Min eks udstillede mig i en bog, uden at jeg kunne gøre noget

Der dukkede et opslag op i Camillas Facebook-feed. Et billede af forsiden på en bog og kommentaren: “Kan varmt anbefales.” Camillas ekskæreste havde udgivet en bog om deres forhold og deres brud. Han havde brugt hendes rigtige navn, skrevet, hvor hun boede, navnene på hendes venner, at hun var promiskuøs og gik i seng med mange, og hvilke sygdomme hun led af. I bogen beskrev han hende også som følelseskold og direkte ond overfor ham.

Det her er Camillas fortælling om, hvordan det føles, når ens privatliv og identitet pludselig bliver krænget ud i en bog, uden at man selv har nogen rettigheder eller mulighed for at sige fra. I modsætning til regulær hævnporno har du nemlig ikke nogen juridiske rettigheder, hvis nogen vil skrive om dig eller hænge dig ud i en bog med navns nævnelse.

“Rent juridisk har du ret til fysiske billeder af dig, men du har ikke retten til eget selvbillede,” som Camilla siger.

Bogen om Camilla blev udgivet i sommeren 2018 på et tidspunkt, hvor hun følte, at hun endelig var ved at få lidt styr på sit liv. Hun var 32 år, færdiguddannet, havde fundet et arbejde og var flyttet til udkanten af København, hvor der var grønt og luftigt. Hun havde ikke talt med sin ekskæreste Jakob i næsten to år. Et psykisk drænende forhold, hun heldigvis var ved at komme sig over. Hun havde aktivt valgt mænd fra og havde ikke haft sex i over et år. Hun var på rette vej. Det var på det her tidspunkt i sit liv, at Camilla sad på sit arbejde og så opdateringen på Facebook. Bogen med citatet, der gjorde hende bange og mistænksom.

Hendes eks Jakob, som er forfatter, havde godt nævnt, kort før hun slog op, at han måske ville skrive en bog. Han virkede meget hævnfikseret. ”Han truede med, at han ville offentliggøre mit svigt for hele verden. Han var virkelig langt ude, og jeg havde faktisk ondt af ham. Han sagde, at det hjalp ham at skrive det hele ned, og det kunne jeg jo ikke forhindre ham i. Jeg sagde dog, at jeg i det mindste ville se det, og at jeg ville anonymiseres,” siger Camilla.

Nu stod hun med resultatet midt i boghandleren, hvor der kun var ét eksemplar tilbage. Hun tog bogen med den sorte skrift, åbnede den, og så væltede ordene ud i ansigtet på hende. For der stod hendes navn. Hendes eks havde udgivet en bog om hende, deres forhold og deres brud.

”Jeg fik hjertebanken og havde svært ved at få luft, alt sortnede, og jeg var lige ved at besvime. Jeg blev overvældet af en masse paranoide tanker om, hvad han mon ellers havde udgivet. Jeg stod uden for boghandlen og begyndte at google på min telefon og kunne se, at bogen allerede var udsolgt fra forlaget. Så det var en af de sidste, jeg stod med.”

Hun cyklede hjem og begyndte at læse. I bogen beskrev Jakob deres forhold indgående.

”Det var enormt grænseoverskridende at læse de passager, der handler om sex. Jeg har ikke lyst til, at nogen skal læse om, hvordan jeg ser ud, når jeg kommer. Et parforhold er jo vanvittigt intimt, ikke kun seksuelt. Det er der, man deler sine inderste tanker, hemmeligheder og sine allersvageste og sårbare sider. Og man har en tillid til, at det ikke kommer videre. I hvert fald ikke i bogform,” siger Camilla.

Bogen er en genre inden for litteratur og film, der hedder autofiktion. En genre, der blander fiktion med fakta. Et af de mest omtalte autofiktion-værker er norske Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp, og danske forfattere som for eksempel Knud Romer og Morten Pape har også haft stor succes med genren.

”Jeg følte mig blottet. Det var som at se en film om sig selv, med en der ligner mig, gør som mig, men som ikke er mig. Jeg oplevede det hele igen, selv om det var ud fra hans synspunkt. For mig var det forhold et overstået kapitel og noget, jeg havde brugt rigtige mange kræfter og tid på at komme videre fra. Så at stå der, to år efter, og blive konfronteret med det igen var helt vildt hårdt.”

Hun fortæller, at hun kunne genkende alle situationer og samtaler, der beskrives i bogen. Men hun kunne slet ikke genkende det billede, han havde tegnet af hende. ”Han skriver, at jeg går i seng med alle mulige mænd, weekend efter weekend. Hvilket er løgn. Og så beskriver han mig som en, der tager enormt let på vores brud, som om jeg var helt ligeglad med hans følelser.”

Efter det umiddelbare chok var aftaget, brugte Camilla et par uger på at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Skulle hun kontakte Jakob selv eller måske forlaget? Kunne hun overhovedet gøre noget? Måske skulle hun bare lade det ligge, måske overreagerede hun?

”Men så læste jeg en anmeldelse af bogen i en stor dansk avis, hvor anmelderen skrev, at han syntes, at den skulle uddeles i klassesæt til samtlige 9. klasser i landet. Dér gik jeg i panik,” siger hun.

Hun følte, hun var offer for følelseshævnporno – bare uden de rettigheder, der gælder ved regulær hævnporno. I desperation kontaktede hun Københavns Retshjælp og Danske Medier, men svaret var det samme; den kunstneriske ytringsfrihed vægter højest.

Herhjemme er flere autofiktive bøger blevet efterfulgt af sagsanlæg fra de personer, der fremstilles. Blandt andet blev forfatter Aydin Soei sagsøgt for æreskrænkelse af familien til en mand, der optræder i hans bog ‘Forsoning’. Aydin Soei vandt sagen. Det samme gjorde kunstneren Claus Beck-Nielsen, hvis tidligere kunstneriske partner sagsøgte ham for at bruge dennes billede på forsiden af sin bog, samt navne og oplysninger om hans familie og hans bopæl. Der var heller ikke noget at komme efter.

“Når det drejer sig om den type af litteratur, så er det meget vanskeligt at gøre noget rent juridisk, da det falder ind under kunstnerisk ytringsfrihed, og grænserne der er meget vidde,” siger Vibeke Borberg, som er chef for forskning og viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Camilla kontaktede Jakob over mail. Hun forsøgte at appellere til hans empati og forståelse. Men Jakob var ligeglad. Han svarede, at det var hendes mindreværd, der talte. ”Da jeg spurgte ham, hvorfor han havde brugt mit navn, var hans svar, at situationen krævede det. Han blev ved med at forsvare sig med, at historien havde en værdi for andre, fordi den beskriver noget universelt. Men hvis det handler om det, så burde det jo ikke betyde noget at ændre mit navn. Han sagde selv, at han ikke ville have ændret et ord, selv om han havde vidst, hvordan det ville påvirke mig,” siger Camilla.

Han skrev i en mail, at han var ked af, at hun kunne tro, at han har skrevet bogen for at hævne sig, men at det nok hang sammen med det billede, hun i sit eget hoved havde skabt af ham som en voldelig og hævngerrig person. Noget, der ikke stemte overens med virkeligheden, da alle andre så ham som et godt og kærligt menneske.

I den afslørende bog var der ikke et eneste kapitel af den psykiske vold, som Jakob ifølge Camilla udsatte hende for i deres forhold.

De mødtes i 2012 hos en fælles veninde. Han var netop blevet færdig på forfatterskolen, og hun var 25 og skrev bachelor på RUC. De drak rødvin og grinede. Han havde glemt sin cykel, så hun lånte ham sin og satte sig op bagpå, inden de kørte ud i den efterårskolde Københavnernat. Han købte kakao og kyssede hende foran 7-Eleven.

Efter et par måneder begyndte Jakob at trække sig. En dag troppede han op på hendes arbejde og sagde, at de ikke skulle ses mere, fordi Camilla ikke var god nok til ham. Senere ændrede han mening, og efter et års tid flyttede hun med ham til en lille by i Jylland. Han var træt af storbyen og ville prøve noget nyt.

Da de var flyttet sammen, gik det op for Camilla, at der var noget galt. Hun oplevede, at Jakob altid havde ret, og hvis Camilla forsøgte at udfordre ham eller var uenig, kunne han med et blik eller med tavshed få Camilla til at holde mund. Han havde ordet i sin magt og brugte sine evner til at dominere. “Han havde en helt særlig evne til at få mig til at føle mig dum og forkert. Jeg følte aldrig, at jeg kunne gøre ting rigtigt eller godt nok. Mine venner var ikke gode nok, jeg var ikke intellektuel nok til ham og hans venner, og mine ønsker om fremtiden betød intet,” siger Camilla, som, når hun ser tilbage, fortæller, at hun blev udsat for psykisk vold.

Ifølge en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings-og analysecenter for Velfærd fra august 2018, er psykisk vold den mest udbredte form for partnervold. Man estimerer, at fire ud af 100 kvinder har været udsat for psykisk vold inden for det sidste år.

To år inde i forholdet fik Camilla en depression. Hun fortæller, at hun ikke fik støtte fra Jakob, som i stedet valgte at ignorere hende. Derfor pakkede hun sine ting og flyttede tilbage til København under dække af at få ro til at skrive sit speciale færdigt. Det endte med et regulært brud, men ifølge Camilla ville Jakob ikke acceptere hendes beslutning. Hun fortæller, at han var vred og ringede mange gange om dagen, sendte sms’er, beskeder på messenger og emails. Han sagde, at Camilla havde ødelagt det hele, at hun var ond, en led kælling og kun ude på at såre ham. Han truede også med at begå selvmord.

“Jeg kunne slet ikke kende ham. Han var enormt aggressiv. Og det havde jeg aldrig oplevet før,” fortæller Camilla.

Dog kunne hun ikke stoppe kontakten med ham, som alle hende venner ellers rådede hende til.

”Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at han skulle have det så dårligt. Jeg elskede ham jo stadig, og jeg ville gerne være der for ham. Det handlede nok også om, at jeg gerne ville forsvare mig selv. Han anklagede mig for så mange ting, jeg ikke havde gjort.”

Jakob ringede og skældte ud, når han var fuld. Han skældte hende ud for, at hun forsøgte at være omsorgsfuld og venlig overfor ham, og han kunne skrive tyve beskeder i træk og ikke give sig, før hun svarede. Han krævede, at hun fortalte ham, om hun havde været sammen med andre. Når hun nægtede at svare, råbte og skreg han. “Jeg havde så dårlig samvittighed overfor ham. Men til sidst blev jeg nødt til at lægge på. Efter en samtale sendte han et billede af mine stole, som jeg ikke havde fået hentet endnu. Han havde flænset betrækket fuldstændigt med en kniv,” siger Camilla.

Til sidst blev det hele for meget. Camilla kunne ikke koncentrere sig om det speciale, det var meningen, hun skulle skrive. Hun blokerede ham på Facebook og tog ikke telefonen, når han ringede. Snart begyndte hun at mærke sit gamle glade jeg boble frem under overfladen. Hun meldte sig ind i et politisk parti, hun rejste og tog på festivaler. Og to år efter blev Jakobs bog om Camilla så udgivet.

Efter udgivelsen mødte Camilla en ældre forfatter, som sagde, at hun var nødt til lægge hændelsen bag sig, og at hun bare ville få en masse uønsket opmærksomhed, hvis hun råbte op. Det er ligesom at stille sig op på en plads og råbe, ‘denne her bog skal I ikke købe,’ sagde forfatteren.

“Der fik jeg bekræftet, at hvis man tager til genmæle, så sikrer man bare, at bogen bliver endnu mere udbredt. Og selv om det føles sådan for mig, så er det ikke æreskrænkelse rent juridisk. Der er ikke andet at gøre end at tie det ihjel,” siger Camilla.

Camilla og Jakob hedder i virkeligheden noget andet. De er anonymiserede i artiklen, fordi hun ikke ønsker, at fremtidige arbejdsgivere, bekendtskaber eller resten af Danmark kan sætte hende i forbindelse med hans beskrivelse af hende. Den omtalte bog kan købes, men vi vælger ikke at bringe titlen, fordi det gør det muligt at identificere de involverede.

Artiklens forfatter har læst og er i besiddelse af alle mailkorrespondancer, der refereres til. I disse mails gør ‘Jakob’ det klart, at han ikke kan genkende det billede, ‘Camilla’ har af ham, at han ikke vil ændre noget i bogen, og at han ikke ønsker at have yderligere kontakt med hende.
‘Jakob’ er forelagt indholdet af artiklen og ønsker ikke at kommentere på den.