Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Schweiz
Jeg skal nok starte med at sige, at vi allerede er blevet skilt igen. Jeg burde måske have regnet ud, at vores ægteskab var forbandet fra starten. Jeg giftede mig trods alt med en moderat succesfuld musiker med hang til vilde fester. Men selvom jeg var kritisk omkring situationen, så ville jeg give det et forsøg, før jeg afviste hele tanken om at blive gift. Så jeg opgav mit gode liv som journalist i Schweiz for at blive gift og efterlod familie og venner derhjemme. Jeg forlod Zürich, min yndlingsby i hele verden, for at flytte til en kedelig flække i Kansas. Min fremtid var usikker.
Videos by VICE
Da jeg ankom til Kansas, besøgte jeg en masse blomsterhandlere og konditorer sammen med min kommende svigermor. Man kunne sige, at det var mit drømmebryllup – udover at jeg altså aldrig havde drømt om et bryllup. Da jeg sad på gulvet i et prøvelokale, omgivet af brudekjoler og billige flasker prosecco, gik det op for mig, at det her bryllup aldrig ville gøre mig glad, lige meget hvor elegant det blev arrangeret. Derfor besluttede jeg, at nogen i hvert fald skulle være glade: Min kommende mands familie.
I to måneder op til min bryllupsdag voksede min vennekreds og min familie til tredobbelt størrelse, uden indsats fra min side. Jeg skulle fejre den såkaldt bedste dag i mit liv sammen med fremmede. Og eftersom der åbenbart ikke er særlig meget at lave i Kansas udover at formere sig, så ville de her store flokke af fremmede æde vanvittige mængder mad. Hvordan skulle jeg få råd til det?
Min opsparing bestod af en beskeden pension, som jeg havde samlet sammen i Schweiz, og den blev kun hjulpet på vej af lidt økonomisk hjælp fra mine svigerforældre og min mor. Som indvandrer måtte jeg ikke arbejde i USA endnu.
På grund af antallet af maver, der skulle mættes, besluttede jeg mig for en simpel menu beståede af ris, nudler, salat og – som højdepunktet – hjerteformet kyllingebryst. Jeg ville jo gerne være i stand til at tilbyde mine gæster noget særligt. Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det ville blive den værste dag i deres liv.
Jeg havde travlt med at skovle folks lort op i tupperware.
Middagen blev tilberedt i køkkenet på et mellemstort hotel i vores lille by. Vi havde lejet festsalen. Mens jeg som nygift brud drak min nervøsitet væk i alt for stærke gin and tonics serveret i plastikkrus, gik mine gæster løs på den billige kylling, der lå i bunker på buffeten. Hele aftenen skulle jeg høre på, hvor ”skide sød” den hjerteformede kylling var. Sikken et “vidunderligt symbol på kærlighed” med sådan et stykke kød. Sidst på aftenen var buffeten lige så tom som browserhistorikken hos en nygift pornonarkoman.
Magien var væk næste morgen. Jeg havde stygge tømmermænd, min mand kom ikke tilbage fra sin ”tur med gutterne” før tidligt om morgenen, og mit hus lignede et hostel i højsæsonen. Men inden min mand kunne sove sin brandert ud, begyndte alt at gå galt: Med frygt i øjnene og bræk sprøjtende ud af kæften, nåede han akkurat toilettet i tide. De næste timer tilbragte han enten på toilettet eller på den lille madras, han havde slæbt hen til badeværelset med sine sidste kræfter, så han i det mindste kunne sove lidt, inden det næste bræk-og-lort-anfald satte ind.
Vi kunne ikke skyde skylden på alkoholen, for alle de andre gæster havde det lige så dårligt. Udover alle de andre symptomer fik min mor feber og krøllede sig sammen i fosterstilling på sofaen af smerte – når hun ikke stod i kø til toilettet. Mens min svigermor kørte folk til hospitalet i pendulfart, endte to gravide gæster næsten på intensivafdelingen på grund af væsketab, og min mands oldgamle bedstemor forsøgte uforvarende at slå sin rekord for flest brugte bleer på én dag på grund af akut diarré.
Jeg havde travlt med at skovle folks lort op i tupperware, så vi kunne finde frem til årsagen. Min første officielle opgave som nygift var altså at transportere min mands afføring i en plastikbeholder. Jeg spændte bøtten godt fast i passagersædet, så jeg kunne få den sikkert til hospitalet. Diagnosen: Fødevaresikkerheden var blevet ignoreret, og den hjerteformede kylling var propfyldt med salmonella.
Jeg brugte de næste dage på at skrive ”undskyld, jeg forgiftede dig” på alle takkekortene og håbede, at ingen af gæsterne ville sagsøge mig for at have gjort skade på dem, men de lokale myndigheder i Kansas gik skridtet videre og lavede en undersøgelse af hotelkøkkenet. De fandt selvfølgelig ingenting. Mine gæster havde spist rub og stub, og efter chefen havde givet de ansatte en voldsom opsang, var alle andre beviser selvfølgelig blevet fjernet. I sidste ende skulle jeg stadig betale for hele buffetten.
Det eneste, hotellet kompenserede os for, var champagnen. Som hoteldirektøren skrev i en mail, var det for at ”berolige mine hårdtprøvede nerver”.
Ih, tak!
