nytår

Folk fortæller om det nytårsforsæt, der fuckede deres liv op

De skal gøre os til bedre versioner af os selv, men sådan ender det ikke altid.
3.1.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Vi har nytårsforsætter i håbet om at forbedre vores livskvalitet, men hvad sker der, hvis de er den direkte grund til, at vores liv forværres? Lad os sige, du vil sige dit job op og rejse verden rundt, men skaber en bundløs gæld i processen? Eller at du vil gerne være mere impulsiv og eventyrlysten, men får klamydia af at være så sjov og ubekymret?

Sådan er livet nogle gange. Selv de bedste intentioner er sølet ind i klamydia og bundløs gæld. Vi talte med en række folk, hvis nytårsforsæt gjorde mere skade end gavn.

Annoncering

Chris
Min tjekkiske kæreste og jeg boede i Tjekkiet og havde altid fantaseret om at flytte til Australien. Vi besluttede, at inden året var omme, ville vi gøre noget ved det. Da vi kom derned, tog det noget tid for mig at finde et job, der ville sponsorere hendes visum, eftersom vi ikke var gift.

Da alle papirerne var ordnet, skulle hun bare rejse ud af landet i et par måneder, hvorefter vi rigtigt kunne begynde vores liv sammen i Australien. Hun fløj til New Zealand for at slå tiden ihjel, mens vi ventede på godkendelse af hendes visum.

Det blev endelig godkendt, og hun fløj tilbage til Sydney. Da jeg tog ud for at hente hende i lufthavnen, opførte hun sig ret mærkeligt. Da vi kom hjem i lejligheden, åbnede hun sin kuffert og afslørede, at den var tom. Hun ville pakke sine ting og flytte til New Zealand. Hun var blevet forelsket i en fyr dernede og fløj tilbage til Auckland to dage senere.

Vi skulle være blevet i Tjekkiet.

Foro: Liandro Crespi via Stocksy

Ariko
Jeg var lige flyttet om på den anden side af jorden til England for at være sammen med min mand, og jeg havde ikke noget job. Det var virkelig hårdt, det første år – uden en grund til at stå op om morgenen. Jeg besluttede at træne op til et marathon for at give mig et mål og en følelse af at udrette noget.

Min mand og jeg besluttede at gøre et stort nummer ud af det og løbe Las Vegas Rock N Roll Marathon. Jeg havde læst, at man fik fem timer til at gennemføre, fordi de skulle spærre The Strip af, men efter mine træningsløb tænkte jeg, at hvis jeg pressede mig selv på dagen, ville jeg godt kunne nå det til tiden.

Annoncering

Vi fløj til Vegas fra London. Fordi man havde forskudte startnumre, begyndte jeg en time senere end de mere professionelle løbere, men jeg troede stadig, jeg ville få fem timer til at gennemføre løbet. De første kilometer var der live musik og en masse mennesker, der heppede, men da vi kom væk fra The Strip var der totalt tomt og bælgmørkt.

Jeg havde næsten løbet 34 kilometer og var i god form til resten, da jeg lagde mærke til, at der ikke var nogen omkring mig. Pludselig kørte en varevogn ind foran mig og blokerede min vej. En kvinde hoppede ud af Skammens Varevogn og bad mig om at stige ind – tiden var gået.

Skammens Varevogn var fuld af andre løbere, som var faldet for tidsgrænsen. Der var helt stille bortset fra nogle få personer, der sad og hulkede. De fleste af os var fløjet tusindvis af kilometer for at løbe det her marathon. En af fyrene gik helt amok på chaufføren og råbte op om, hvordan det ikke kunne være rigtigt, at han ikke fik lov at gennemføre, og at det var fuldstændig uacceptabelt. Til sidst knækkede chaufføren bare og sagde; "Du vil gerne gennemføre? Værsågod!" og smed os alle ud af varevognen midt ude i ørkenen.

Det var blevet koldt, og der var helt mørkt, men vi kunne skimte lysene fra The Strip og løb i den retning. Min mand ventede på mig ved målstregen og råbte; "Du gjorde det! Du gjorde det på under fem timer!" – og der begyndte jeg bare at stortude.

Henry
Jeg havde arbejdet det samme sted i London i næsten ti år, og i begyndelsen af et nyt år besluttede jeg endelig at sige op og flytte til et andet land. Min drøm var at arbejde på et øko-hotel i Costa Rica, hvor jeg skulle lave konservator-arbejde. Jeg sagde op, bookede en billet, opsagde min lejlighed i London, pakkede mine ting og fløj til Costa Rica.

Annoncering

Det viste sig, at "konservator-arbejde" betød, at jeg var opvasker og skraldemand. Det var hverken sjovt eller glamourøst, som jeg havde forestillet mig. Efter en måned fløj jeg tilbage til England og flyttede ind hos mine forældre.

Eve
Jeg har altid fantaseret om at flytte til Paris og kysse en fransk fyr. Det var ikke sket endnu, så jeg fløj til Paris den 26. december, og nytårsaften tog jeg ind til Eiffeltårnet for at fejre nytår. Og ja, jeg endte også med at kysse med en super lækker parisisk fyr.

Jeg vågnede næste morgen med madforgiftning (eller en virus, jeg havde fået ved at snave med ham) og opdagede, at han havde stjålet mit kamera.

Tina 
Jeg havde altid gerne villet være vegetar, så efter nytår besluttede jeg at gøre det. Alting virkede fint i mit nye, kødfri liv. Jeg var lidt træt, men jeg syntes, alting virkede normalt.

Så begyndte jeg at miste håret. I starten var det bare en lille smule ad gangen, men til sidst kunne jeg hive kæmpestore totter ud i badet hver morgen. Det viste sig, at mit jernniveau var sindssygt lavt på grund af min nye diæt. Jeg begyndte at spise kød, så snart min læge sagde, jeg skulle.

Anonym
Min forlovede og jeg havde ikke rejst så meget, så vi lavede et nytårsforsæt om endelig at rejse til Sydøstasien. Vi planlagde det hele i månedsvis, og så tog vi endelig afsted i december.

Det var fantastisk, indtil jeg kørte galt på en knallert i Vietnam. Jeg skulle flyves i helikopter til et hospital, hvor de fortalte mig, at de var nødt til at amputere den nederste halvdel af mit venstre ben. Det gjorde de ikke, men de fjernede en stor bid af min lægmuskel. Ikke overraskende aflyste vi resten af turen.

Et par måneder senere afbrød hun forlovelsen.