Annoncering
Kultur

​Hvad stiller man egentlig op med sin farfars ægte naziflag?

Min farfar tog det med sig hjem fra krigen, og nu har jeg arvet det. Og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre med det.

af James Jackson
19 december 2016, 8:37pm

Alle billeder er skribentens egne

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

At holde et ægte naziflag i sine hænder for første gang er en surrealistisk oplevelse. Den ondskab, det repræsenterer, og alt det had, der blev spredt under hagekorsbanneret rammer en som en knytnæve i mellemgulvet.

Jeg så og rørte ved sådan et flag for første gang i vinteren 2008. Min farfar, der var faldskærmssoldat under 2. Verdenskrig, var lige død, og min far og jeg sorterede nogle af hans ting og reddede så meget, som vi kunne fra min farmors ønske om at brænde det hele i fyret nede i kælderen.

"Har du nogensinde set hans naziflag," spurgte min far pludseligt, mens vi kiggede nogle gamle billeder igennem. Der er vel ikke nogen subtil måde at stille så ladet et spørgsmål på.

Nej. Jeg havde ikke set det. Og ja, jeg ville gerne se det.

Vi gik ind på gæsteværelset, hvor min far åbnede skabsdøren, rakte op på øverste hylde, flyttede et par kasser til side og fik fat i en gammel plastikpose. Han hev noget rødt stof frem, som han langsomt foldede ud. Det berygtede flag kom langsomt til syne.

Skribentens farfar sidder i et Spitfire-cockpit i England.

Jeg har læst historie på universitetet og har set flaget utallige gange i gamle billeder, film og avisartikler. Det markante, sorte hagekors i en hvid cirkel, centreret på den røde baggrund er ikke til at tage fejl af.

Og alligevel var det her bare. Et symbol på had og frygt, der bare lå udfoldet på gulvtæppet. What the fuck?

I foråret 1945 pressede De Allieredes styrker Adolf Hitler og Det Tredje Rige fra alle sider. Russerne pressede på fra øst, mens briterne og deres allierede rykkede ind vestfra. '1st Canadian Parachute Battalion' – en gruppe elitesoldater, der egentlig blev etableret for at beskytte det canadiske fastland, men som derefter blev indsat på D-dag for at deltage i Europas befrielse – gik i spidsen for stødtropperne, da de Allierede krydsede den tyske grænse.

Blandt dem var min farfar, Pvt. Thomas Jackson, som på det tidspunkt var et par måneder fra at fylde 22 år.

Bataljonen var en del af '6th British Airborne Division', og dens mission var at marchere nordøst til havnebyen Wismar, der ligger ud til Østersøen, for at forhindre tyske soldater eller officerer i at flygte til Norge og Danmark. De var også blevet beordret til at nå til byen før russerne.

Den 2. maj 1945, omkring klokken ni om morgenen, marcherede bataljonen ind i Wismar – nogle få timer foran russerne.

Faktisk var tyskerne næsten glade for at se de britiske og canadiske styrker. De vidste, at krigen var tabt, og de var bekymrede for, hvad der ville ske med dem, hvis russerne indtog byen først.

Omkring 15.000 tyske soldater og civile overgav sig til de britiske styrker over de næste par dage, og bunken af konfiskerede våben siges til sidst at have været 3 meter høj og 9 meter lang.

Jeg kan kun gisne om den lettelse, unge mænd som min farfar må have følt, da de hørte, at krigen muligvis snart var forbi efter næsten seks år. Den 7. maj bemærkes det endda i bataljonens officielle krigsdagbog, efter Tysklands betingelsesløse overgivelse, at "gin, whiskey, vodka, vin og snaps flød i tykke strømme, og alle havde det storslået med at tilegne sig uundgåelige tømmermænd."

Historien bag flaget er, at det hang inden i Wismar Rathaus – rådhuset – og at min farfar var den første, der gik ind i bygningen, efter byen var blevet erobret. Hagekorset er kun på den ene side af flaget, og der er metalringe i hvert hjørne, hvilket kunne tyde på, at det hang på en væg.

Bedstefar tog det uden tvivl som en souvenir fra krigen og til minde om de venner, han mistede på slagmarken.

Det er nu næsten seks årtier siden, at man fejrede slutningen på krigen i Europa den berusede aften, og nu hvor farfar er gået bort, står vi tilbage og spørger os selv, hvad resten af familien skal stille op med et gammelt naziflag.

Er det nu, jeg skal huske på at nævne, at der altså ikke er nogen af mine familiemedlemmer, som er nazister? Okay, fair nok: Ingen af mine familiemedlemmer er nazister.

Skribentens farfar ses helt ude til højre med et glas i hånden, smilende, ved en pub i England lige før D-dag i juni, 1944.

Selve flaget er ikke i specielt god stand og har en mærkelig lugt, der er svær at beskrive – næsten syrlig. Det er også plettet og nusset, og der er en flænge, hvor en sort væske (olie, måske?) er blevet spildt og har ødelagt stoffet.

Min far sagde, at han så det for første gang, da han var omkring 15 år gammel. Han rodede min farfars skuffe igennem på jagt efter en arbejdsskjorte, da han fandt det sammen med en afmonteret tysk Luger pistol, som farfar også havde haft med hjem fra krigen. Der er et eller andet meget passende over, at det har ligget så tæt på min farfars underbukser og strømper i så mange år.

"Jeg overvejede aldrig rigtigt, at det måske var et trofæ fra krigen," sagde min far. "Det var der altid bare, gemt væk i en skuffe. For mig er det bare noget, min far fandt på et belejligt tidspunkt og stoppede ned i sin rygsæk, før hans chefer, diplomater eller hardcore nazister kunne få fingrene i det."

Som jeg ser det, har vi tre muligheder:

A. Behold det i en skuffe et eller andet sted, B. Sælg det til en samler (eller giv det til et museum) – eller C. Destruér det.

LÆS MERE FRA VICE Danmark: Sådan blev jeg nynazist

Den første mulighed med bare at ligge det i en skuffe eller på en hylde et eller andet sted, hvor vi ikke ville se det eller tænke på det, er nok den nemmeste. Men hvad er så overhovedet pointen i at beholde det? Argumentet for at beholde det (for at lære fremtidige generationer om nazismens rædsler) er jo ligegyldigt, hvis flaget bare samler støv i kælderen.

Den anden mulighed – at sælge det – er ekstremt kontroversiel og har vakt furore blandt historikere, akademikere og i den brede offentlighed. Man kan købe et vanvittigt bredt udvalg af diverse nazi-genstande – fra knive og regnjakker til ubrugte ruller toiletpapir.

eBay har en længere liste af nazi-ting, som online markedspladsen har forbudt (frimærker, breve og valuta = okay, MEN uniformer, våben eller andre genstande, der er udsmykkede med nazisymboler = forbudt. Ikke engang OL-medaljer fra de Olympiske Lege i Berlin i 1936 er tilladt).

Amazon har gennem årene haft tilbagevendende problemer med nazi-udstyr. En hurtig søgning på 'Nazi' eller 'swastika' giver masser af resultater med det samme, blandt andet ringe og mønter.

B'nai B'rith, den ældste jødiske service organisation i verden, har i mange år bedt Amazon om at fjerne nazi-genstande fra deres hjemmeside. Organisationens canadiske afdeling har sågar en online-underskriftsindsamling med næsten 700 underskrifter, men alligevel er nazi-objekterne relativt nemme at finde.

Den lille, landlige forstad St. Jacobs, der ligger omkring en time vest for Toronto i Canada, blev involveret i nogle kontroverser i sommeren 2015, da folk klagede over salget af antikke nazi-genstande fra krigstiden i en lokal antikvitetshandel – blandt andet manchetknapper, flag og dokumenter underskrevet af selveste Hitler.

Indehaveren Marcus Shantz udtalte til den lokale avis Waterloo Region Record, at butikken havde indstillet salget af genstandene efter at have modtaget klagerne.

"De her artefakter er symboler på had, og vi har ikke lyst til at bidrage til salget af dem," sagde han. "Min personlige holdning er, at det eneste sted, sådan noget her burde kunne ses, er på et museum, hvor de kan blive fortolket i en passende kontekst."

Og det er årsagen til, at så mange føler, at nazilevn ikke bare skal gemmes væk i et eller andet skab og glemmes. De er en del af historien, og hvis vi begraver dem, risikerer vi at glemme dem, der døde, eller det der er værre – vi risikerer at gentage historien.

Men det argument dør lidt i sagen om min families flag. Jeg tvivler stærkt på, at noget museum ville være interesseret i det, dets dårlige stand taget i betragtning. Desuden blev der formentligt fremstillet flere millioner flag i 1930'erne og 40'erne, så har vi virkelig brug for endnu et naziflag på et museum?

I november meldte Virginia Holocaust Museum om en markant stigning i anmodninger, som de modtog fra familier, der siden det seneste amerikanske valg var blevet interesserede i at donere nazi-relaterede samleobjekter, og at institutionen havde nået sit "mætningspunkt" for nazi-objekter.

Hvilket fører mig videre til tredje og sidste mulighed – at tilintetgøre flaget. Noget, som jeg har det overraskende ambivalent med.

De forbrydelser, der blev begået af nazisterne er ubeskrivelige, og de vækker stadig rædsel og sorg den dag i dag. Millioner af mennesker blev slået ihjel, tortureret, udsultet og brugt som forsøgskaniner i afskyelige eksperimenter. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er farligt at glemme fortiden. Hvis jeg ødelægger det her flag, tager jeg på en eller anden lille skal del i at viske mindet om, hvad Hitler gjorde, ud? Det er et ubehageligt spørgsmål at stille sig selv.

Tonen i og omkring det seneste amerikanske præsidentvalg mindede verden om, at nazister, ekstreme højrenationalistiske grupperinger og andre afskyelige mennesker stadig findes. Og de grove, racistiske udtalelser, der gennem det sidste års tid er blevet normen, har givet dem nyt mod.

Nu, mere end nogensinde før, skal vi huske på, at vi kun befinder os 70 år fra Hitlers tyranni. Det er mindre end én livstid.

Men hvad skal vi så gøre?

"Jeg synes bare, at vi skal rulle det sammen med et lagen og tage det frem en gang i mellem, når vi fortæller vores efterkommere om familiens historie," sagde min far.

Måske har han ret. Vi har jo stadig farfars medaljer og billeder fra hans tid i Europa, men det er anderledes med flaget.

Jeg er sikker på, at det fyldte ham med en eller anden form for stolthed at tage det flag ned fra væggen, og jeg kan lige se for mig, hvordan han nok smilede for sig selv, mens han gjorde det ved tanken om, at krigen endelig var forbi.

År blev til årtier, og hver gang han rakte hånden ned i sin skuffe efter en ren skjorte, og lige fik øje på det røde, hvide og sorte flag, er jeg sikker på, at de minder kom strømmende tilbage til ham.

Måske beholder vi det lige lidt endnu. For hans skyld.

Læs mere fra VICE:

Det hollandske bageri, der også er et gør-det-selv 2. Verdenskrig-museum

Hitler og de andre nazister var tossede med crystal meth og morfin

Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland

Tagged:
Canada
Hitler
hadi
Nazi
Historie
Vice Blog
Tyskland
2.Verdenskrig
hagekors
bedsteforældre
farfar