eksamen

Her er eksamensguiden til dig, der glemte at følge med i undervisningen

Otte danskere giver deres bedste råd til at springe over, hvor gærdet er lavest.

af Renna Rose Agger
03 maj 2018, 10:51am

Illustration af Hedda Rysstad.

Uregerlige rosébranderter, myggestik og solskoldninger. Sommeren byder på mange ubehageligheder, men intet slår eksamensperioden, der for stort set alle danske studerende hænger som en mørk sky over maj og juni. Specielt hvis man er typen, der havde vigtigere ting end skole i hovedet resten af året og derfor godt ved, at eksamen ikke er en mulighed for at vise, hvad man har lært, men derimod en kynisk magtkamp mellem en selv og det etablerede system.

Men der er hjælp at hente. For du er langt fra den første, der har stået i en situation, hvor du har været nødt til at bruge andet og mere end sikker viden for at klare dig igennem eksamen. Tallene taler for sig selv: Sidste år kom det frem, at 6.5 procent af eleverne på gymnasiale uddannelser indrømmer, at de har snydt til eksamen. Ligesom 54 procent af censorerne til grundskolens afgangsprøver havde mistanke om snyd ved mindst én prøve.

Men så vidt behøver du slet ikke gå for at klare det glimrende til eksamen uden at have læst noget som helst overhovedet. Du kan ret enkelt slippe uden om både undervisning og pensum og klare dig godt – helt uden at bryde reglerne.

Her er vores ultimative guide til eksamens-hustling:

Til eksamen er man ikke uhøflig, hvis man afbryder

Afbryd så meget du kan. Hvis du bliver stillet et spørgsmål, du ikke kan svare på, skruer du op for volumen i stemmen og fortsætter med at tale om det, du var igang med. Hvis lærer og censor så er insisterende, og du simpelthen ikke kan komme ud af kniben, må du vente på, at de giver dig svaret - MEN lad dem for alt i verden ikke tale ud. Lige så snart du kan regne ud, hvad de er ved at sige, afbryder du og afslutter sætningen for dem. På den måde tror de, at du godt kender svaret, men bare lige havde glemt det et øjeblik. Det har engang scoret mig et 12-tal på universitetet - jeg trak noget, jeg slet ikke havde læst på, men tog bare alle svarene ud af munden på dem, samtidig med, de gav dem til mig. Da jeg var inde og få min karakter, lagde de vægt på, at jeg havde taget styringen og ikke havde ladet mig slå ud, når klappen gik ned.

- Renna, 27

Fake overdrevent engagement

Hvis du ikke er så godt inde i stoffet til din mundtlige eksamen, skal du bare spille nørd. Ifør dig skjorte, et lille navneskilt og mød op med laminerede plancher, staffeli og pegepind. Lærer og censor kommer til at være så på røven over din tilgang, at du allerede her er sikret et 02, selvom du ikke aner, hvad fanden der foregår. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg klarede den engang med den taktik til et fag, jeg havde været så uengageret i, at jeg ikke engang vidste, hvem der var lærer, og hvem der var eksaminator.

- Claudia, 22

Stå fast - også selv om det, du siger, er forkert

Jeg lægger en større ære i at kunne hustle end at kende stoffet. Det er egentlig ret simpelt: Jeg siger bare ting med enorm overbevisning, og hvis læreren siger nej, argumenterer jeg alligevel for det, jeg havde påstået. Folk tror, at det er et problem at sige noget forkert, men det er det ikke. Så jeg forsøgte altid bare at være komplet over the top selvsikker og så holde fast i tre-fire ting, jeg havde læst i forberedelseslokalet. Dengang jeg var selvstuderende, forsøgte jeg at gøre det samme til matematik uden at have læst et ord op. Den gik ikke. Der fik jeg med et stort smil 03. Heldigvis fik jeg væsentlig bedre karakter til reeksamen.

- Rachid, 30

Spil nervøs

Jeg har ofte haft held med at påtage mig en udpræget 12-talspige-nervøsitet, når jeg har været dårligt forberedt til eksamener. (Den nedladende 12-talspige-term kan vi jo lige så godt bruge til vores fordel.) Det handler om at virke angst og sympatisk og vække associationer til spiseforstyrrelser, selvskade og perfektionskrav, så eksaminator og censor kan genkende dig fra noget, de har hørt i medierne om nogen, der virkelig har det svært. For at opnå noget, der ligner nervøse røde plamager, kradser jeg mig lidt på halsen, inden jeg skal ind i eksaminationslokalet. Jeg trækker kun vejret i brystet og lader, som om det sortner for mine øjne. Og når jeg endelig føler, jeg ved et eller andet, taler jeg meget hurtigt, så eventuelle faktuelle fejl forsvinder i farten. Metoden er effektiv, men skal bruges med måde. Hvis du har styr på dit shit, er det bedre bare at owne det.

- Sille, 26

Læs op på censor i stedet for pensum

Hvis du ikke ved noget om det fag, du skal op i, er den en god idé at lave lidt forarbejde. Find ud af, hvad både lærer og censor ellers underviser i. Eller om de har nogle helt særlige interesser, og så inddrag det til eksamen. Hvis de begge to er historielærere, og du skal op i fysik, kan du prøve dig frem med historiske paralleller - hvem opfandt egentlig det periodiske system, og hvordan kan det perspektiveres til samtiden? Når du rammer en nerve hos dem, fortsætter du bare - snak om det, der interesserer dem, uanset om du er oppe i det ene eller det andet fag. For dem vil det virke, som om du har et kæmpe overblik og så meget overskud, at du kan se sammenhængen i forskellige fags pensum og drage paralleller. Jeg kom engang virkelig sikkert igennem en samfundsfagseksamen ved at lave en detaljeret litterær analyse - så lang tid tog det heller ikke at google sig frem til, at både lærer og censor underviste i dansk ved siden af.

- Maia, 27

Brug metasprog

Efter en del år på universitetet og et tilforladeligt tocifret snit, er jeg kommet frem til den konklusion, at meta-sprog har hjulpet mig igennem mange eksaminer. Tricket er egentlig simpelt: brug cirka 30 % af din eksamensopgave på at fortælle, hvad du vil gøre eller skal til at gøre. Sørg endelig for at brug nogle fine akademiske ord og tilføj for guds skyld bare en brøkdel af de væsentligste begreber fra pensum, som du har brugt max 30 minutter på at skimme dig frem til i teksterne og andres perfekte noter. Og tro det eller ej. Den holder faktisk også til mundtlige eksaminer. Du overbeviser eksaminator og censor om, at du er et struktureret menneske, som har styr på tingene. Du har en fucking plan. Og så er de mindre kritiske overfor de fejl, du unægteligt kommer til at begå i opgaven eller i oplægget, fordi du jo egentlig ikke har særligt godt styr på det. Morale: retorik is everything.

- Anna,* 26

Læs for Guds skyld kun indledning og konklusion

Det er i indledningen og konklusionen, det, du skal bruge til eksamen, står. I indledningen får du at vide, hvorfor en tekst eller en undersøgelse er vigtig - i konklusionen får du alle pointerne. Alt imellem nuancerer emnet, og du bliver forvirret. Pludselig bliver du i tvivl, om du har forstået teksten rigtigt, eller om pointerne nu er så skarpe igen - og så kommer du til at virke usikker. Uanset om det er mundtlig eller skriftlig eksamen. Hvis du holder dig til indledning og konklusion, ved du, hvad der er vigtigt, og du vil fremstå selvsikker til enhver eksamen. Sådan klarede jeg mig igennem universitet.

- Renna, 27

Brug ALDRIG mere end to dage på at læse op

Nøglen er selverkendelse. Erkend, at du som menneske hverken er ambitiøs, flittig eller rettidig, men doven og desperat. Nyd livet og dyrk dine sociale relationer i stedet for at tro, du kommer til at læse. To-tre dage inden eksamen tager du så bøgerne frem og gennemlever et uundgåeligt døgn, hvor du ikke rigtigt får lavet noget og har virkelig dårlig samvittighed. De sidste to-tre dage makser du så ud med papirer og bøger overalt, kaffe, all-nighters og gråd. Det er KUN på falderebet at ’the magic happens’. Erkend det, omfavn det, og nyd din læseferie.

- Dorthe 27

Kast håndklædet i ringen

Slaget var på forhånd tabt for mig, da jeg i gymnasiet trak et eller andet kryptisk spørgsmål i mundtlig matematik. Samtidig kunne jeg se begejstringen lyse ud af øjnene på min lærer ved udsigten til at slagte mig i et uværdigt krydsforhør af en eksamen. Den glæde skulle hun ikke have. I stedet sagde jeg " bare gi' mig 0", og så spankulerede jeg nonchalant ud af døren. Både censor og eksaminator var fuldstændig mundlamme, men jeg følte mig mega bad-ass og fik alligevel et pænt gennemsnit takket være mine præstationer i de sproglige fag.

- Lars, 34

*Annas navn er ændret, fordi hun er bange for at blive stemplet som en hustler