Broadly

Anders Bøtter er træt af at blive womansplainet, når han handler i Matas

"De tror ikke, jeg har tjek på, hvilken type dækstift, foundation eller hudcreme jeg skal have, for det kan jeg da umuligt vide noget om som mand. Men det ved jeg 100 procent."

af Nicoline Larsen; billeder af Hedda Rysstad
10 december 2018, 10:23am

En mand vi kan li': I vores serie En mand vi kan li' taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Den her gang med den 38-årige radiovært Anders Bøtter, som her fortæller til Nicoline Larsen.

Mit yndlingsblad som barn var Femina. Min mor abonnerede på det, og der var sådan nogle brevkassespørgsmål som: ’Hvad gør man, hvis han siger sådan og sådan?' og 'hvad skal en god kvinde gøre, hvis…?' Det var et helt antropologisk studie for mig, for ja, hvad gør man egentlig, hvis ens mand er alkoholiker og slår børnene, men man gerne vil være sammen med ham? Det tænkte jeg meget på.

Jeg var en lille, meget sensitiv dreng med et stort indre liv. Jeg havde rødt krøllet hår og kunne ikke lide fodbold. Jeg var mere til badminton. Og selv om jeg aldrig har været mobbeofferet, har jeg ofte følt mig udenfor.

Det var faktisk først i slutningen af folkeskolen, da jeg fandt sammen med nogle andre unge fra Tåsinge, som også foretrak rockmusik fremfor fodbold, at jeg fik nogle rigtig stærke venskaber. Både til drenge og piger. Jeg har altid været god til at lytte, og det var der nogle af pigerne, som begyndte at synes var spændende. For mig var det dybt fascinerende at høre om, hvordan de så på det der break-up i klassen, for jeg var vant til at høre om det fra drengene, som jeg godt kunne gennemskue ikke fortalte mig hele sandheden. De var sådan, ’Vi skal drikke nogle bajer’, og jeg var sådan, ’Burde vi ikke hellere gå en lang tur og snakke om, hvordan du egentlig har det?’ Det gad de ikke, men det gad pigerne så godt.

Anders Bøtter står i et træningslokale og sparker til en sandsæk
Anders Bøtter har været vært på P6 Beat siden kanalen gik i luften i 2011.
Anders Bøtter sidder op af væggen og puster ud.
Han er opvokset på Tåsinge i det sydfynske øhav, men bor i dag i København med sin kæreste og hund.

Problemet var bare, at jeg nogle gange blev forelsket i pigerne, for jeg var selvfølgelig kampliderlig, som de fleste er i den alder. Men jeg kunne ikke finde ud af at have den der direkte, fysiske tilgang, som de andre drenge mestrede. Jeg var ham den søde intellektuelle, som de kunne snakke med. Men det var ikke mig, der scorede dem. Det var vildt frustrerende for mig, at jeg ikke kunne finde den der drengerøv frem, som pigerne gerne ville have. Jeg recitere digte, og det synes piger ikke er vildt interessant, når de går i 8. klasse. Det synes de til gengæld, når de bliver ældre, skulle jeg hilse og sige. Hold kæft, jeg fik revanche i gymnasiet.

Hvis jeg ser på de maskuline idoler, jeg har haft gennem mit liv, så er de alle sammen nogen, der leger med kønnene. En af de allerførste, jeg var fuldstændig forgabt i, var Freddie Mercury, fordi han kunne bære en wife-beater og et nittearmbånd lige så vel som en kjole og en sort neglelak. Det samme med David Bowie. En mand, der kan bære neglelak, that’s my man.

Som 17-årig begyndte jeg at gå med eyeliner, men helt mest klart på grund af den dramatiske effekt. Hvis man går i byen med eyeliner i Svendborg som teenager, kan man godt rende ind i nogle tæsk. Men det var også lidt meningen. Jeg blev råbt af og skubbet til, når jeg prøvede at komme ind på Crazy Daisy, men det rørte mig aldrig rigtigt, fordi det var en maske, jeg tog på. I begyndelsen af 20’erne, da jeg var flyttet til København, gik jeg nogle gange i byen i eyeliner, og her gik det ganske okay. Men mit store problem med at gå med eyeliner, og makeup i det hele taget, er, at jeg er blind på det ene øjne, og hvis jeg lukker det gode øje, kan jeg ikke se en skid, og så er det svært at tage eyeliner på.

Det betyder overhovedet ingenting for mig, om folk opfatter mig som maskulin, og det har det aldrig gjort. Jo, måske seksuelt. Særligt i de der første spæde år, hvor man opdager, at man ikke kan holde lige så længe som en pornostjerne, og man slår sig selv oveni hovedet med det. Men sengen er faktisk stadig et af de steder, hvor jeg føler mig mest i kontakt med min maskulinitet, for der kommer en side af mig frem under sex, som jeg vildt godt kan lide, og som er meget klassisk maskulin. Men altså, jeg kan lige så godt lide at blive domineret, som jeg kan lide at dominere. Der er nogle, der vil sige, at det at blive domineret seksuelt ikke er særlig maskulint. Men jeg synes, det er pisse maskulint at sige: ’Nu skal du tage mig.’

Anders Bøtter står i træningslokale og griner.
Anders Bøtter har dyrket karate i otte år, men er faldet lidt af på den de sidste to år. Nu træner han primært alene.

En anden situation, hvor jeg føler mig i kontakt med et eller andet maskulint, er, når jeg står ved sandsækken i træningsklubben. Ligegyldigt hvor skidt det går på jobbet, eller hvor dum kæresten har været, forsvinder det, og jeg befinder mig i en zone af fuldstændig afslappethed, selv om jeg presser mig selv til det yderste rent fysisk. Det er der nok også nogen, der vil sige, er en klassisk maskulin ting, men sådan tænker jeg ikke selv på det. Mit største karateidol er min sensei – sensei Christina. Det kræver sin mand at få tæsk af en pige, og det har jeg prøvet rigtig mange gange.

I forhold til min seksualitet har jeg altid følt, at jeg har frit valg på alle hylder. Da jeg var teenager, håbede min mor måske næsten på, at jeg var homoseksuel, ’for det kunne da være spændende.’ Hun har i hvert fald spurgt en del gange. Første gang var, da jeg gik på efterskole. Min gode ven Morten gik på en anden efterskole, og vi havde det skide sjovt med at skrive små kærlighedshilsner på brevene til hinanden, fordi vi vidste, at de blev læst op i salen, hvor alle kunne høre det. Men en dag glemte jeg at sætte porto på brevet, så det blev sendt hjem til mine forældre. Min mor modtog det her brev, jeg havde skrevet til Morten, hvor jeg på konvolutten havde tegnet et hjerte og skrevet: ’Tak for sidste weekend, skat. Du var virkelig god’. Og så kom hun ned og spurgte mig med alvorlig mine, om der var noget, jeg gerne ville snakke om. Jeg var sådan: ’Næh’, for der jo ikke rigtig noget, en 16-årig gerne vil snakke med sin mor om. Men hvis der havde været, var det ikke, fordi der var nogen barriere på den front.

Sidst, jeg blev mindet om mit køn, var, da jeg var til koncert med Slayer i Royal Arena og gik ind på mandetoilettet i pausen. Hold nu kæft mand, der er godt nok meget testosteron. Det er meget brovtent og høhøhø. Det er nu ikke, fordi Slayerfans er værre en alle mulige andre, tværtimod, men i sådan en pissoirsituation pakker jeg mig væk i et hjørne og gør mig færdig i en fart, for jeg kan ikke komme hurtigt nok ud derfra. Jeg hader det.

Jeg bliver også meget opmærksom på mit køn, når jeg går i Matas eller Helsemin og bliver womansplainet, fordi de ikke tror, jeg har tjek på, hvilken type dækstift, foundation eller hudcreme jeg skal have, for det kan jeg da umuligt vide noget om som mand. Men det ved jeg 100 procent. Så jeg handler oftest på nettet, fordi jeg ikke orker at få anbefalet endnu en ligegyldig creme, der lugter af mand.

Mine venner er ikke sådan nogle klassisk brovtende typer, men når jeg støder på den slags, finder jeg det vildt ubehageligt. Sidste vinter var jeg i et selskab, hvor nogle fyrede en joke af om Peter Madsen og Kim Wall. Jeg blev simpelthen så pissehamrende tosset, at jeg slamede min øl ned i bordet og gik. Det gider jeg kraftedeme ikke høre på. Men det er ikke min oplevelse, at den slags opførsel er forbeholdt mænd. En dag sad jeg på min stambar med ryggen til fire kvinder, som nedgjorde hver eneste mand, der kom op til baren. ’Det er godt nok en dårlig buks til ham,’ eller ’Åh nej – statement t-shirt!’, og jeg var sådan, wow… bitches.

Anders Bøtter sidder med lukkede øjne.
Anders Bøtter læste film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men droppede ud, da han fik mulighed for at være med til at starte P6 Beat op.
Anders Bøtter står foran sandsækken med ryggen til.
Han er blandt andet vært på programmerne Sort Søndag og P6 Beat Elsker.

Jeg synes, maskuliniteten har ændret sig til det bedre i løbet af min levetid. Den er blevet mindre firkantet, og der er kommet blevet mere plads til følelser. I hvert fald i den verden, jeg befinder mig i. Hvordan det ser ud på gulvet på en fabrik, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kunne forestille mig, at de knokler noget mere med det, end jeg gør. Det hjælper jo heller ikke, at vi stadigvæk ser et program på DR, der hedder Rigtige Mænd. Hvilket er et udtryk, der bare fucking skal dø. Hvad fanden er det?! Er det sådan en, der lever usundt, ikke taler om følelser, slår på tæven og drikker sig fuld, hver gang han skal se en fodboldkamp? Når det er sagt, synes jeg generelt set, at de bløde værdier er blevet mere accepteret hos mænd. Jeg er, hvis man skal sige det mildt, i dén grad en blød mand. Og der er også kommer mere ære i at have hjernen med. Altså, i dag kæmper Arnold Schwarzenegger for klimaet, det gjorde han sgu ikke, da jeg var dreng.

Jeg var til koncert med Velvet Volume på SmukFest i sommer, og da jeg stod og så på de her piger, der tævede løs på deres instrumenter, fik jeg sådan en følelse af at ønske, at jeg havde kunne have set det her, da jeg var en 16-årig dreng. Hele forreste række bestod af unge mænd, som stod og kiggede op på dem og tænkte: ’Fuck, hvor er de lækre!’ Da jeg voksede op og forelskede mig i rockmusikken, var der kun mænd på scenen, så det var en vild oplevelse at stå der i bøgeskoven og tænke, ’gid jeg var 16 år’. Nu er jeg 38 og kunne fandeme næsten være den yngstes far, men at være 16 år og se det dér – det, tror jeg virkelig, havde rykket noget.