Stuff

Kan jeg få mine prutter til at stinke mindre? Og måske ligefrem til at dufte af vaskepulver?

Jeg afprøvede tre metoder til at få lugtfri prutter.
11 december 2016, 7:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

"Hvorfor står du og prutter din søn i hovedet?" spørger min kone.

Det er et fair spørgsmål, som fortjener en ærlig forklaring. Før jeg når at svare, vender min 7-årige søn Charlie sig mod hende og siger: "Det er videnskab."

Jep, den er god nok.

Jeg lader en sive, og det giver en pragtfuld lyd – som at smide en molotov-cocktail gennem vinduet på en sækkepibefabrik. Charlie snuser ind og smiler.

"Prøv lige og lugt til det her, mor," siger han til hende med lysende øjne. "Det lugter overhovedet ikke af røv!"

Vent – jeg kan forklare det her.

Alt det her begyndte på grund af ham. Min pruttenysgerrige søn.

At være far til en syv-årig dreng har lært mig – eller rettere mindet mig om – en universel sandhed: Prutter er fucking grineren.

Ingen mennesker ved deres fulde fem kan benægte det faktum. Vis mig nogen, som ikke griner, når han eller hun hører en 'blafren fra ballerne', og så skal jeg fortælle dig, at de ikke har nogen sjæl.

Men selv den mest æstetisk perfekte prut mister sin komiske slagkraft, når den når frem til dine næsebor. Forskellen mellem en underholdende prut og en, der ødelægger din dag med sin grufulde stank, er ligesom forskellen mellem en perfekt konstrueret joke og en, der begynder med, "Nu er det ikke fordi, jeg er racist eller noget, men..."

Ingen ringere end den kristne teolog Skt. Augustin har engang skrevet, at de "musikalske lyde", som folk producerer "fra deres bag", kunne være vældig smukke, så længe de var "uden nogen stank."

En lige så dyb tænker, Sarah Silverman, kalder prutter for "komediens tegnsprog".

Hvis du kan levere en høj men lugtfri prut på det perfekte tidspunkt – til en begravelse eller et bryllup for eksempel – bliver du hyldet som denne generations Buster Keaton. Men hvis du holder din kæreste fanget under pruttedynen, er du sociopat.

Jeg oplevede denne fine numsegas-balancegang udspille sig i Charlies ansigt, hver gang jeg lod en rive for at få ham til at grine. Først kom udtrykket af ren, ufiltreret lykke. Og bagefter, når han indåndede anden akt, forvandlede det sig til ren frastødelse. Jeg havde skabt et smukt build-up bare for at ødelægge det med en ildelugtende punchline.

Jeg vil gerne være en god far, og min søn Charlie vil gerne kunne respektere sin far igen. Så vi slog pjalterne sammen – to umodne sind fra to meget forskellige generationer – i et forsøg på knække pruttekoden.

Er det muligt – tænkte vi – at lade gassen gå af ballonen uden stanken af ammoniak som ledsager? Vi testede tre mulige løsninger:

Læs også: Sådan spiser du dig til mere velsmagende sæd

  1. PILLER

George Preti er økologisk kemiker og forsker i kropslugte ved Monell Chemical Senses Center i Philadelphia. Han foreslog, at vi prøvede bismuth subsalicylat, det fancy videnskabelige navn for Pepto-Bismol.

"Rent kemisk giver det mening," siger Preti til mig, "eftersom bismuth-forbindelser reagerer godt sammen med svovl-forbindelser, såsom hydrogen-sulfid, som bidrager til tarmluftens lugt."

Der var lidt uenighed mig og Charlie imellem om, hvor meget Pepto jeg skulle indtage.

Purna Kashyap er gastroenterologist ved Mayo Clinic og fortæller mig, at den gennemsnitlige person prutter mellem 500 og 1500 milliliter gas hver eneste dag. På baggrund af de tal, resonerede Charlie, at jeg i hvert fald burde tage Pepto nok til at modvirke lugten. Men den anbefalede dosis Pepto er bare 30 milliliter og ikke mere end 120 milliliter på 24 timer.

Vi valgte et kompromis. Jeg tog maxdosis på otte spiseskeer (selvom jeg tror, Charlie hældte mere end rigeligt på). Jeg blev svimmel og desorienteret og var en kort overgang overbevist om, at jeg havde fået et slagtilfælde. Men det blev da til et par prutter.

Afgørelsen lød, at mine prutter lugtede af vaskerummet på et kollegium. Ikke helt rent, men med aner af blegemiddel.

Jeg gik med til endnu et bismuth-eksperiment og slugte otte tyggetabletter, der indeholder det tarmluftsnedsættende kemikalie bismuth subgallate (eller "C7H5BiO6"), som Charlie mente, ville være "mere videnskabeligt."

Det var min egen skyld. Jeg vidste godt, det var en dårlig idé – men han var overbevist om, at tabletterne ville få mine prutter til at dufte af bananer. Det viste sig kun at være tabletterne, der duftede.

Jeg kunne ikke klemme en eneste prut ud i over tre dage, min lort var så sort som Steve Bannons mareridt, og min ånde lugtede "som en abe," ifølge mit fnisende afkom.

  1. UNDERTØJ

Det kan diskuteres, om en voksen mand burde vælge undertøj på nettet sammen med en mindreårig. Og især når det involverer samtaler som, "vil det her nedsætte aromaniveauet fra mudderrosen?"

Vi var splittede mellem Flat-D – et engangs stofindlæg i mørkegrå til bare 235 kroner plus porto – og Shreddies, som var betragteligt dyrere (mellem 330 og 495 kroner) men også mere badass. Og så hedder de "Shreddies," hvilket er så infantilt, at det kun kan være tweens, der har fundet på det.

I modsætning til Flat-D, så tilbyder Shreddies ikke den samme slags tynde, komfortable stof. Nej, de lover, "det samme kulstof-filter, man bruger til sikkerhedsdragter til kemiske våben."

Vorherre på lokum, hvis prutter lugter så forfærdeligt, at de kræver det samme beskyttelsesmateriale som ved en virusepidemi?

Jeg bestilte et par af de lidt dyrere Shreddies-underbukser med støtte, som angiveligt ville "maksimere filtreringen af tarmluft og fremhæve bulen." Okay så! Det var ikke helt det, jeg var på udkig efter, men jeg sætter da pris på det ekstra løft.

Mine Shreddies dæmpede dampene fra bagenden, men muflede også pruttelyden til et utilfredsstillende ekko. "Det er ligesom at høre dine prutter gennem en konkylie," sagde Charlie.

  1. KOST

Jeg har længe levet efter kostrådet, "Bønner, bønner, den musikalske frugt / Jo mere du spiser, jo værre en lugt."

Men hvad hvis man forsøger at opnå det modsatte? Hvor er det lille rim til at prutte mindre? "Hvis du fylder dette i din tank / Så vil dine prutter ej have stank."

Chu Yao er forsker på Monash University i Melbourne, Australien. Hun har forsket i grunden til lugten af rådne æg i prutter. De fleste prutter, siger hun, er bare "99 procent lugtfri gas og én procent svovlholdig gas, hvilket giver prutterne den skarpe lugt."

Du har matematikken på din side, men den ene procents svovlgas kan være som en atombombe.

Fødevarer, der indeholder meget svovl, er præcis dem, du ville forvente: Rødt kød, broccoli, løg, blomkål, mælkeprodukter. Med andre ord alt i Palæo-diæten.

Men det er der, Yaos forskning bliver interessant. Hun og de andre prutforskere konkluderede, at alt det prutskabende protein blev betragteligt mindre lugtende ved at tilføje langsomt optagede kulhydrater som kartofler, bønner, kornprodukter, bananer, hvede og asparges – de samme produkter, som ofte bliver udråbt til at være skurkene, der danner prutter i første omgang.

I Yaos laboratorie-eksperimenter med lort – lad os forsøge at undgå at forestille os, hvordan de foregik – kombinerede de stivelse og fruktaner (sukkerarter i frugt og grønsager) med protein. Det nedsatte mængden af hydrogensulfid, som skaber svovlgas, med imponerende 90 procent, fortæller Yao.

Problemet er, at det ikke er en absolut videnskabelig sandhed. Du kan ikke bare sige "spis en banan med din bøf, så går det fint." Alles kropslige kemi er unik.

Du kan ikke sige til din mave, "Jeg gav dig langsomt optagne kulhydrater, så opfør dig nu ordentligt," for så råber den bare tilbage, "Din mor sutter pik i helvede" i et dæmonisk Exorcisten-agtigt pruttebrøl.

Men det er også det, der gør det sjovt. Du får lov at styre dit eget udslip. Når du behandler mad som farlige kemikalier i et prut-laboratorium, lærer du nogle fantastiske ting om din egen indre kemi.

Jeg lærte for eksempel, at når Charlie drikker to liter mælk, bliver han i stand til at prutte en lugtfri melodi, der minder om Dolly Partons "Jolene."

For mit vedkommende vil en grillet løgsandwich på fuldkornsbrød øjeblikkeligt efterfulgt af en øl føre til noget "Flight of the Bumblebee"-style numsegas med den liflige aroma af en skål potpurri.

Jeg ved ikke hvorfor. Men Gud skal vide, at vi vil fortsætte eksperimenterne. Jeg er muligvis nødt til at melde Charlie ud af skolen til videre uddannelse. Ja, ja, hans uddannelse – men hvad så med prutterne?

Mere fra VICE:

Det franske køkken er garant for luft i maven

Kogte æg, kødsuppe og palæo-influenza: Historien om min stenalderkur

Mød manden, der ikke har spist andet end råt kød i syv år