Kultur

Sjældne billeder af The Ramones fra punkens unge år

Efter Danny Fields opdagede The Ramones, tilbragte han fem år som manager og fotograf for det legendariske punkband.

af Miss Rosen
26 april 2018, 11:58am

Denne artikel er oprindeligt udgivet VICE USA

Det er meget muligt, at punken aldrig havde set dagens lys, hvis ikke det var for Danny Fields. Den legendariske manager, som er født i Queens i New York, tilbragte 1960’erne i East Village, hvor han hang ud med folk som Andy Warhol og hans slæng af superstjernevenner. Han var en tidlig fortaler for bands som Velvet Underground, da han arbejdede som dj ved WFMU, lavede PR for The Doors og The Stooges, og i 1970’erne skrev han en populær klumme i Soho Weekly News. Danny Fields er også manden, som opdagede The Ramones.

I 1975 tiggede bandet Danny Fields om at komme og høre dem spille på CBGB, og han faldt omgående for kvartetten. The Ramones ville have Danny Fields til at skrive om dem, men i stedet blev han deres manager. Han tilbragte de næste fem år med at skaffe dem pladekontrakt, arrangere videooptagelser og booke turneer - herunder en tur til England, hvor bandet skulle spille sammen med The Sex Pistols, The Clash og The Damned.

Men efter fem år hungrede The Ramones efter at blive verdensstjerner. De fyrede Danny Fields og ansatte Phil Spector, manageren, der skulle ende med at true Johnny Ramone med en pistol, mens han spillede det samme riff om og om igen. Men i tiden, mens han arbejdede med bandet, havde Danny Fields mulighed for at dokumentere deres karriere, og han satte blandt andet et imponerende arkiv af billeder fra The Ramones’ tidlige dage sammen. I 2016 udgav Danny Fields en samling af billederne i form af en en fotobog, der var meget sjælden. Men nu genudgives My Ramones endelig i et større oplag.

VICE har opsøgt Dannye Fields for at tale med ham om hans tid som manager for The Ramones i deres vilde ungdomsår.

The Ramones live hos Phase V. © Danny Fields / Reel Art Press

VICE: Kan du beskrive scenen omkring CBGB i 1975 for os?
Danny Fields:
Det var en smeltedigel for melodisk og lyrisk talent, og så var der et udpræget ønske om at stikke ud. Folk havde ambitioner om at nå vidt omkring, og New York var et godt sted at starte. CBGB lå i stueetagen under et billigt hotel på Bowery. Det var en lang, mørk og smal bar, der for nylig var blevet et sted, vi hang ud, efter vi var færdige med Max’s Kansas City.

New Yorks største helte er de mennesker, der har skabt steder, hvor folk kan mødes. Hilly Kramer, ejeren af CBGB, havde haft en karriere som sangskriver og countrymusiker. Han havde et godt øre for musik. Akustikken var utrolig på CBGB. Det føltes, som om man sad inde i en guitar.

Engang blev Johnny Ramone nægtet adgang til Max’s, og det tilgav han dem aldrig for. Det var i begyndelsen af den store klassekamp, hvor man så fremkomsten af et bidsk arbejderklasseprodukt, der var både sindssygt og genialt. Ville jeg have beskrevet dem sådan dengang? Nej. Hvis du havde spurgt mig dengang, ville jeg bare have sagt, det er rock n’ roll. The Ramones skabte røre i andedammen, fordi de lagde en fremragende attitude for dagen.

The Ramones optræder på The Club i Cambridge. © Danny Fields / Reel Art Press

Hvor kom du først i kontakt med The Ramones?
Jeg tog ind og så dem på CBGB, fordi Tommy Ramone tiggede mig om at komme. De ville have mig til at skrive om dem i min klumme i Soho Weekly News. De insisterede, og det gjorde mig ikke noget. Jeg har stor respekt for folk, der aldrig giver op.

Jeg sagde til Tommy, at jeg nok skulle være der. Jeg hilste på dem inden koncerten og bad dem møde mig ude foran baren bagefter. De gik på scenen, og jeg var helt blæst væk. ”Det her band er perfekt. Det er så fedt. Jeg elsker det. Højere! Højere! Hurtigere! Hurtigere!

The Ramones optager deres første album. © Danny Fields / Reel Art Press

Når man lytter til det første album i dag, så lyder det meget afmålt - især når man sammenligner det med nogle af deres sidste livealbums. Det var et totalt tilfælde, at de havnede i band sammen – men de var alle meget bevidste om, hvordan de fremstod. Det hele var nøje planlagt. De havde den samme frisure. De havde det samme tøj på. De var stærke individer, men de havde også en gruppefremtoning, der var helt perfekt.

The Ramones på CBGB i Kodachrome. © Danny Fields / Reel Art Press

Men tilbage til historien: tolv minutter senere, efter de havde spillet 17 numre, mødtes vi udenfor på fortovet foran klubben. De spurgte, ”Kunne du lide musikken?” De var meget ligefremme. Jeg sagde, at jeg var vild med den. Så spurgte de, om jeg ville skrive om dem, og jeg svarede, ”Ja, det vil jeg gerne, men jeg vil også være jeres manager.”

Johnny sagde, ”Vi skal bruge tre tusinde dollars til trommer.” (Griner). De gik ud fra, at jeg ville præsentere dem for et forskud, og at det ikke var noget særligt. Så jeg tog til Florida og bad min mor om et lån. Hun skrev en check til mig og sagde, ”Jeg håber, du ved, hvad du gør”.

Joey på trappen foran Roundhouse. © Danny Fields / Reel Art Press

Hvordan var medlemmerne af bandet som individer?
Johnny var træt af at arbejde som murer, han var ung og gift – som han også skriver i sin selvbiografi – han var typen, der kunne finde på at smide en mursten gennem en rude, når han gik ned af gaden. Men en dag besluttede han sig for at rette op på sit liv, blive et bedre menneske, blive berømt og ikke gøre tilfældige mennesker fortræd længere.

Joey var den stille type, der aldrig sagde noget. Han havde ikke lyst til at være sanger dengang. Han var altid nørden i den verden, han færdedes i. Det at stille sig op foran en menneskemængde og synge var enormt modigt af ham. Jeg beundrede ham for hans humor og hans evne til at nedgøre folk og ting med skarp sarkasme. Med en enkelt bemærkning kunne han pille folk helt fra hinanden. Han gjorde mig faktisk lidt nervøs.

Dee Dee og hans Rickenbacker-guitar. © Danny Fields / Reel Art Press

Dee Dee var den mest socialt anlagte. Han boede hos mig og ville gerne møde musikere fra andre bands – det var der ingen af de andre, der ville. De ville kun møde piger, men Dee Dee ville ud og være rockstjerne.

Tommy var meget genert og belæst. Han havde fingeren på pulsen med alt, der hedder kunst, film og avantgarde. Det var Tommy, der stiftede bandet – han og Johnny skrev musikken, og så lavede han de visuelle effekter med Arturo Vega. Tommy brød sig ikke om at optræde, han foretrak en mere rolig tilværelse. Han forlod bandet i ’78.

The Ramones på Park Lane under en guidet rundvisning i London. © Danny Fields / Reel Art Press

Fortæl lidt om de spændinger, der var internt i gruppen.
De var aldrig rigtig på god fod – de hadede alle sammen hinanden. De var meget forskellige og skændtes meget. Det gjorde de meget åbenlyst, men aldrig foran fremmede. Efter koncerter låste de sig altid inde i backstagelokalet. Så stod jeg foran døren og måtte fortælle alle vipperne, der ville møde dem, at de bare lige skulle køle af.

Gennem døren kunne man høre Johnny slå Dee Dee og skubbe ham rundt, hvis han havde misset et taktslag i en sang eller sådan noget. Johnny råbte og skreg. Så tog de en øl, og så var der altid en, der åbnede døren til sidst og sagde, ”Okay, så kan du godt vise folk ind”. Så sad de bare der og var helt fredelige. Blodet var tørret op [Griner], og så var de klar til at hilse på folk.

The Ramones laver deres første video i M.P.C.’s tv-studie. Videoen består af otte sange på i alt 17 minutter og er aldrig officielt udgivet. © Danny Fields / Reel Art Press

Der var tit fans, som stod og ventede ved døren ud til scenen – Johnny vidste, at de var de vigtigste blandt publikum, fordi de gik ud og fortalte om bandet til deres venner. Han var meget opmærksom på, at vi aldrig forlod et spillested, før alle, der ville have en autograf, havde fået det.

The Ramones spiller i 1977 nytårskoncert i Londons Rainbow Theatre. © Danny Fields / Reel Art Pressi 1977

Hvorfor forlod du rollen som manager?
De fyrede mig. De solgte ingen plader. De var stensikre på, at deres sange var gode nok til at sælge flere millioner plader indenfor de første seks måneder af deres karriere. De troede, at de kunne trække sig tilbage efter tre år og leve af deres formuer, men det viste sig hurtigt, at det ikke var tilfældet. Men jeg var kun med de første fem år.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke var manager, da de solgte 80.000 billetter til store stadionkoncerter i Argentina. Politiet blev nødt til at afspærre hele området, de boede i, fordi de var så store stjerner. Det oplevede jeg aldrig. Jeg genoptog først kontakten med dem efter Joeys død.

The Ramones spiller i Roundhouse © Danny Fields / Reel Art Press

Hvordan vil du beskrive deres eftermæle?
Selv om de holdt op med at spille, så var de The Ramones, til den dag de døde. De inspirerede andre bands på samme måde som Velvet Underground, The Stooges og New York Dolls havde inspireret dem. Dolls kunne ikke spille på deres instrumenter, og det gav dem modet på en måde – man behøvede ikke at være Eric Clapton eller Eddie Van Halen. Man kunne bare tæske løs på trommerne, lave det nedslag på guitaren og producere den støj, man selv ville høre.

De havde aldrig et eneste hit. Der gik 38 år, før deres første album solgte guld. Når man tænker på deres ambitioner om at kunne trække sig tilbage efter de første tre år, så blev det noget helt andet. Men man må alligevel respektere dem. Mange år senere blev de meget rige på deres tv-reklamer: “Hey! Ho! Let’s Go!” Det er melodisk, det er intenst, og det går stærkt. Det er en kampsang, og der mange, som ikke ved, hvem har skrevet den.