Livet på en skadestue er ikke for sarte sjæle. Man bliver sprøjtet ind i blod og oplever meget rå situationer, og det var Lydia Tenaglias arbejde at filme de brutale scener til et amerikansk reality-program, der hed Trauma: Life in the ER.

“Der var blod og indvolde over det hele. Vi sad på skadestuen på alle tider af døgnet,” fortæller hun, mens vi spiser frokost på det, der må kategoriseres som den grimmeste diner i New York. I dag producerer Tenaglia Emmy-vindende programmer for nogle af de store amerikanske kanaler, og i denne måned har hun sin debut som instruktør med filmen Jeremiah Tower: The Last Magnificent.

Men før hun nåede så langt, var hendes dage fyldt med gru og rædsel.

“Jeg kunne ikke lade være med at tænke, jeg skal bare væk fra det her hospitalslort. Hvis jeg skal tilbringe et år mere med at se folk få opereret hjernen eller få flået deres ben af, kommer min sjæl til at kollapse.”

LÆS MERE: Vi mødte en tidligere politibetjent, som er blevet avocadofarmer

Tenaglia og hendes ven Chris Collins havde støttet og hjulpet hinanden i skadestuens skyttegrav, men de ville begge gerne noget andet. Det var på det tidspunkt, at de lagde mærke til en kok ved navn Anthony Bourdain, som havde tiltrukket sig en del opmærksomhed med sine erindringer i bogen Kitchen Confidential.

“Vi havde hørt, at han havde tænkt sig at skrive endnu en bog, A Cook’s Tour, hvor han ville rejse rundt i verden,” husker Tenaglia. Så hun og Collins besluttede sig for at møde Bourdain og overbevise ham om, at han skulle lave A Cook’s Tour til et rejseprogram på fjernsyn.

“Jeg lavede en aftale med ham, og jeg kan huske den første dag, vi mødtes. Da han rejste sig, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at han var virkelig høj,” siger hun. “Det første jeg tænkte var: Hvordan skal vi dog filme ham?“

Lydia Tenaglia sammen med Anthony Bourdain i Hanoi i 2002. Billedet er udlånt af Lydia Tenaglia.

Tenaglia præsenterede sin idé. Bourdain var ikke overbevist – på det tidspunkt var han mere interesseret i at skrive. Men hun var fast besluttet på at komme væk fra skadestuen.

Hun endte med at få ham overtalt, så Collins og hende filmede en 10 minutters demo på Bourdains restaurant Les Halles, hvor han talte om sine visioner med A Cook’s Tour.

“Man får aldrig grønt lys til at lave den slags i dag, men vi pitchede idéen til TV-kanalen Food Network, og de købte en serie i 23 afsnit på baggrund af den demo,” siger hun.

Midt i planlægningen af det første afsnit blev Tenaglia og Collins forelskede i hinanden. De havde trods alt også gået op og ned af hinanden i et råt miljø med blodet dryppende fra deres kameralinser. De blev gift, og deres første rejse med Bourdain, som de knap nok kendte, blev en slags bryllupsrejse.

Det skulle vise sig at blive en meget akavet bryllupsrejse.

“Vi tog tilbage på hospitalet og sagde til hinanden: ‘Vi er færdige. Det her er frygteligt!’”

“Vi tog til Japan, Vietnam, Thailand og Cambodja. Fire lande lige efter hinanden,” siger hun. “Vi boede på de værst tænkelige hoteller. Tonys udgifter er steget gennem årene, men dengang fik vi kun det mest basale.”

De første optagelser var en katastrofe: Den formelle japanske kultur gjorde det kun tydeligere, at Bourdain var kok og ikke TV-vært, og han blev bedt om at optræde foran kameraet for et par turtelduer, han kun lige havde mødt. Derudover gjorde hans højde, at han kom til at fremstå endnu mere akavet foran kameraet.

“I det første afsnit står Tony og ligner en hare, der er fanget i forlygternes skær,” siger hun. “Vi tog tilbage på hospitalet og sagde til hinanden: ‘Vi er færdige. Det her er frygteligt!’”

Næste stop var Vietnam, og der var det som om, noget faldt på plads.

Måske var det fordi, de var gamle nok til at have et forhold til krigens rædsler, for de var i stand til at udforske og forklare historien gennem landets mad og befolkning på en måde, der ville blive grundlaget for alle Bourdains efterfølgende programmer.

“Tony ved alt om Vietnam,” siger Tenaglia. “Han har set alle filmene om Vietnam, han kender historien og har læst alle bøgerne. Lige pludselig havde han alle mulige fikspunkter, som han kunne bruge, og det gjorde ham tilstedeværende på skærmen på en helt anden måde.

“Der begyndte programmet at give mening. Vores forhold til hinanden tog fart, fordi vi havde de samme kulturelle referencer. Ideerne fløj om ørerne, og vi begyndte at slappe af i hinandens selskab. Fra den dag havde vi tre en fantastisk energi sammen. Der sporede vi os ind på hinanden.”

Det viste sig også, at alle de lange nætter på skadestuen alligevel var godt for noget.

Efter at have tilbragt så mange timer i trange operationsstuer og under stressende forhold var Tenaglia og Collins blevet dygtige til at observere verden omkring dem uden at vække opsigt. “Når vi filmede med Tony, var vi ofte i bittesmå køkkener, små hytter eller ude på en rismark, så vi forsøgte at bruge vores diskrete stil, selvom det nu handlede om mad. På mange måder tror jeg, at det var noget helt nyt på det tidspunkt – det er jo alligevel 17 år siden. Det endte med at være genredefinerende, den måde vi fulgte ham rundt og havde klare holdninger, men samtidig bare fangede folk i deres eget miljø og kom helt ind under huden på dem.”

Hende og Collins grundlagde produktionsselsskabet Zero Point Zero i 2003 og lavede yderligere tre programserier med Bourdain: No Reservations, The Layover og Parts Unknown, ligesom de senere lavede programmet The Mind of a Chef.

På det seneste er Tenaglia begyndt at arbejde med dokumentarfilm. Hun har blandt andet lavet filmen Jeremiah Tower: The Last Magnificent, der forsøger at give den amerikanske kok af samme navn, der har huseret på Chez Panisse og Stars, den plads i historien han fortjener.

“Jeg havde tænkt filmen i tre akter,” forklarer hun. Første akt skulle fokusere på Towers barndom, som hun beskriver som “de velhavendes omsorgssvigt”. Anden akt skulle handle om hans tid på Chez Panisse, hvor han og Alice Waters kneppede og sloges og af og til var med til at forme californisk madkultur, samt om hans egen restaurant i San Francisco, der blev kendt som en slags restaurantudgave af Studio 54. Stedet var med til at forme, hvordan folk spiser (og hvordan de tager coke) på restaurant. Tredje akt skulle se på hans nuværende liv, langt væk fra det hele, i Mérida i Mexico.

Men da Tenaglia skulle til at filme det sidste, så hun en overskrift i New York Times, hvor der stod, at Tower havde taget imod et job på Manhattan’s Tavern.

LÆS MERE: Anthony Bourdain er ligeglad med dit autentiske charcuteri

“Jeg ringede selvfølgelig til ham med det samme og sagde: ‘hvad fanden har du gang i?’ Han grinede bare på sin lumske måde. På det tidspunkt skulle jeg tage en kreativ beslutning om, hvorvidt jeg ville forfølge den historie eller ej.”

Hun besluttede sig for at se, hvad der skete på Tavern, og hvis man ved noget om restaurantscenen i New York, kommer det ikke som en overraskelse, at det ikke blev noget storslået comeback.

“Jeg kunne ikke forudse, at det hele ville falde fra hinanden, men det gav en dramatisk slutning på filmen. Samtidig understregede det hans sidste tid på Stars på smukkeste vis, fordi der var mange paralleller til hvad, der er helt fantastisk ved Jeremiah, og hvad der til gengæld er en udfordring ved hans personlighed, og som nogle gange gør ham lidt svær at arbejde sammen med,” siger hun diplomatisk.

Tenaglia til frokost. Billede af forfatteren.

Udover at have instrueret The Last Magnificent har Tenaglia produceret Wasted! The Story of Food Waste, som netop har haft premiere på Tribeca Film Festival. Og der er flere film på vej. Sammen med Edward Lee har hun lavet dokumentaren Fermented, som er kommet med på Seattle Film Festival, og hun er ved at lægge sidste hånd på Stars and Sky, der handler om filosofien bag jagt.

Da vi er ved at være færdige med vores frokost på den grimme diner, som Tenaglia siger har en særlig plads i hendes hjerte, spørger jeg om hendes arbejdsmoral. Hun har filmet blod og indvolde, grundlagt en TV-karriere for manden, der er en af de mest berømte nulevende kokke, og tegnet et portræt af én af pionererne i det amerikanske køkken. Hun har endnu flere film i tankerne? Hvad holder hende i gang?

“Det er et meget stort spørgsmål,” griner hun. “Jeg er italiener. Mine forældre kommer fra Italien. Så jeg voksede op i en bydel fyldt med indvandrere. Jeg så mange af dem, deriblandt min far, leve den amerikanske drøm.”

Og hvad er så det? Kan du beskrive den amerikanske drøm i en sætning?

“Smøg ærmerne op og arbejd som en hest.”