Mdma-producenter smider tonsvis af giftigt affald i naturen

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Holland

I maj 2018 besluttede den hollandske skovfoged Erik de Jonge, at han havde fået nok. ”Kære ecstasy-brugere. Klokken er nu 3:39 om natten. Vi har arbejdet siden klokken 18 med at rydde op efter jeres små piller,” tweetede han.

De Jonge arbejder i Noord-Brabant, som er en provins i det sydlige Holland, hvor størstedelen af den europæiske mdma bliver produceret. For at fremstille stofferne skal man bruge kemikalier som saltsyre og acetone. Efter pillerne er blevet presset, er der en del overskydende kemikalier tilbage, og de lokale myndigheder vurderer, at der hvert år bliver produceret omkring 200 ton narkoaffald i provinsen. Stort set det hele bliver smidt i naturen – nogle gange sker det op til ti gange om ugen – og så må folk som De Jonge og hans kollegaer rydde det op.

Affaldet bliver tit kørt ud i tønder, der er stablet bag i varevogne, og som efterlades i afsides dele af naturreservater. En chauffør binder tønderne fast til bagenden af bilen og rundt om et træ, og når han kører væk, falder tønderne ud, og så er de af med giftstofferne. Det sker alt sammen så hurtigt, at der er meget lille risiko for at blive opdaget.

Men det er ikke den eneste måde mdma-producenterne kommer af med deres ulovlige affald på. I den lille by Moergestel fandt politiet en særlig ombygget varevogn, der var designet til at dryppe en lille smule affaldsstoffer ud hele tiden, mens bilen kørte. Og i Baarle-Nassau måtte rensningsanlægget lukke i nogle dage, fordi nogen havde smidt mange liter saltsyre i kloakken, som dræbte de rensende bakterier i vandværket.

En ting er sikkert: Det kan ikke blive ved på den her måde. Borgmesteren i Bergen op Zoom, som er en anden lille by i provinsen, Frank Petter, kom for nylig med et ret fornuftigt forslag til byrådet: At installere en form for skraldespand, hvor mdma-producenterne kan komme af med deres affald uden at frygte repressalier fra politiet. Jan van Maarseveen, der er professor i organisk kemi ved Amsterdam Universitet, er enig i, at noget skal laves om. ”Det er måske på tide, at vi begynder at overveje, hvordan vi kan producere moderne stoffer som mdma på en ansvarlig måde,” foreslog han, da jeg talte i telefon med ham.

Kemikalierne er i sig selv ikke et problem – apoteker, universiteter og farmaceutiske selskaber bruger dem på daglig basis. Forskellen er selvfølgelig, at de institutioner kan få deres giftige affald hentet af et professionelt skraldefirma. Faktisk er det påkrævet, at de gør det. De dele af kemikalierne, der kan renses og genbruges, bliver det, og resten bliver brændt af på en måde, hvor kun nitrogen, kuldioxid og vand er tilbage.

Så selv om der er en ansvarlig måde at slippe af med kemikalierne på, så er det ikke en metode som mdma-producenterne kan benytte, og de producerer tonsvis af ulovligt, skadeligt affald. Det kan måske lyde dobbeltmoralsk at gøre det lovligt at komme af med affaldsprodukter fra et ulovligt stof, men det er ikke meget mærkeligere end nogle af de andre stoflove, de har i Holland – hvor salget af cannabis i coffeeshops er reguleret, men det er ulovligt at dyrke det og at forsyne de hollandske coffeeshops med de produkter, de sælger.

Der er til gengæld nogle ganske få undtagelser rundt omkring i verden, hvor mdma og det affald, der følger med, ikke bare automatisk er ulovligt. I USA var der eksempelvis en non-profit-organisation, der fik lov til at forske i mdma som værktøj i psykoterapi. Organisationen Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies (MAPS) fandt ud af, at i kapselform kan stoffet hjælpe i behandlingen af post-traumatisk stress-syndrom (PTSD).

Det mdma, de skulle bruge til forskningen, skulle jo komme et sted fra, så MAPS tog kontakt til en farmaceutisk virksomhed et hemmeligt sted i Storbritannien, som helt undtagelsesvis kunne producere stoffet lovligt i deres laboratorium – og slippe af med affaldet på lovlig vis bagefter, sammen med alt det andet farmaceutiske affald, som virksomheden producerer hver dag.

Nogle mener, at legalisering af mdma er den nemmeste måde at løse affaldsproblemet i Noord-Brabant på, og der vil også være andre fordele ved den løsning. Lige nu bliver dele af regnskoven i Cambodja smadret for at få fat i rødderne fra det sjældne sassafras-træ. Rødderne bliver brugt til at lave safrol, som er en vigtig ingrediens i mdma. Safrol findes også i almindelig biomasse, forklarer Jan van Maarseveen. ”Men på grund af striks narkotikalovgivning har kriminelle ikke adgang til det.”

Hvis medicinalindustrien havde tilladelse til at producere ecstasy, ville der ikke være lige så meget affald til at starte med. ”En professionel producent ville optimere mdma-produktionen i et laboratorium, og de nødvendige opløsningsmidler kunne bliver genbrugt,” siger Maarseveen. Men den hollandske regering har, ligesom den danske, ikke nogle planer om at gøre stoffet lovligt.

Myndighederne fokuserer i stedet på at ramme dem, der producerer stofferne. De hollandske kristendemokrater har for eksempel foreslået, at der bliver sat overvågningskameraer op langs vejene i naturreservaterne i Noord-Brabant, og at droner skal overflyve området.

Udover producenterne, så er politikerne også efter brugerne. Den hollandske politidirektør Erik Akerboom sagde for nylig i et interview med det hollandske medie NOS, at ”det er vigtigt, at brugerne forstår, at de bidrager til et dårligt system.”

Det er det samme budskab politikerne har gentaget, siden mdma blev forbudt i Holland i 1988: Bare lad være med at gøre det. Men i løbet af de sidste 30 år har et forbud ikke fået folk til at lade være, det har ikke sat en stopper for produktionen, og det har helt sikkert ikke hindret det giftige affald i at ende i naturen. Måske har Jan van Maarseveen ret i, at det er på tide, at vi prøver noget nyt.