FYI.

This story is over 5 years old.

Italien

Den her franske carbonara-opskrift har fornærmet hele Italien

Gastronomiens verden handler om innovation og om at kunne genopfinde sig selv. Men en ting er ikke til debat: carbonara.
13.9.16
Foto via Flickr-brugeren Martin Krolikowski

Gastronomiens verden handler om innovation og om at kunne genopfinde sig selv. Men en ting er ikke til debat: carbonara.

Der findes en rigtig og en forkert måde at lave den tidløse romerske klassiker på. Den rigtige involverer æg, pecorino, guanciale og masser af peber. Den forkerte er den, der på den ene eller anden måde afviger fra den så simple og smukke opskrift — der må ikke være løg, bacon eller persille i. Og der må slet ikke være fløde.

LÆS MERE: Timballo er carbonara og lasagnes dekadente bastardunge

Det faktum blev der sat en tyk streg under tidligere på året, efter at den franske hjemmeside Démotivateur gav et bud på en one-pot-wonder udgave, der involverede både kogte (gisp!) løg, bacon og nudler. Den bunke sammenkog skulle derefter overhældes med creme fraiche, ost, persille og en rå æggeblomme. Slet ikke ok, Frankrig.

Videoen blev ifølge The Telegraph set mere end 1.000.000 gange og modtog mindst lige så mange negative kommentarer fra harme italienere, der skummede over med passion og nationalisme: "Det er værre end en splatterfilm". "DRÆB JER SELV FORBANDEDE SNEGLEÆDERE," og "Jeg er fransk, og det her er noget lort!!!"

Pastagiganten Barilla, der selv har erfaringer med kontroverser, blev tvunget til at tage afstand fra den blasfemiske video, øjensynligt af frygt for repressalier fra sure italienere, der kunne se farfalle produceret af Barilla blive brugt i opskriften. "Vi er åbne overfor alle fortolkninger af carbonara, men denne gang er det gået for vidt… désolé [undskyld]," skrev Barilla angiveligt på Facebook.

At opskriften blev taget ned er en åbenlys mea culpa fra Démotivateurs side, men kontroversen åbner op for en større diskusion: hvorfor skal en ret så simpel som carbonara overhovedet simplificeres?

Eller som Mitch Orr fra ACME i Sydney så fint har sagt det: "Hvordan skulle du — en eller anden klovn, der kun har lavet mad i ti år — kunne forbedre flere generationers perfektion?"

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i april 2016.