rejse

Jeg var den eneste turist i Ruslands nordligste by

Ingen tager til polarbyen Murmansk for sjov. Ingen andre end mig.

af Dave Hazzan
28 december 2016, 8:12am

All photos by the author

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

To grader nord for polarcirklen ligger byen Murmansk, og det er endestationen for de russiske jernbaner. Efter 128.000 kilometer kan hverken passager- eller godstoge komme længere. Det er verdens ende. Herefter venter kun det uendelige, grå arktiske hav.

Toget fra Sankt Petersborg, der kører nord på til Murmansk, er hovedsageligt fyldt med russere, der keder sig på vej tilbage til deres polarhjem. De fleste er minearbejdere, havnearbejdere eller handlende sømænd. En af togvognene var udelukkende fyldt med matroser, for Murmansk er hjemsted for Ruslands nordlige flåde, og hele Kola-halvøen er fyldt med skilte, hvor der står "ADGANG FORBUDT!", fordi de huser landets atom-ubåde.

Alle disse mennesker er ikke på vej hjem til deres igloer – de skal i byen. For hvis man skal bo nord for polarcirklen – som hundredetusindvis af russere gør – så kan man lige så godt gøre det tåleligt. Jeg er fra Canada, og alligevel har jeg aldrig været oppe omkring polarcirklen, for jeg er fra en storby, og det er fucking polarcirklen, hvor alting er frosset til, og der hersker en trøstesløs ensomhed.


Russerne kan derimod finde ud af det, og vi kan lære meget af dem. Efterhånden som de store byer vokser, har vi behov for plads andre steder, så hvorfor ikke bygge polarbyer? Kan man forvandle de arktiske egne til et sted, hvor man har lyst til at bo?

Det mener russerne.

Murmansk er præcis 100 år gammel, og i europæisk sammenhæng altså noget af en grønskolling. Byen blev bygget under Første Verdenskrig, da staten indså vigtigheden af at have en isfri havn i det arktiske hav, som de kunne bruge til at knuse tyskerne fra nord. Havnen blev bygget, og hvad der er vigtigere er, at den blev forbundet med resten af Rusland via jernbanen. Murmansk har været scene for hårde slag, både under den russiske borgerkrig, da den blev invaderet af briterne, og under Anden Verdenskrig, da den blev bombet sønder og sammen af tyskerne.


Den dag i dag er Murmansk klart den største by nord for polarcirklen med lige under 300.000 indbyggere . Til sammenligning bor der kun lidt over 100.000 i de tre enorme arktiske territorier i Canada, og det indebærer endda et meget stort område syd for polarcirklen.

Midt i Murmansk ligger en stor plads, hvor begge byens største hoteller ligger. Vi havde dog ikke råd til nogen af dem, så vi boede på Tri Zaysta Mini-Hotel, som var en slags Bed & Breakfast i en lav, industriagtig bygning lige overfor stationen.

Tri Zaysta betyder "De tre harer", og vi gik ud fra, at stedet var opkaldt efter de tre midaldrende kvinder, som skiftes til at passe receptionen og pusle om gæsterne. På trods af det magiske Google Translate virkede de ikke synderligt interesserede i at vide, hvorfor vi besøgte polaregnene i slutningen af november. Men de var til gengæld enormt interesserede i at sikre sig, at vi var mætte, og proppede os med blinys (madpandekager), hårdkogte æg, müsli, kashka (havregrød), yoghurt, kage, te, kaffe, mælk og trekantede stykker ost pakket ind i sølvpapir.


Den første dag besøgte vi atom-isbryderen Lenin – den største turistattraktion i byen, der aldrig får turister. Det er den første atomdrevne isbryder i verden, bygget i 1959. Vi så kommandobroen, kahytterne, officerernes messe og selvfølgelig selve atomreaktorerne. Sidstnævnte er for længst blevet lukket ned, men de har opstillet mannequiner i sikkerhedsdragter i færd med at indføre rør med Uranium-235 i reaktoren. Det mindede mig om Homer Simpson, der taber en selvlysende stang på sin trøje.


Overalt på isbryderen Lenin er der statuer og profiler af manden, skibet er opkaldt efter, udstyret med citater, der opfordrer besætningen til at sprede den proletariske revolution til isbjørnene, eller hvad fanden der nu står – jeg kan ikke læse russisk. Der er billeder af russiske matroser, der spiller fodbold på det frosne hav og et gribende billede af Fidel Castro, der får en rundvisning af Brezhnev – Castro døde tidligere den dag, vi var der, og tourguiden snøftede lidt, da han viste det til os.

Der var én anden udlænding i tourgruppen, en italiener i jeans og læderjakke, som var ingeniør og i Murmansk på forretningsrejse, og som stillede en masse spørgsmål om skibets mekanik. Da han spurgte os, hvad vi lavede i byen, sagde vi, at vi var turister. Han så forvirret ud. "Hvad laver I heroppe?"


Vi forklarede, at vi var kommet hele vejen fra Indonesien med bus, tog og færge, og at planen var at komme fra ækvator til polarcirklen uden at flyve – et mål, vi få timer forinden havde nået. "Det er langt ude," sagde han. Jeg forklarede også, at jeg var skribent på jagt efter en historie. Han rystede på hovedet og drømte sig uden tvivl væk til det solbeskinnede Firenze.

Han nægtede også at spise aftensmad med os, fordi han syntes, vi var mærkelige.

I forhold til restauranter havde vi regnet med bjælkehytter med dyreskind på væggene, litervis af vodka kølet i snedriverne og vildt stegt over bål udenfor. Hvis ikke det kom til at ske, vidste vi takket være Lonely Planet, at byen er hjemsted for den mest nordlige McDonald's i verden.


Vi forventede til gengæld ikke at finde Dandy, en fancy restaurant, der serverede hjorteburger med karameliserede løg og kartoffelbåde med rosmarin, og en bar, hvor hver specialøl stod badet i sit eget neonlys, med spejlvægge, hvor Murmansks overklasse kunne beundre sig selv. Det er den russiske anti-sovjet, burgøjsernes kontrarevolutionære palads. Maden var under alle omstændigheder fantastisk.

Det viste sig, at Murmansk var fyldt med den slags steder. Byen var midt i en sushi-dille, så hver anden restaurant tilbød rå laks og tun, california-rolls og andre moderne former for mad. Vi fik at vide at Torro Steakhouse var det bedste sted i byen, hvis man skulle have et godt stykke kød – til samme pris som vores togbillet fra Sankt Petersborg. På Amigos Bar og Grill var der mexicansk på menuen. Alle barerne havde eksotiske cocktailkort og trendy tapas, mens man ventede.

Der var et kæmpe indkøbscenter med en H&M og en Zara, en stor biograf og et travlt restaurantområde, og det hele var åbent til minimum klokken 22. Jeg vidste godt, at russerne havde taget kapitalismen til sig, siden Sovjetunionens fald. Jeg var til gengæld ikke klar over, at de havde omfavnet i en sådan grad her på den 68. breddegrad


Det er også værd at tage med, at selvom det var koldt, var det slet ikke så slemt, som vi havde frygtet. Det var i gennemsnit omkring -10 grader, nogle dage lidt varmere, andre lidt koldere, men et ordentligt spring fra de -35 vi for nylig havde været udsat for i Kasakhstan. Nordpolen er eftersigende hele 20 grader varmere i år, end den plejer at være, hvilket er katastrofalt for planeten, men behageligt for en udenlandsk idiot, der dingler halvstiv rundt på Lenina Avenue.

Alt det her kan måske virke forkert på en turist, der ønsker en "autentisk" oplevelse, hvad end det betyder. På vej hjem fra Dandy fandt vi dog en bar, der i det mindste på indersiden var indrettet som en bjælkehytte, og hvor de havde en respektabel samling af udstoppede fugle, gnavere og rensdyrgevir.

En fyr i hjørnet havde en lang samtale med sig selv, men det viste sig, at han bare drak te. I et aflukket rum foregik der noget lyssky rundt om et bord, men vi kommer aldrig til at finde ud af, hvad det var, for de smækkede døren i hovedet på mig, da jeg forsøgte at liste nærmere.


Øllen og vodkaen smagte fint, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det hele var skabt for turister eller i hvert fald forretningsmænd på besøg, som skulle have en lille én, for der kommer altså ikke turister til Murmansk.

På vores sidste dag i byen blev vi godt og grundigt vindblæst af den iskolde arktiske vind, da vi klatrede op på bakken bag hotellet for at besøge Alyosha, den 15 meter høje sovjetiske soldat, der bevogter byen og samtidig fungerer som mindesmærke for de sovjetiske soldater, der mistede livet i kampe omkring polarcirklen. Det må have været eksceptionelt ubehageligt at være ved fronten her. Vinden blæste dis ind fra havet, og da vi nåede toppen af bakken, var alle vores lemmer ved at være følelsesløse.

Her fra toppen kan man se foreningen af solop- og nedgang, som Murmansk oplever i slutningen af november. Det er ikke mørkt hele dagen – polarnætterne var stadig et par uger væk. Men samtidig var der aldrig noget man kunne betragte som ordentligt dagslys. Det var mere som et tæppe af blåt lys i horisonten, som skinnede i et par timer og så forsvandt igen.


Fra toppen af Alyoshas bakke kan man til gengæld se det orange skær fra selve solen. Den øverste kant af solen stikker akkurat op over horisonten og farver skyerne orange, før de fader væk i lilla og blå. Det er daggry og skumring, som har slået sig sammen og valgt at springe dagen helt over. Det starter omkring klokken 11 og er slut igen klokken 13.

Man får en smuk udsigt over byen, og her kan man sætte pris på, hvor mirakuløs moderne teknologi er – den gør det nemlig muligt at bo på disse breddegrader. Og så er det er et skønt sted at bekæmpe nazisterne.

Follow Dave Hazzan on Twitter.