

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Da jeg var teenager og havde en kæreste, som jeg ville lægge beslag på, skrev jeg hans navn i min profil på AIM. Da jeg senere migrerede over til MySpace, skrev jeg min kærestes navn allerøverst på min top 8-liste. På uni gjorde jeg mine forhold officielle via Facebook, og når jeg i dag åbner Instagram, bliver jeg oversvømmet med opdateringer fra par, der tagger hinanden i deres Stories og behæfter dem med bryllups-hashtags.

Når man konstant konfronteres med andres lykkelige parforhold, kommer man til at stile mod noget lignende, hvis man er single. Derfor gik jeg ud fra, at når jeg endelig havde fundet den rette John Legend til min Chrissy Teigen, ville jeg også have lyst til at dele det med verden.

Men da jeg tidligere på året mødte min nuværende kæreste på Tinder, oplevede jeg den modsatte reaktion. Efter en række fallerede forsøg på at finde en kæreste – herunder et meget kort forhold til en fyr, som sagde, at hans far var død for at slippe ud af det – var jeg træt af datingscenen. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at mit næste forhold skulle have substans. Jeg gad ikke længere dyrke uforpligtende sex eller date mænd, som ikke ville være i et forhold.

Før jeg overhovedet havde mødt Noah (hvis navn jeg har ændret, så du ikke kan finde ham på nettet), kunne jeg fornemme, at han var anderledes. Han forsøgte sig ikke med platte scorereplikker og oversvømmede mig ikke med komplimenter baseret på mine billeder. Vores første samtale føltes, som om vi havde kendt hinanden for evigt – det var helt naturligt. Han spurgte mig, om jeg havde været til en koncert, han havde været til tidligere på ugen. Han var sikker på, han havde set en, som lignede mig på en prik. På vores første date mødtes vi på en bar i nærheden af, hvor jeg bor, og jeg blev bekræftet i mit første indtryk af ham. Vi fortsatte med at ses.

Selvom det gik rigtig godt, var vi begge to forsigtige med at gå for hurtigt frem. Jeg var bange for, at han ville ende med at være endnu en Tinder-fyr, som ghostede mig, så jeg bare kunne sidde tilbage og spekulere over, hvad jeg mon havde sagt, der havde skræmt ham væk. Efter cirka to måneder skulle Noah ud og rejse en uge. Hans fravær fik mig til at indse, hvor stor en del af mit liv han var blevet. Da han kom hjem, begyndte vi officielt at være kærester.

I dag er det seks måneder siden, og hvis du kun følger mig på sociale medier, ville du ikke have nogen idé om hele historien. Du ville slet ikke ane, at jeg er i et forhold. Vi har lært at lave mad sammen, men jeg har aldrig postet et billede af vores aftensmad. Vi har introduceret hinanden for nye film og tv-serier. Vi har også fået lov til at rejse landet rundt og arbejde sammen på et projekt for nyligt. Jeg postede stories, mens vi var ude, men ingen vidste, at vi var sammen. Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at dele min kærlighed med hele verden, men jeg har aldrig lyst til at lægge noget ud på sociale medier, når vi er sammen.

I tidligere forhold har jeg delt billeder her og der, hvis vi lavede noget, der var sjovt eller interessant, men nu er jeg ret privat om mit kærlighedsliv online. Tidligere, når jeg har slået op med en kæreste, skrubbede jeg mit feed rent for hans tilstedeværelse. Det var altid underligt at slette billeder af ekskærester, men det var endnu mere underligt at beholde dem, eftersom de repræsenterede fortiden. Da mit sidste længere forhold gik i vasken for to år siden, besluttede jeg mig for at holde op med at poste om mit kærlighedsliv.

Min kæreste har det på samme måde. Jeg lagde ret tidligt i vores forhold mærke til, at han aldrig lagde noget ud på Instagram, når vi var sammen, men når vi var adskilt, lavede han stories. Da jeg spurgte ham, hvorfor han aldrig har lagt noget ud med eller om os, svarede han, at han foretrækker at dele ting fra sine omgivelser og ikke sit privatliv, og han bruger i øvrigt også mest sociale medier, når han keder sig, og det gør han aldrig, når han er sammen med mig. Han har lagt billeder ud, taget når vi har været sammen, men aldrig billeder af mig. Han ser mig som værende sammen med ham bag linsen.

Noah er fotograf, så han bruger hovedsageligt Instagram som en portefølje. Han tager mest billeder af modeller og landskaber. Før jeg lærte ham at kende, stalkede jeg ham på Instagram, og jeg må indrømme, at jeg var både nysgerrig og afskrækket. Jeg undrede mig over, hvem alle de smukke mennesker på hans feed var, og hvem han mon var ude at rejse med – jeg er selv berejst, men jeg har ikke været så vidt omkring, som han har. En aften satte vi os og gik vores Instagram-profiler igennem og fortalte hinanden historierne bag billederne. Jeg fandt ud af, hvem alle modellerne var, og hvor han havde været. Jeg fandt ud af, at vi begge elsker at rejse. Det bortmanede angsten, og jeg følte mig tættere på ham.

Ifølge en ny undersøgelse udgivet i Personality and Social Psychology Bulletin, betydet det, at man ”sætter for meget fokus på sit forhold online”, ofte, at man dækker over usikkerhed i parforholdet. Men jeg er alligevel interesseret i at finde ud af, hvordan det føles at dele sit privatliv med følgere, der er oprigtigt interesserede i intime detaljer, og hvad der motiverer en til at dele sit forhold med sine følgere, og derfor har jeg kontaktet model og designer Nadia Aboulhosn, som er meget åben omkring sit forhold på sociale medier. Selv om Nadia Aboulhosn deler billeder med sin partner med sine godt 500.000 følgere, fortæller hun mig, at der gik otte måneder, før hun lagde en video op på Instagram, hvor hendes kæreste henter hende på en bar. Men hun taggede ham ikke, og hun filmede heller ikke hans ansigt, fordi hun ikke ville udspørges af sine følgere om tidligere forhold, og hun ville også være sikker på, at forholdet holdt, før hun introducerede sit feed for kæresten.

Nadia Aboulshon siger, at hun kun fremstiller sig selv og kæresten online, som de er ude i virkeligheden. Det, hun vælger at dele online, er en løbende samtale i hendes forhold. Hun er ”upfront omkring følelser og bekymringer,” som hun har i forhold til kæresten, og på den måde undgår de at misforstå hinanden. Hun fortæller, at den åbne dialog i mellem dem er grunden til, at forholdet er så stærkt efter tre år. Hvis jeg en dag beslutter mig for at være åben omkring mit forhold online, så vil jeg følge hendes eksempel.

Jeg har det med at poste ting, der er sket, hvis jeg keder mig. Hvis jeg sidder og kukkelurer i min lejlighed, kan jeg finde på at poste et billede fra en tur, jeg var på for et par måneder siden. Jeg poster aldrig for at bevise noget, men måske for at give mig selv en følelse af, at mit liv er mere interessant, end det måske egentlig er. Når jeg ser på mit forhold til Noah, vil jeg vide, at vi begge er nærværende, når vi er sammen. Vi har rejst sammen, været på festivaller sammen og spist på fantastiske restauranter sammen. Jeg vil have det sjovt, når vi oplever ting sammen og ikke fokusere på at producere like-værdigt indhold. Måske ser jeg anderledes på det en dag, men lige nu er jeg tilfreds med at holde vores forhold offline.