I vores klumme Hunter/Gatherer får vi indblik i, hvordan opfindsomme – og sultne – mennesker skaffer mad i det fri.
Er det muligt kun at leve af naturen i år 2016? Kun at leve af de dyr man kan fange, og de planter man kan samle på egen hånd?
Det er muligt, hvis man hedder Kimi Werner. Hun er en superwoman fra Hawaii. Hun er kok. Hun er model. Og så kan hun også holde vejret i fire minutter og 45 sekunder, hvilket er en fordel, når man er fridykker. Hun lever en misundelsesværdig tilværelse, hvor hun spiser friskfangede fisk og skaldyr hver eneste dag - og så bliver hun betalt for at surfe. Hendes Instagram profil er som en fotoreportage fra Den blå lagune.
MUNCHIES mødte den talentfulde øboer på Oahus nordlige kyst. I takt med at tidevandet gjorde sit indtog, tog vi en snak om, hvad der ligger til grund for hendes vanvittige livsstil, om hvordan det føles at bide hovedet af en blæksprutte og spise den.
MUNCHIES: Passer det, at du bider hovedet af blæksprutter, mens du stadig er under overfladen? Kimi Werner: Man bider ikke rigtig deres hoveder af. Man bider ned i deres hjerne for at slå dem ihjel så hurtigt som muligt. Man placerer munden over toppen på blækspruttens hoved, og så bider man ellers bare så hårdt, man kan. På den måde knuser man hjernen, og blæksprutten dør øjeblikkeligt.
A photo posted by Kimi Werner (@kimi_swimmy) on Jun 21, 2015 at 9:21pm PDT
Hvordan smager det? Det smager salt. Helt vildt salt. Som regel gør man det, mens man er under vand, så det eneste, man smager, er havvand. Altså, hvis man ved, hvordan blæksprutte smager, jamen så smager det af blæksprutte. Men til dem der ikke kender smagen, fortæller jeg, at det smager salt.
Er du nogensinde stødt på en blæksprutte med et hoved, der var for stort til, at du kunne bide i det? Ikke hvor hovedet var for stort. Men de største blæksprutters arme er så lange, at de kan få fat i alt på dig. Også din maske. Den sidste, jeg fangede, var en ordentlig kleppert, der vejede 4,5 kg. Dens tentakler var meget længere end en menneskearm, og den viklede sig rundt om mig, uanset hvor meget jeg forsøgte at holde den på afstand. Da jeg kom op til overfladen, havde den taget min bikinitop af, så jeg var topløs og i panik midt ude på havet. Blæksprutten sugede sig stadig fast til min ryg. På et tidspunkt lykkedes det mig at få fat i dens hoved og bide til. De store er meget sværere at håndtere, fordi de suger sig fast, hvor de kan komme til og kan hive både din maske og tøj af.
Wow, indsæt joke om japansk tentakel-erotika. Gjorde det ondt? Ja, min krop var dækket af sugemærker.
Var du bange? Nej, jeg var totalt flad af grin. Min veninde Jessica var med mig ude på havet den dag, og hun kunne slet ikke lade være med at grine af, at jeg var kommet topløs op til overfladen. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til.
A photo posted by Kimi Werner (@kimi_swimmy) on Nov 20, 2015 at 6:53pm PST
Den blæksprutte må have været lækker. Spiste du den efterfølgende? Det gjorde jeg, og den smagte fantastisk. Jeg gned den med havsalt, som jeg havde skaffet fra et udtørret tidevandshul. På den måde kommer man af med det slimede lag, der dækker blæksprutten, samtidig med at man mørner kødet. Så puttede jeg den i en gryde og lod den simre i øl.
Når jeg så får lyst til varm mad, steger jeg nogle stykker i lidt smør og tilsætter hvidløg og lidt salatblade, jeg har groet i min have, og slutter af med lidt kokosmælk; det smager himmelsk sammen med ris. Har jeg lyst til noget koldt, laver jeg en hurtig blæksprutte ceviche og spiser den med tortilla chips.
Hvor meget af det mad, du spiser i løbet af en dag, har du selv fanget eller groet? Mindst 75 procent af det. De fleste af de proteiner, jeg spiser, kommer fra naturen: fisk, hummer, krabbe, blæksprutte og alt andet godt fra havet. Jeg går kun på jagt én gang om ugen, og uanset hvor meget jeg fanger, deler jeg det altid med andre. Det fantastiske er, at folk også altid deler deres mad med mig. Den anden dag fik jeg noget råvildt fra nogle af de lokale jægere, som jeg tidligere havde givet lidt fisk. Jeg får også en masse frugt fra mine naboer. Hvis jeg ikke selv har fanget den mad, jeg spiser, er der nogen i min omgangskreds, der har fanget det for mig.
A photo posted by Kimi Werner (@kimi_swimmy) on Dec 5, 2013 at 2:47pm PST
Går du så nogensinde i supermarkeder? Ja, det gør jeg helt klart, men mindre end før i tiden. Som regel for at få de kulhydrater jeg ikke selv kan anskaffe: ris, mel, brød og olivenolie.
Apropos brød og ris, hvad er dit forhold til stenalderkost? Størstedelen af min mad består af grøntsager og proteiner, men jeg er ikke tilhænger af det ekstreme. Jeg har nok i at vide, at det enten er mig selv, eller nogen jeg kender, der har fanget, den mad jeg spiser. Jeg vil gerne vide, hvor maden kommer fra. Det gør det mere meningsfuldt for mig at spise.
Har du nogensinde regnet på, hvor mange penge du har sparet ved ikke at skulle så meget på indkøb? Nej, det har jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at jeg har sparet mange penge. Jeg bruger ikke særligt mange penge, og jeg elsker at lave mad. Jeg laver mad hver dag, men jeg køber sjældent ind.
Det var en fantastisk følelse at komme hjem med noget jeg selv havde fanget. Det smagte så meget bedre og det gjorde mig virkelig lykkelig. Det føltes lidt som at blive forelsket.
Hvordan kom du i gang med at leve på denne her måde? Jeg er opvokset med denne her måde at leve på. Vi boede ude på landet på Maui, og mine forældre var meget fattige. Der var ikke nogle supermarkeder i nærheden og heller ikke særligt mange mennesker. Mit liv var endnu mere vildt dengang, end det er i dag. Mine forældre etablerede en kæmpe imu – en stor jordgrav – i vores forhave, som de fyldte op med varme lavasten og dækkede med bananblade. Der kunne vi tilberede mange af de dyr, mine forældre opdrættede: kalkuner, kyllinger, små perlehøner, kaniner og køer.
Min far var også harpunfisker, og min mor var vild med at fouragere. Det ændrede sig senere i deres liv i takt med, at de begyndte at tjene flere penge. Min far blev bygningsarbejder, og min mor læste til sygeplejerske. Vi flyttede til en større by og blev så småt en "normal" familie. Med det mener jeg, at vi begyndte at gå på restaurant og købe vores mad i supermarkedet, hvilket var en svær omvæltning for mig. Jeg savnede vores gamle livsstil. Jeg kan huske den første gang, jeg smagte æg fra supermarkedet - jeg syntes, det var vildt ulækkert. Det var meget svært for mig. Med tiden vænnede jeg mig til det, men jeg har altid haft nogle gode minder om min barndom.
Jeg gik ud fra, at den måde at leve på hørte fortiden til, indtil jeg dimitterede fra gymnasiet. På det tidspunkt flyttede jeg til Oahu og begyndte på kokkeskole. Dér gik det pludselig op for mig: hvorfor kan jeg ikke leve på samme måde nu? Det var på det tidspunkt, at jeg kastede mig over harpunfiskeriet. Det var fantastisk. I begyndelsen fangede jeg kun små fisk, men det var en vild følelse at komme hjem med noget, jeg selv havde fanget. Det smagte så meget bedre, og det gjorde mig virkelig lykkelig. Det føltes lidt som at blive forelsket.
A photo posted by Kimi Werner (@kimi_swimmy) on Nov 30, 2015 at 2:56pm PST
Hvad er hemmeligheden bag dit udseende? Saltvand og alt godt fra havet er en af grundene. Men jeg tror også, det betyder noget, at man er glad for det, man laver. At give sig selv lov til at gøre de ting man holder mest af. Det er det, børn er så gode til, men når de glemmer det, bliver de hurtigt voksne.
Er det sandt, at du kan holde vejret i fire minutter og 45 sekunder? For at lære dig selv at holde vejret er du nødt til at lære dig selv, hvordan man slapper af, og hvordan man ikke lader sig påvirke af frygt. Man skal være til stede i nuet. Som regel holder jeg kun vejret i to minutter, når jeg fisker, bare for at give mig selv lidt tid at løbe på, hvis der skulle gå noget galt. Men ja, det længste jeg har holdt vejret var i fire minutter og 45 sekunder.
A photo posted by Kimi Werner (@kimi_swimmy) on Nov 23, 2015 at 7:32pm PST
Har du nogensinde været i fare? De mest skræmmende oplevelser har været, når dem, jeg har dykket med, er besvimet. Hvis man holder vejret for længe, eller bruger for meget energi mens man dykker, risikerer man at besvime. På land kan man blive ved med at trække vejret, når man besvimer. Under vandet er der nogle andre spilleregler, da man i stedet for at trække vejret kommer til at hive store mængder havvand ned i lungerne. Det er mere eller mindre dræbende. Mine mest uhyggelige oplevelser har været de gange, jeg skulle trække mine dykkermakkere hurtigt op til overfladen for at få dem til at trække vejret igen.
Der er også mange ål. De er pænt creepy. Når jeg fisker i grotter, kommer de sommetider efter mig med deres skarpe tænder. Og hajer selvfølgelig – når en tigerhaj dukker op ud af det blå og snupper den fisk, du lige har fanget, er det en uhyggelig oplevelse.
Har du nogle gode råd til dem, der går rundt med en drøm om at flytte til Hawaii for at leve ligesom dig? Mit eneste råd må være: bare gør et forsøg. Det er godt for havet og for jorden. Havet giver os så meget sjov, mad og lykke. Det er op til os at redde havet, og jeg mener, at der er noget ekstremt bemyndigende ved at overlade ansvaret til de, som lever af havet. Det er op til dem, som lever af havet, at blive en slags havets vogtere, at være gode forbilleder for alle andre og at tale havets sag.
Tak fordi du tog dig tid til at tale med os.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i december 2015.