rejser

Jeg tilbragte en dag i "verdens bedste lufthavn", og det var helt OK

På fem timer prøvede jeg at nå alt fra den gratis biograf til swimmingpoolen i Singapores luksus-lufthavn.
A man standing in a pool gives two thumbs up. Jets are on an airport runway in the background.
Foto: Kris Mok

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Singapore er cirka på størrelse med Bornholm, hvilket gør det til et af verdens mindste lande. Men det, landet mangler i kvadratkilometer, gør det op for i kæmpemæssige, overdådige bygningsværker, som tydeliggør landets velstand, tiltrækker turister fra hele verden og indbringer lilleputnationen flere superlativer end en blå bog fra gymnasiet. Selv om de kan prale af verdens første dobbelte helix bro og verdens højeste pool, er Singapores absolutte stolthed den enorme lufthavn Changi.

Annoncering

Seks år i træk er Changi blevet kåret til verdens bedste lufthavn af den førende organisation, når det kommer til at rangere lufthavne, Skytrax. Lufthavnens faciliteter og spisesteder minder mere om et luksusresort end et sted, hvor du venter på dit næste vakuumpakkede måltid og propper i ørene. En scene fra filmen Crazy Rich Asians er endda optaget i lufthavnen, hvor Constance Wu får rost både stedets sommerfuglehave og biograf.

Afhængig af dit verdenssyn og størrelsen på din bankkonto er Changi enten verdens ottende vidunder eller et forbrugerhelvede, hvor skinnende, distraherende elementer er til for at holde dig inden for murene og lokke dig til at smide penge i lufthavnens pengekiste. På en tur til Singapore besluttede jeg mig for nylig for at forsøge at afprøve så mange af Changis herligheder, som det var muligt på fem timer.

Children drive karts around an inflatable track with Mr. Bean cartoons on the wall

Foto: Forfatteren

Til at assistere mig på min mission og få mig gennem alle de forbandede sikkerhedsbarrierer, stillede lufthavnens pressekorps en guide til rådighed. Jeg ankom en time før det aftalte tidspunkt for at nyde en afslappet frokost i terminalens madmarked, før jeg gik amok i de luksuriøse faciliteter. Jeg udnyttede også den ledige stund til at observere legeområdet, som af uransagelige årsager har et Mr. Bean-tema, så min ledsager ikke var tvunget til at stå på sidelinjen, mens jeg kiggede skummelt på en flok børn, der leger.

Mæt og glad gik jeg hen for at møde Kris Mok, guiden som skulle agere Vergil til min Dante i de næste par timer. Første stop var den gratis biograf, der viste Mission: Impossible – Fallout. Da jeg allerede havde set filmen og havde travlt, stak jeg bare lige hovedet ind for at fange et glimt af Tom Cruise, der som sædvanlig dinglede fra en klippekant, og gik videre. Derefter fortsatte jeg til den tidligere nævnte sommerfuglehave, hvor jeg var den eneste person i rummet, som insekterne nægtede at sætte sig på.

Annoncering

Efter et hurtigt stop ved en såkaldt koi-dam og et par mikroskopiske whiskysmagsprøver, fortsatte vi turen ovenpå til en lang bar ved navn Long Bar, hvor jeg fik serveret en Singapore sling, der skulle hjælpe mig igennem næste punkt på dagsordenen.

a wall of traditional Singaporean duplex home facades

Romantisk balkonscene projekteret op på husfacaderne. Foto: Forfatteren

Changi markedsføres allerede som en destination i sig selv, men det her er ikke engang det endelige produkt. Udover at være midt i byggeriet af en femte terminal, er lufthavnen i gang med at opføre Jewel, en kæmpemæssig ”livstilsdestination”, som skal skære gennem tre af lufthavnens terminaler og åbnes for den ikke-flyvende offentlighed i 2019. På Kris’ opfordring brugte jeg en halv time på at lytte til en præsentation om Jewel fyldt med arkitektmodeller i bevægelse og statistikker om parkeringskapacitet. Jeg er rimelig sikker på, at jeg fik samme præsentation som potentielle investorer og leverede mine mest overbevisende ”åh” og ”ah”, mens oplægsholderen fortalte, hvor mange turist-dollars Jewel stod til indbringe. Mens jeg kæmpede med senkapitalismens rædsler og Jewels rolle i det hele, var jeg egentlig mest optaget af, hvor vilde trampolingangbroerne så ud, og hvor trist jeg var over ikke at kunne inkludere dem på dagens lyntur.

Oplægsholderen rundede af, og vi begav os hen til den næste terminal. Min mobil var næsten fuldt opladt, men jeg stak den alligevel ind i en cykeldrevet oplader og tog en rask tur på sadlen. Jeg fik maksimalt genereret strøm nok til at tage et par billeder på næste stop, kaktus-tagterrassen.

Annoncering

Kris guidede mig hen til fotodestinationen ”social tree”, hvor rejsende kan tage billeder, som bliver vist på en storskærm og kan afhentes ved fremtidige besøg i lufthavnen. Jeg aner ikke, hvorfor nogen skulle have lyst til at gøre det, men jeg tog alligevel et billede med Kris for en god ordens skyld.

Havde jeg planlagt turen bedre, ville jeg have iført mig mere passende tøj til næste stop, lufthavnspoolen. Mine egne regler for dagen krævede dog, at jeg prøvede den af, så efter Kris havde sagt god for det, smed jeg tøjet og sprang i vandet iført boksershorts. Jeg tørrede mig så godt som muligt og fortsatte til næste terminal med halvvåde underbukser og håbet om, at min impulsive svømmetur ville være gnavesårene værd.

a man stands on a playground jungle gym that is inside an airport

Foto: Kris Mok

Efter en gåtur gennem haven fyldt med fiberoptiske blomster bad jeg Kris tage et billede af mig på et klatrestativ. Hun prøvede at bilde mig ind, at glasvæggene bagved var et ”tilskuergalleri”, men jeg hoppede ikke på hendes forsøg på at rebrande vinduer.

a man gives a thumbs up to the camera while running on a treadmill

Foto: Kris Mok

Resten af turen var en hvirvelvind af aktiviteter, der inkluderede en hurtig tur på løbebånd, en omgang Ms. Pac Man, farvelægning ved tegnestationen, mere sprut, et museum dedikeret til lokal Peranakansk kultur, en Romeo og Julie-agtig film projekteret op på husfacader og et minuts powernap i lufthavnens sovezone. Kris var med hele vejen og tog billeder og støttede alle mine impulsive indskydelser. Vi sluttede af med at spise en masse cookies, slik og jerky-smagsprøver fra terminalens væld af butikker.

a man sleeps in a large red chair

Photo: Kris Mok

Da vores tid sammen lakkede mod enden, tvang jeg Kris til at se mig synge karaoke. Jeg kendte ikke sangen, men jeg gjorde mit bedste for at følge ordene på skærmen og skråle med for at takke min ”rejsekammerat”. Mens jeg sang, gik det op for mig, at jeg, trods mine venstreorienterede idealer og umiddelbare betænkeligheder, faktisk havde nydt mit besøg.

An lcd screen displays photo booth pictures of travelers

Foto: Forfatteren

Ligesom Winston Smith i slutningen af George Orwells 1984 var min modstandskraft blevet overvundet, og lufthavnen havde banet sig vej ind i mit hjerte. Uanset hvor skræmmende, jeg synes, forbrugersamfundets monumenter ellers er, er jeg overbevist om, at jeg vil savne Changi, næste gang jeg sidder på gulvet i LAX og spiser en jammerlig wrap til 14 dollars, mens jeg forgæves forsøger at lade min telefon op i et smadret stik.