MUNCHIES guide til Roskilde-mad
Foto: Preston Drake-Hillyard.

FYI.

This story is over 5 years old.

roskilde festival

MUNCHIES guide til Roskilde-mad

Der er rigtig mange måder at spise sig gennem en Roskilde Festival på. Hvad enten du er til hest eller dåsemajs, hjælper vi dig med at stille sulten.
Foto: Preston Drake-Hillyard.

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Når Harald Nyborg-teltet er slået op, og de første mange spil ølbowling har gjort dig bodegastiv, har du endelig indfundet dig på Roskilde. Forud er gået flere ugers intensiv planlægning, eller også du bare er troppet op på festivalen iført cargobukser, teknisk fleece og bæltetaske med tiltro til, at dine veludviklede overtalelsesevner nok skal sikre dig teltdug over hovedet den kommende uges tid.

Under alle omstændigheder er det på dette tidspunkt, at din mave for første gang begynder at skrige efter brændsel. Det kræver nemlig masser energi at forkrøble sin lever med sprut og varme dåseøl, brænde hjerneceller af på dårlig MDMA og håndtere den begrænsede lungekapacitet, der følger i kølvandet på de 60 cigaretter, fire joints og den allestedsnærværende sky af forstøvet pis, man hiver i sig i løbet af en dag på dyrskuepladsen.

Annoncering

Som du måske nok har bemærket, er du som feteret roskildegænger ikke længere begrænset til enten at vælge mellem dit eget medbragte udvalg af forkogte pastaskruer, dåsemakrel og tørt rugbrød, eller pizza og burger fra en af de mange madboder, der drives af håndboldspillende skoleelever. Maden på Roskilde Festival fylder nemlig efterhånden så meget, at afsløringen af årets kulinariske line-up - fra hest til tartelet - afholdes som et særskilt arrangement i stil med afsløringen af festivalens musikalske ditto.

Uanset hvilken løsning du vælger, er der rig mulighed for at ryste posen og udfordre de kulinariske drukdogmer, så her er vores bud på, hvordan du kan optimere dine måltider.

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Dåsediæten For festivalnostalgikeren er der ingen vej uden om. Der skal hamstres konserverede fødevarer i massevis lige som de gode gamle dage. Du hylder din indre spejder, du drømmer om at ende som Leo DiCaprio i The Revenant og vil egentlig helst guffe rå bisonlever, eller også har du bare det samme gastronomiske ambitionsniveau som en kloakrotte. Men dåsediæten behøver slet ikke at være synonym med den vulgære treenighed af dåsemakrel, dåsetun og dåseleverpostej.

Gourmet- og økologibølgen har nemlig også revolutioneret supermarkedernes konservesudvalg, hvilket betyder at du kan få både gourmetmajs, økokikærter, asparges, artiskokker, trøfler og et utal af bønner. Og der er ikke noget, der signalerer ægte lejrliv som en dåse baked beans, fiskeboller i fløde, eller en Jaka Bov, der er varmet op med primus. Som inspiration kan vi på det varmeste anbefale det svenske mesterværk Kokbok för insnöade, hvor man blandt andet kan lære at trylle en dåse wienerpølser, der mest af alt ligner slibrige sexredskaber, om til en gang hæderlig pyttipanna.

Annoncering

Og bliver du stik imod alle odds træt af den megen dåsemad, kan du jo altid hanke op i dig selv og finde vej til FoodJam i City Center East's grønne fatamorgana af normalitet, hvor kombinationen af rigtige råvarer og kompetent kulinarisk vejledning, kan give både dig og andre ligesindede ro i sjælen og en fyldt mavesæk.

RF.28 (23)_Preston Drake-Hillyard

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Den velforberedte Har man en praktisk og overbeskyttende moderskikkelse i sit liv, kan det være svært tillokkende at tilgå en tur på Roskilde, som var det en hvilken som helst anden social sommerudflugt i det fri. Tænk blot på det som en madpakke. Lav en pastasalat og smid den i en frysepose. Hold dig til max tre ingredienser, hvoraf den ene skal være pasta. Ikke tortellini, gnocchi eller andre af den slags højrøvede varianter.

Penne eller fusilli er sikre valg, og det samme er majs og ærter. Sidste ingrediens kan jo så være en dressing eller et par skefulde discount-pesto, hvis du skal være fin på den.

Den eneste lille faldgrube ved denne tilgang er, at dine pastaposer nok ikke kan holde sig hele ugen. Du er derfor afhængig af, at en venlig sjæl forbarmer sig over dig og bringer friske forsyninger ned til festivalen senest dag fire. Men du er jo et super godt menneske, som elsker den vigtigste person i dit liv, så mon ikke din mor, uden tøven, tager turen gennem 'kiss and ride' blot for at sikre sig, at det i hvert fald ikke er sult, der tager livet af dig på årets festival, og at du returnerer til lejren en omgang farfalle rigere.

Annoncering
Preston Drake-Hillyard.RF15.30.6-28

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Den ambitiøse madnørd Klemt ind mellem Gloria og Arena finder man for tredje år i træk Roskildes selvudnævnte 'Food Court', festivalens pendant til Torvehallerne. Den eneste forskel på de to steder er, at klientellet i stedet for midaldrende vinbumser og pensionister fra provinsen udgøres af læderklædte metalhoveder, ironiske indienørder, og fulde folk i dyrekostumer med hang til buckets og popprinsesser. Her kan du lindre dit smertende korpus med mad, der er mere golf green end smat.

Men lad dig ikke skræmme væk af halvprætentiøse gloser og semieksperimenterende retter. Når masserne har forædt sig i burgere, hjemmebragt pastasalat og økokikærter på dåse, søger de nemlig mod dette epicenter for festivalgastronomi og forvandler teltet til et dionysisk syretrip, hvor lyst, begær og frådseri sender folk i kulinarisk ekstase frembragt af af rørt tatar (TaTar), confit de canard (Ma Poule) og michelinbelønnet thai mad (Kiin Kiin).

I Food Court finder man i år også festivalens i særdeleshed mest omtalte spise. "Ingen fest uden hest" er ikke en reference til Ralph Lauren, ej heller selvom Food Court nok er det sted på Roskilde, hvor der er størst sandsynlighed for at spotte en fyr i oxfordskjorte og sejlersko. Den kryptiske titel dækker derimod over Roskilde Dyrskues forsøg på at gøre det hipt at spise hestekød. Men hvordan gør man det fristende at spise en gammel pony, der har været på stævnemøde med en boltpistol efter at være blevet slidt ned af en fjortenårig rigmandsunge? Man serverer den da i en cowboytoast, selvfølgelig.

Annoncering

I området ved Countdown scenen og Apollo finder man madboden Aladdins Kebab, hvor medlemmer af Dansk Tyrkisk Kulturforening serverer noget så interessant og idiosynkratisk som en økologisk kebab; selv ikke kødkikkerten kan se sig fri af Roskildes ambition om at gøre festivalen grønnere end Alternativet.

Preston Drake-Hillyard.RF15.01.07-14

Foto: Preston Drake-Hillyard.

Derudover har festivalen i år kørt flere food trucks i stilling. I opvarmningsdagene er de mange mobile madboder parkeret ude blandt masserne i campingområdet, men flere af dem ruller ind på musikpladsen onsdag, så mediearmbåndsbærende branchefolk slipper for at bevæge sig ud i mudderhelvedet blandt entreprenante pantsamlere, snavsede gymnasieelever og andet festival skravl.

Og du skal ikke tøve med at finde pengepungen frem, når du på årets festival pludselig støder på en Rolex-sælger fra Uganda. Du er sandsynligvis bare stødt på Ugood, en food truck der sælger fyldte rullede omeletter ("chapatis"). Rolex-rullerne har bygget bro mellem Ugandas mange etniske og kulturelle grupperinger, og der bør derfor være rig mulighed for, at Roskildes mange festival-stereotyper kan finde sammen om de afrikanske æggepandekager.

Just about ready #rf16 #organic #artistcatering #bæst_manfredsgoorange #bæst #manfreds

Et billede slået op af @baestcph den 24. Jun 2016 kl. 6:22 PDT

Backstage gourmet Gør hvad det nu engang kræver - skamløs namedropping, flirt med en svedende roadie eller klæd dig ud som Flea (måske der er mere held i ikke at udgive sig for at være en af hovednavnene, men altså, du bestemmer selvfølgelig helt selv) - og find vej til det hellige land bag scenen. Hvis du troede, at du havde det godt i selskab med trøffelkonserves og økokebab, er det intet imod, hvad talenterne på scenen får i skrutten.

I stedet for den konventionelle bagekartoffel og grillbuffet står den i år på en 287-retters tasting menu fra de gode folk på Bæst og Manfreds, som serverer alt deres smukke Nørrebro-charcuterie, guddommelige tartar, økogrønt og gourmet-koldskål til de optrædende og deres slæng. Aldrig har det smagt bedre at være rockstjerne.

*Artiklen er rettet, da Aladdins Kebab selvfølgelig ikke er en food truck men en madbod.