Illustration af Angela Merkel i rødt jakkesæt foran en gruppe mænd i sorte jakkesæt

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Verdens mest magtfulde kvinde, "mandemorderen", vores alle sammens Mutti

Angela Merkel er i dag trådt tilbage som partiformand, og afhængigt af hvem der vælges som hendes afløser, siger hun muligvis også farvel som kansler. Vi tegner et portræt af Merkel gennem hendes mange øgenavne.
Nicolai Bruun
illustrationer af Nicolai Bruun

Kær kansler har mange navne. "Mädchen", "Männermörderin", "Den Frie Verdens Leder" og ikke mindst "Mutti". Kvinden, der har været konstanten i en verden, hvor alt andet forandrer sig, hver gang vi kigger væk et øjeblik, er nu på vej videre.

18 år som formand for partiet CDU og 13 år som Tysklands forbundskansler er det efterhånden blevet til, og hvis man skal forsøge at forstå, hvor lang tid det egentlig er, så har der til sammenligning været tre amerikanske præsidenter, fire franske præsidenter og fire britiske premierministre gennem møllen, mens Angela Merkel har været kansler.

Annoncering

Med andre ord: Der har der været rigeligt med tid til at brainstorme på gode navne, og gennem de navne tegner vi her et portræt af verdens mest magtfulde kvinde, lidt endnu, og taler med EU-kommissær Margrethe Vestager om hendes betydning for kvinder i politik.

Mein Mädchen (min pige)

Angela Merkel voksede op i det tidligere DDR i udkanten af Brandenburg. Her boede hun med sine forældre og to yngre søskende. Ud over at have travlt med at gå i skole, gå til svømning og have grydehår, lærte Merkel også flydende russisk, hvilket præsident Putin sikkert har ærgret sig en anelse over ved flere lejligheder.

Senere studerede Merkel også fysik og endte med at få en doktorgrad i kvantekemi. For det manglede da bare.

Som 23-årig giftede hun sig med fysikeren Ulrik Merkel, men fire år senere fandt hun ud af, at det alligevel ikke skulle være Angela og Ulrik for evigt, men navnet skilte hun sig ikke af med.

I 1990 vandt Angela Merkel en plads i Forbundsdagen, og hun spildte ikke tiden. Hun fik hurtigt introduceret sig selv for den daværende forbundskansler og formand for CDU, Helmuth Kohl. Merkel må være en fremragende mingler, for introduktionen blev hurtigt til en post som kvinde- og ungdomsminister i Kohls regering. Efterfølgende har hun dog indrømmet, at hun ingen interesse havde i netop den ministerpost. Der er åbenbart ikke nok magt i at beskæftige sig med kvinder og unge. Ifølge Karl Feldmeyer, der er politisk korrespondent på Frankfurter Allgemeine Zeitung, havde hun ingen politisk agenda, men i bedste House of Cards-stil, var det hendes “perfekte instinkt for magt, der drev hende.”

Annoncering

Helmuth Kohl præsenterede dengang 34(!)-årige Angela Merkel som “mein Mädchen” – min pige. Det må have krævet mange dybe indåndinger, men Merkel lod det passere og fik efter næste valgsejr tildelt den mere indflydelsesrige post som miljøminister.

Männermörderin (mandemorderen)

Helmuth Kohl skulle nok ikke have følt sig helt så tryg ved “sin pige”. For som Forbundsdagens vicepræsident, Katrin Göring-Eckardt, fortalte til New York Times, så har mænd, der var både ældre og mere magtfulde end Merkel måttet betale prisen for at undervurdere hende.

Selv om Merkel på det tidspunkt ikke havde været i CDU længe, mente hun alligevel, at det var på tide at få rystet formandspost-posen godt og grundigt.

Hun gik imod Helmut Kohl, der havde modtaget ulovlig valgkampsstøtte, og i samme omgang røg også Kohls mest oplagte arvtager, og så var Markel meget belejligt den næste i rækken. Merkel gik benhårdt efter magten i en verden, hvor hun var omgivet af mænd, og stod i foråret 2000 som den første kvinde nogensinde i spidsen for CDU.

“Hun dolkede ham i ryggen og vred kniven rundt to gange, og i det øjeblik fik resten af tyskerne øjnene op for Merkel,” har korrespondenten Karl Feldmeyer sagt til New York Times, og på den måde fik hun – ret effektivt – skiftet det temmelig nedgørende “Mädchen” ud med det mere frygtsomme "Männermörderin".

Flere år senere spurgte journalist og tidligere kulturminister, Michael Naumann, Kohl, hvad han egentlig troede, Merkel var ude efter. “Magt,” lød det kortfattede svar fra Kohl, der efterfølgende har udtalt, at hans forfremmelse af Merkel var den største fejltagelse i hans liv. “Jeg tog min egen bøddel under armen. Jeg satte slangen på min arm,” sagde Kohl.

Annoncering

Kanslerin (kansler)

Først og fremmest er Merkel kansler eller forbundskansler, som det ret beset hedder. Og forhelvede, hvor er kansler bare en fed titel. Ved I, hvem der ellers er kansler? Kansler Palpatine fra Star Wars (indtil han bliver kejser i Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn), og uden sammenligning i øvrigt er jeg overbevist om, at selv ikke Darth Vader ville turde bide skeer med Merkel.

New York Times har beskrevet hende som verdens mest magtfulde kvinde i en verden fuld af ustabile mænd, og Merkels ro og ordentlighed, der hviler over hende, når hun står med fingerspidserne foldet foran maven, er også det EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, forbinder forbundskansleren med. “Det var meget sent, at jeg begyndte at tænke over, at Merkel faktisk ikke tilhørte det samme parti som mig selv. Det ved jeg selvfølgelig, at hun ikke gør, men jeg føler det alligevel, for hun er den der formår at skabe tryghed og fokus i helt vilde kriser. Det sker ikke med et fingerknips, men hun tager ansvar for opgaven uanset, hvor mange politiske kontroverser, der omgiver den,” siger hun.

Mutti (mor)

Da Merkel, fem år efter hun blev partiformand, blev valgt som den første kvindelige tyske forbundskansler, ville den daværende kansler Gerhard Schröder ikke anerkende sit nederlag, og de mandlige studieværter, der stod for valgdækningen, bakkede ham op.

Merkel forholdt sig roligt og smilede gådefuldt, for hun vidste jo godt, at det var hende og ikke Schröder, der var blevet kansler.

Annoncering

Dengang noterede Margrethe Vestager også Merkels sejr som noget helt særligt. “Jeg synes, det var helt fantastisk, at det var en kvinde, der blev kansler. Det betød noget for os alle sammen. Ligesom da Helle (Thorning red.) blev statsminister herhjemme, viste Merkels sejr, at der snart ikke er flere ting som kvinder, ikke kan blive.”

Vi kommer ikke udenom, at Merkel er en kvinde i en mandeverden, og hendes køn hænger uløseligt sammen med kælenavnet "Mutti", der uden konkurrence er Angela Merkels mest benyttede kælenavn på trods af, at hun aldrig har fået børn, og at ingen af de mandlige statsledere i øvrigt bliver kaldt far. Lad for guds skyld aldrig "Daddy Trump" blive en ting.

Egentlig var "Mutti" et øgenavn, som Merkels rivaler i CDU kaldte hende for at drille. Derfor var hun til at begynde med heller ikke vildt begejstret for titlen, men efter den tyske befolkning absorberede øgenavnet og gjorde det til et kælenavn, tog Merkel det til sig.

I dag er Merkel ikke bare Tysklands Mutti, hun er EU’s Mutti og efterhånden vores allesammens Mutti i en verden, hvor far (USA) tilsyneladende er plaget af en slem midtvejskrise. Vi skal nok ikke regne med hjælp til lektierne fra Daddy Trump (ej, det går ikke), men Mutti Merkel – hende kan man altid regne med. Hun stryger dig over håret og fortæller dig, at det hele nok skal gå. Hun finder de ting, du ikke kan finde, hun husker dine aftaler og sørger så vidt muligt for, at du ikke gør noget dumt – og hvis du gør, så løser hun det. Mutti svarer ikke igen på dit latterlige teenageoprør, og uanset hvor hårdt du smækker med døren, så synker Mutti ikke til dit niveau. Hun ryster blot overbærende på hovedet og venter til, at du har kølet af og er klar til at have en fornuftig samtale.

Annoncering

Det er svært at forestille sig, hvor anstrengende det til tider må være at være Mutti i en forsamling af mande-egoer, der alle sammen helst ser, at tingene falder ud til lige præcis deres fordel. I de situationer, der nok må føles som at have verdens værste læsegruppe i tiende potens, og hvor et af gruppemedlemmerne er Putin, der insisterer på at medbringe sin store hund, selv om han ved, at du er bange for den, og et andet gruppemedlem har travlt med at skrive grimme ting om dig på twitter. Gæt selv hvem. Men Merkel glider af på deres provokationer og forsøger så vidt muligt at få dem i tale på mere fornuftig vis.

Selv ikke da Berlusconi, som hun har et lettere anstrengt forhold til, kaldte hende en “ukneppelig flæskerøv”, lod hun sig rive med. Hun valgte ikke at gå til modangreb (selv om det havde været oplagt at gå direkte efter mandens hår eller mangel på samme).

“Hun får det til at handle om arbejdet og ikke om hendes selv. Jeg har aldrig hørt hende blive hektisk, overfølsom eller hæve stemmen, når hun holder taler, og det, synes jeg, er et meget kvindeligt træk,” siger Margrethe Vestager. Spørgsmålet er, om det overhovedet er vigtigt, at Mutti er en Mutti og ikke en Vater.

Selvfølgelig er det vigtigt, mener Margrethe Vestager. “Hvis det altid er den samme slags mennesker, der tager beslutningerne, glemmer man hurtigt at sætte spørgsmålstegn ved, om det, man har gang i, nu også er det rigtige. Når der er både kvinder og mænd med til at tage beslutninger, bliver beslutningerne bedre,” siger hun.

Annoncering

Men Merkel spiller ikke på sin kvindelighed. Hun vil tages seriøst, som den hun er, og hun er tilfældigvis kvinde. Og selv om Merkel bliver kaldt "Mutti", er der intet moderligt over hende. "Hun er den mindst moderlige person, man kan forestille sig, selv om folk gerne vil skabe det her letfordøjelige, feminine billede af hende. Men hun falder ikke i den fælde. Hun hverken smiler eller spiller lille-pige. Hun er heller ikke en kvinde, der leger en mand. Hun virker på en måde til at være kønsneutral," har Tysklands ledende kønshistoriker, Ute Frevert, udtalt til The New York Times. Selv om Merkel måske ikke har været meget synlig som den kvindelige statsleder, er Margrethe Vestager ikke helt enig i det kønsneutrale billede, der ofte tegnes af Merkel. Der skal i virkeligheden mange farver til, hvis man vil male Merkels mange jakker. “Hun er ikke bare en kopi af mændene i jakkesæt og skjorter, og det gør hende meget mere tilgængelig end den halv-anonyme, sorte mur. Det kan virke som en detalje, men jeg tror, det virker, at man bryder linjen af mænd i den samme uniform,” siger hun.

Den frie verdens leder

I 2015 blev Merkel kaldt for “den frie verdens kansler”, da Time Magazine kårede hende til årets person, blandt andet på grund af hendes håndtering af flygtningekrisen i Europa. Titlen fik ikke mindre tyngde, da Obama blev erstattet af Trump i 2017.

Ifølge Internettes yndlings konspirationsteori, Illuminati, skyldes de mange år ved magten selvfølgelig Merkels stærke tilknytning til en gruppe satanister, som hun sender en kærlig hilsen til, når hun former sin signatur-(satanist)-trekant med hænderne foran maven. Det er simpelthen den mest logiske forklaring på, at en kvinde har været kansler så længe.

Annoncering

Modsat kælenavnet "Mutti" vil Angela Merkel på trods af sin position ikke bruge den Neil Young sangtitel-lignende titel som sig selv. For selv om hun for ottende år i træk er blevet kåret af Forbes Magazine til at være den mest magtfulde kvinde i verden, så var hun stadig beskeden nok til at huske flade sko, når hun i sin tid holdt møder med Frankrigs ikke så høje ekspræsident Sarkozy.

Mini-Merkel

Nu er det også ved at være nok. Vi, der er vokset op med Angela Merkel på kanslerposten, er efterhånden selv ved at være voksne og må se i øjnene, at Mutti ligesom alle andre forældre også bare er mennesker. I et forsøg på at redde partiet og sit eget politiske eftermæle går Angela Merkel af som formand som CDU og har annonceret, at hun også forlader kanslerposten senest i 2021, muligvis før.

Men hvad så nu? “For sig mig lige. Kan en mand også blive kanslerinde?” som den lille, tyske pige spurgte sin mor i et supermarked i Berlin.

Lige nu er der både mandlige og kvindelige kandidater, der står klar til at overtage formandskabet for CDU og måske posten som tysk forbundskansler.

En af dem er CDU’s kronprinsesse, Annegret Kramp-Karrenbauer, der i februar blev udnævnt til ny generalsekretær for partiet. Og eftersom hun ikke kun følger Merkels karrierevej, men også hendes korthårede frisurevalg, gik der ikke længe, før Annegret Kramp-Karrenbauer blev til ’Mini-Merkel’.

Det sker sjældent, at en kvindelig leder bliver efterfulgt af en ny kvinde, og derfor er Margrethe Vestager også glad for, at der er en kvindelig kandidat i spil. “Det ville være endnu en fantastisk 'første gang' at kunne krydse af på listen,” siger hun.

For selv om ligestilling og kønspolitik ikke har fyldt meget på Merkels politiske agenda, taler hendes mange år som kvinden ved magten for sig selv. “Jeg tror bestemt, at Merkels tid som formand og Kansler giver endnu flere muligheder for kvinder i europæisk politik. Når én har gjort det, bliver det nemmere for den næste og den næste igen,” siger Margrethe Vestager.

En titel, Angela Merkel dog ikke bærer, er "La Première Dame de France" (fransk præsidentfrue), som en 101 år gammel kvinde ellers fejlagtigt troede under Merkels besøg i Frankrig i anledning af mindeceremonien for de faldne under 1. Verdenskrig.

Så tak, kansler, mandemorder, Mutti og Merkel, for god ro og orden. Vi kommer til at savne dig, men vi håber, du nu får mere tid til at nyde din yndlingscocktail, whisky-kirsebær.

Grüß Gott.