Annoncering
Det her sker lige nu

Fem spørgsmål til manden, der slikkede en fremmed persons dørklokke i tre timer

Hvorfor dørklokken og ikke håndtaget? Smager den bedre?

af Mack Lamoureux
09 januar 2019, 2:34pm

Foto via YouTube

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Krydsfeltet mellem den moderne, digitale overvågningsstat og internettets umættelige appetit på indhold har affødt en ny type historie.

Du kender den godt. Udbredelsen af videoovervågning i hjemmet har muliggjort det, og offentliggørelserne trækker altid overskrifter online som: ”Mystisk klovn står bomstille i ti minutter på en families veranda” eller ”OMG. Hund låser sig selv ude og banker på døren for at komme ind igen”. Jeg troede faktisk, vi havde tømt den her kilde for historier, men jeg tog fejl… jeg tog så gruelig fejl. Helt vildt.

Helt ærligt, så havde jeg ikke set en video af en mand, der står og slikker på en dørklokke i tre timer, komme. Historien er rimeligt lige ud af landevejen. Nytårsaften troppede 33-årige Roberto Daniel Arroyo op foran et hus i Californien. Forældrene var ikke hjemme, men deres børn var i huset på det tidspunkt. Arroyo begyndte at, øh, slikke på knappen til dørklokken. Og blev ved. I tre timer. Og så gik han.

Ifølge lokale medier tog Arroyo med jævne mellemrum en tissepause i baghaven, men ellers stod han bare og slikkede løs i samtlige 180 minutter. Heldigvis havde familien installeret et overvågningskamera, der aktiveres af bevægelse, og det er derfor, vi nu har den her perle af et videominde.

Familien Dungans, hvis dørklokke blev udsat for Arroyos overgreb, tog situationen i stiv arm og har siden udtalt, ”man kan kun grine af det. Set i bakspejlet gør han jo ikke noget.” Alligevel har politiet valgt at efterlyse Arroyo, som muligvis bliver sigtet i sagen, og derudover har jeg i hvert fald mindst fem spørgsmål, jeg gerne vil stille ham.

Her er lidt læsemusik:

1. Hvorfor dørklokken og ikke håndtaget? Er smagen en anden?

Okay, her er, hvad jeg tænker. Med mindre du er totalt pervers, så trykker du på en dørklokke med spidsen af fingeren, og det tager højest et sekund. Et håndtag griber du fat om med hele håndfladen. Jeg er langt fra slikkeekspert, men jeg går ud fra, at de to – altså dørklokken og håndtaget – smager forskelligt. Er det derfor, du slikker på dørklokken? Handler det om smagen? Er en fingerspids mere indbydende end en håndflade?

Hvis det ikke er grunden, handler det så om noget andet? Hygiejne måske? Føles det mere renligt at slikke på en lille dørklokke, end på et stort beskidt håndtag.

Men ærligt talt, så afføder den tanke bare endnu flere spørgsmål: Hvilke andre husholdningsgenstande kan du lide at slikke? Hvad med hanen, man tænder for haveslangen med? Eller en automatisk garagedørsåbner?

Eller handler det i virkeligheden om lyden af klokken?

Vær sød at svare mig, Du kan kontakte mig via chris.toman@vice.com. Hurtigst muligt.

2. Hvorfor i al verden er det nødvendigt at holde øjenkontakt med kameraet?

Du kan umuligt have set det lille kamera, så hvad er det egentlig, du kigger på? Nu har jeg set klippet en del gange efterhånden, og jeg har det, som om at du, klamme slikkemand, stirrer direkte ind i min sjæl.

1546982191492-Screen-Shot-2019-01-08-at-32711-PM

Det må være den følelse, man har, hvis man går til casting på en pornofilm, og der står en stodder og glor liderligt på én. Hvert slik føles, som om det er forbeholdt mig og kun mig, og det mener jeg ikke på en selvoptaget måde. Jeg troede, at jeg forstod talemåden, ”øjnene er sjælens vinduer”, men hold da fast, hvor tog jeg fejl. Jeg ved ikke engang, om jeg forstår det nu, men jeg ved til gengæld, at vi aldrig skulle have vendt gud ryggen.

Det er selvfølgelig muligt, at det bare er, fordi jeg ser et sammendrag af klippet, men stadigvæk… Et eller andet sted på det mørke net har jeg en fornemmelse af, at der ligger et tre timer langt klip, hvor han ikke bryder øjenkontakt en eneste gang. Det fører os belejligt videre til næste spørgsmål.

3. Tre timer? TRE TIMER?!?!

For to dage siden vendte jeg tilbage fra ferie i det vestlige Canada til Toronto, hvor jeg arbejder. Flyrejsen tog lidt over tre timer. Det er ikke verdens mest ubehagelige rejse, men det tager lang nok tid til, at det er irriterende og mere eller mindre ødelægger resten af dagen. Det er imidlertid den samme mængde tid, Arroyo brugte på at kærtegne den dørklokke med tungen.

Nu tænker du sikkert: ”Som en person, der lige har tilbragt tre timer på et fly med Air Canada, vil du så sige, at det er imponerende at bruge så lang tid på at slikke en dørklokke?” Svaret er et rungende ja. Det er i sandhed imponerende at bruge så lang tid på at slikke en dørklokke. Forestil dig at se to fodboldkampe i streg, imens du konstant slikker på en dørklokke. Og Arroyo havde ikke engang høretelefoner på, så han kunne lytte til Sam Cooke eller Loverboy, eller hvad der nu ellers kunne have gjort den her oplevelse mere sexet. Han slikker bare løs. Han må have opnået en eller anden form for meditativ trancetilstand i sit slikkeri.

Er det underligt? Ja.

Er det en smule foruroligende? Ja.

Er det imponerende? Fandeme ja.

4. Er klippet i virkeligeden en skjult reklame for en ny Netflix-serie og/eller fake news?

Alle har jo nærmest deres egen serie på Netflix i dag, så hvorfor skulle dørklokkeslikkeren ikke også have det? Han har jo allerede fået en hel del opmærksomhed fra pressen, så hvorfor ikke bruge den til noget konstruktivt? Klippet kunne faktisk sagtens fungere som indledningen til et middelmådigt afsnit af Black Mirror.

5. Hvorfor bliver jeg ved med at se det her?

Vil du vide, hvor mange gange jeg har set det her klip? Jeg har lige lavet en opgørelse, og jeg har indtil videre set det 35 gange – tallet er højere, når jeg er færdig med at skrive. Det er lige omkring en halv time af mit liv, jeg har brugt på at se en fremmed mand slikke en dørklokke på meget sensuel vis.

Men samlet set er det kun en sjettedel af den tid, Arroyo slikkede på dørklokken, så jeg har faktisk ikke lov til at brokke mig, vel?

Tagged:
Viral
californien
nyheder
overvågning
nyhed
Roberto Daniel Arroyo
overvågningskamera