Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
For et par dage siden, bedst som jeg sad og spiste min kedelige havregrød ved skrivebordet og skimmede sidste uges horoskoper for at se, om nogen af dem havde ramt plet, prikkede min kollega mig på skulderen og spurgte, om jeg havde lyst til at tilbringe en eftermiddag med et headset på og se kunstnere som Rag'n'Bone Man og Jess Glynne optræde på en lille skærm lige foran mit fjæs for journalistikkens skyld. Jeg var selvfølgelig på med det samme – når jeg har mulighed for at slippe ud af kontoret en eftermiddag, fylder det mig med den samme barnlige lykke, som når det var min tur til at gå ud med skraldet i skolen – og pludselig fandt jeg mig selv på MelodyVRs kontor, hvor jeg iførte mig en slags plastichjelm og "tog til en koncert", som jeg formodentlig aldrig havde gidet at se i virkeligheden.
Virtual reality er et interessant om end kontroversielt emne. De folk, der er 100 procent imod virtual reality, er som oftest de samme mennesker, som tror, at sociale medier er med til at gøre teenagere til selvoptagede narcissister, der bruger alle deres penge på dyre avocadoer. I den anden ende af spektret finder man transhumanisterne, der ikke har noget problem med at sidde indenfor hele dagen og være koblet op til en computer, indtil deres kroppe går i opløsning. Personligt befinder jeg mig et sted i midten, selv om jeg ærlig talt er tættere på sidstnævnte gruppe. Jeg er tilhænger af nye teknologier, og jeg er generelt optimistisk indstillet i forhold til en fremtid (eller nutiden?), hvor alle har mulighed for at opleve, alt hvad verden har at byde på. Men jeg føler mig også sommetider draget af en slags virkelighedsromantik, og jeg synes også, at livets flygtighed og den smerte, vi oplever, er med til at gøre de gode stunder i livet så meget bedre.
Nåh, men VR-koncerter! Hvad med dem? MelodyVRs kontor ligner til forveksling VICEs kontor, bortset fra at de har gratis snacks til rådighed, så efter jeg har stukket en håndfuld miniposer med popcorn ned i tasken, skynder jeg mig ovenpå, hvor den virtuelle koncert skal foregå. Da jeg ankommer, får jeg straks et headset og en fjernbetjening stukket i hånden, så jeg kan browse databasen over koncerter – lidt ligesom Netflix for livemusik – der blandt andet byder på Fall Out Boy, Sigrid, Bring Me the Horizon, Rag‘n’Bone Man, Jess Glynne, KISS (???) og Rudimental. Jeg vælger selvfølgelig Fall Out Boy, fordi jeg inderst inde er en stor emonørd. Da jeg har justeret headsettet, så det passer mit lille hoved, står jeg pludselig "på scenen", mens Pete Wentz’ holografiske hænder glider op og ned af gribebrættet, og bandet spiller "Dance, Dance!. Min indre 13-årige går helt amok.
Ifølge pressemeddelelsen er det her nye tiltag verdens "eneste virtual reality-platform, der er udviklet sammen med musikindustrien". MelodyVR har sikret sig aftaler med Universal, Warner, Sony og Roc Nation og har fået tilladelse til at filme visse steder. De er også begyndt at sælge "virtuelle billetter" til koncerter i Storbritannien og USA. Med andre ord er det her en win-win-win-situation for musikbranchen og de frie markedskræfter. MelodyVR dækker de relativt begrænsede omkostninger ved at filme til koncerterne, kunsterne får flere penge og mere omtale, og spillestederne sælger flere billetter. Og så er der selvfølgelig publikum, som kan opleve koncerterne – enten live eller optaget på forhånd – hjemme i deres egne stuer, lige meget hvor i verden de befinder sig, så længe de har et VR-headset (oprindeligt udviklet til Oculus Go og Samsung GearVR) og MelodyVR-appen. Så langt, så godt.
Men kommer VR-koncerter virkelig til at revolutionere måden, vi oplever livemusik på i fremtiden? Eller er det bare endnu en trend, som lyder meget sej, men kun holder en enkelt sommer i stil med Pokémon Go eller det sociale medie Ello, som folk var helt ude at skide over i to måneder tilbage i 2014? Selv om det er sjovt at se Fall Out Boy fra forskellige vinkler – lidt som om man var et spøgelse på besøg på scenen – så går morskaben ret hurtigt af det. Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at den ægte vare med masser af skrigende, storsvedende fans omkring mig foran scenen er en langt federe oplevelse, end når man står med et headset i sin fætters kælder og ser The Vamps – for man kan formodentlig kun se kunstnere, der udgivet på store selskaber indtil videre – i komplet tavshed. Og selv om det er en omsluttende oplevelse, så er den heller ikke så omsluttende. Jeg kunne stadigvæk fornemme, at der stod en person ved siden af mig og optog en Insta-story af mig, mens jeg stod der og baskede med armene som en idiot. Mine øjne var der helt klart, men ikke resten af kroppen.
Når det er sagt, så er konceptet stadig i udviklingsfasen, og det kan sagtens blive meget større. Jeg går ud fra, at det headset, jeg fik, var rimelig standard, men kvaliteten bliver bedre (som det kommende Occulus Go, eller når man kommer til at kunne mærke ting i virtual reality), så for dem, der har råd til det, bliver det fed oplevelse. Det gør det også for folk i fremtiden. Det er også værd at bemærke, at som et menneske, der kan deltage ved virkelig koncerter, og ofte gør det, så kommer det her selvfølgelig ikke til at gøre det store for mig. Men hvad med folk, som er begrænset af et handicap? Eller folk, som af en eller anden grund ikke kan forlade deres hjem, hvad end det er på grund af for eksempel familie eller psykiske problemer? For dem kan MelodyVR åbne en helt ny verden. For mig er det bare en sjov ting, jeg bruger en eftermiddag på, men for andre kan det betyde, at de kan opleve livet på en helt ny måde.
Som det også er tilfældet med alle andre nye teknologier, skaber platformen muligheder for det kreative og kunstneriske element. Efter jeg har set Fall Out Boy, får jeg at vide, at internetsensationen Poppy, som vi før har skrevet om på Noisey, deltog i en virtuel "meet and greet" sidste år. Hun havde mulighed for at se sine fans som avatarer, og de kunne til gengæld se og høre hende, som om de stod i samme lokale. "For mange kunstnere, som ikke bryder sig om meet and greets, så er det en måde at løse problemet på," fortæller en PR-medarbejder entusiastisk. Jeg får også at vide, at MelodyVR vil begynde at arrangere meet and greets i fremtiden. Det kan godt lyde rimelig deprimerende (det føles, som om du interagerer med et andet menneske, men det gør du slet ikke, haha!), men jeg må indrømme, at det også lyder sjovt – eller i hvert fald innovativt. Der er ingen grænser for, hvor vilde verdener kunstnere kan kreere for os i fremtiden. Og hvad med musikvideoer?
Jeg har ikke tænkt mig at lade, som om jeg gik fra den her oplevelse med et helt nyt perspektiv på virkeligheden. Det var lidt ligesom at prøve en rigtig god simulator i en spillearkade. Men jeg har fået en større forståelse for det fremtidige potentiale, der ligger i VR. For fremtidige generationer bliver det, jeg oplevede den eftermiddag på et kontor, en helt almindelig del af dagligdagen. Det er da ret sejt, tror jeg?