Annoncering
borgerkrig

Til kageaften med britiske jihadister i Syrien

Den danske journalist Nagieb Khaja fortæller om madens rolle i konfliktzoner, og om hvorfor selv islamister har brug for en kaffepause i ny og næ.

af Lars Bjerregaard
17 juni 2016, 9:47am

Foto via Flickr-brugeren Bob Franklin

Nagieb Khaja er berømt for sin dækning af de mellemøstlige krigszoner, fra Afghanistan til Gaza. Her har den danske journalist i årevis kæmpet for at formidle et mere nuanceret billede af konflikten og menneskene i den. Og netop menneskene og deres kamp for en hverdag under umulige forhold har ofte været drivkraften bag Nagiebs historier, som vi blandt andet så i dokumentaren om ambulanceføreren fra Aleppo, Abu Rahmo.

Noget af det, der kan være med til at give en flig af normalitet i en krigshærget hverdag er maden og måltidet. Lige meget hvor du kommer fra, hvor meget lort du står i og uanset din kulturelle eller religiøse baggrund, så indeholder måltidet og tilberedningen af dette nogle ritualer som alle - ret hurtigt - kan sætte sig ind i og være en del af.

Og lige så vel som måltidet kan være højdepunktet på din fredelige hverdag, så er den det desto mere, hvis du bor i de dele af verden, hvor du risikerer at få en bombe i hovedet eller en kugle i røven, når du går uden for din hoveddør. Så er måltidet den tid på dagen, hvor du tænker på noget andet end krigen og kommer til at tale om nogle andre ting. Om hvad som helst.

Nagieb har spist det måltid mange gange. Han har rendt rundt i skudsikker vest med bodyguards mellem murbrokker og skudsalver og dagdrømt om det måltid, han skal have senere, og som kan rive ham ud af den presserende virkelighed. Om ikke andet så bare for en halv times tid.

Foto: Nagieb Khaja

Foto: Nagieb Khaja

Han har brugt meget tid i den nordvestsyriske by Atmeh ved den tyrkiske grænse. En by, der er tilholdssted for en flok britiske jihadister, som han har interviewet flere gange. En flok, som mange forbinder med Islamisk Stat, men det er ikke korrekt, siger Nagieb. Faktisk er de så meget modstandere af IS, at de ligger i krig med dem: "Nok er de islamister, men de er ikke nogle blodtørstige typer. Jeg vil kalde dem idealister, men de er også nogle ret sympatiske typer, som har tolerance overfor folk, der ikke tænker ligesom dem."

Nagieb plejede at mødes med dem på et pizzaria i en rundkørsel i udkanten af byen. "De er jo børn af vesten, og derfor gjorde de, som de plejede. De samledes og spiste junkfood, som de ville have gjort i indkøbscenteret derhjemme. Dårlige pizzaer. En af dem havde altid en flaske Tabasco på sig, som han pladrede på hvad som helst. Så sad vi der og sludrede om alt muligt dagligdags, som ikke nødvendigvis handlede om konflikten."

Nogle af jihadisterne havde deres koner med dernede, og de sørgede for madlavningen. De jihadister, der var single, plagede konstant om at få lov at komme med hjem til de gifte mænd for at få noget hjemmelavet mad. Nagieb fortæller, at en af dem var gift med en jamaicansk kvinde, som en dag inviterede på den bedste hjemmelavede jerk-chicken med krydderier, som hun selv havde skaffet oppe i det nordlige Syrien. "Der er ingen tvivl om at jeg spiste mere varieret i den syriske borgerkrig, end jeg gør herhjemme," siger Nagieb med et grin.

På et tidspunkt blev han inviteret til en social sammenkomst hos en af jihadisterne. Det var en fredag aften, og de kaldte det "kageaften". Alle skulle have en kage eller en dessert med. "Det var sådan set ret surrealistisk, "siger Nagieb, "... at sidde i et borgerkrigshærget land til kageaften med en flok britiske jihadister. En af dem rendte rundt med ovnluffer på og lavede bread pudding til os alle sammen. Og ind i mellem bankede det på døren, og så stod der en ny jihadist udenfor med en ny kage eller dessert under armen. Som var det en sammenkomst for tanter i det nordlige England."

Også i Aleppo, hvor meget af den oprørskontrollerede del af byen er ødelagt, er der et rigt kulinarisk liv. Selvom at folk i perioder går og gemmer sig, fordi bombardementerne er heftige, er der også perioder, hvor der er roligt. Så går folk ud og handler og spiser. På grund af dets berømte marked, Al-Madina souken, har Aleppo historisk været centrum for det stolte syriske køkken, og på trods af borgerkrigen og bombardementerne er der stadig mange restauranter, der som den største selvfølge bliver ved med at servere en lang række af de syriske og pan-arabiske klassikere. "Midt i al alvoren og travlheden kunne man gå og drømme om, at man om aftenen skulle over og have knafeh (arabisk ostedessert med filodej) på den og den restaurant," siger Nagieb. "Eller måske skulle man tage derover, hvor de laver den bedste fatteh ( arabisk kikærteret)."

En af Nagiebs gode syriske venner, Abu Rahmo, er herhjemme blevet kendt som ambulancemanden fra Aleppo, takket være dokumentaren af samme navn. En aften inviterede han Nagieb hjem til middag: "Hans kone lavede maqluba. En fantastisk maqluba med spinat og kylling. Og vi glemte, hvor vi var. Og det er jo det, der er specielt ved mad. Det er en af de få ting, der virkeligt kan få en til at abstrahere fra krigen.

"Og ikke bare abstrahere, men skabe øjeblikke, hvor du virkeligt kan nyde livet og føle at livet er værd at leve - trods alle omstændighederne."