Min ekskæreste troede, han var romantiker – i virkeligheden var han stalker

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg voksede op med film som (500) Days of Summer, Love Actually og en masse andre romantiske komedier, der har overbevist mig om, at kærlighed handler om stædig vedholdenhed. Det er oftest en fyr, som bestemmer sig for at sætte alt ind på at vinde sin drømmepiges hjerte, selv hvis hun ikke er interesseret eller allerede er i et forhold med en anden. Det vigtigste er, at fyren aldrig giver op.

Jeg elskede de film med deres håndskrevne kærlighedserklæringer, dyre chokolader og gaver – en romcom-helt kunne have slået en græsplæne, og jeg ville have fundet det vanvittigt romantisk. Min håbløst romantiske teenagehjerne var overbevist om, at jeg ville finde Den Eneste Ene, når først han besluttede sig for at jage mig som Noah i The Notebook, og de 365 breve han sender sin eks.

Og det var også, sådan det gik – og det var lige præcis det, jeg ikke ville have.

Et års tid efter vi havde slået op, havde min ekskæreste allerede oprettet adskillige konti på forskellige sociale medier som Facebook og Instagram med det ene formål at få mig i tale igen. Det var ikke ligefrem 365 breve i løbet af et år, men du kan nok se, hvor jeg er på vej hen.

Vores forhold var aldrig det bedste, men da vi først mødtes, var han sjov og charmerende, og jeg var på udkig efter en kæreste, så vi fandt hurtigt sammen. Hans venner kunne lide mig, mine venner tolererede ham. Men da vi slog op, holdt han hurtigt op med at være sjov og charmerende – i stedet blev han led. Det var en side af hans personlighed, som jeg havde oplevet i glimt, når han var vred på en af sine samboer eller havde besluttet sig for, at han ikke kunne lide en af mine venner, men han havde aldrig rettet vreden mod mig.

Det var langt fra et gnidningsfrit breakup. Der gik et par uger, hvor vi begge legede med ideen om at finde samme igen. Men i sidste ende var det slut. Jeg sagde til ham, at vi ikke kunne tale sammen længere, og han var enig. Jeg blokerede ham for at undgå fristelsen for vores begges skyld.

Den første nye konto dukkede op, allerede et par dage efter jeg havde blokeret ham. Det skete via Facebook. Han brugte sit eget billede, men et andet efternavn, og sendte mig en beskedanmodning. Jeg accepterede den ikke, men det fik ikke mine alarmklokke til at ringe. Han ville tale med mig, men jeg havde ikke lyst til at tale med ham. Det er da ret normalt oven på et breakup, ikke? Jeg lod bare anmodningen ligge ubesvaret i indbakken, men han blev ved med at sende beskeder fra den samme konto henover de følgende par måneder. Nogle gange var beskederne undskyldende, og andre gange var de bebrejdende og fulde af vrede. Han kaldte mig ”kælling” og en ”kusse” og skrev, at det var min skyld, at vores forhold gik i vasken. Jeg blokerede først den nye konto, da han begyndte at blive grov.

Den første Instagram-konto fulgte en måneds tid efter. Jeg fik en beskedanmodning, men der var ingen billeder på kontoen. Han fulgte ikke nogen, og ingen fulgte ham. Det var tydeligvis en konto af den type, som folk laver for at se ekskærestens stories. Det er lidt creepy, men der er ikke noget odiøst i det. Jeg fandt først ud af, at det var ham, da han begyndte at sende mig beskeder – denne gang via forskellige konti, som var opkaldt efter ord og sætninger, som havde særlig betydning i vores forhold.

Jeg fik det dårligt, hver gang han sendte mig en besked. Jeg gjorde, som man gør i den situation – det, ens venner og de forskellige platforme råder en til at gøre – jeg blokerede ham. Men han holdt ikke op. Til sidst gik jeg til politiet for at høre, om der var noget, de kunne gøre. De kunne bede ham om at holde op, men det var alt. Hvis han ikke holdt op, var der ikke mere at gøre.

Jeg var stadig ikke faldet til ro, selv efter der var gået otte måneder uden beskeder fra ham. Jeg vidste, han ville vende tilbage. Jeg ventede bare på den næste konto.

Under mit sidste år på uni dukkede en ny fyr op på et af mine kursushold, og vi blev hurtigt venner. En aften ringende han til mig og spurgte, hvorfor jeg havde fortalt min ekskæreste, at jeg havde været ham utro med ham. (Det havde været helt umuligt – jeg var sammen med min eks for to år siden, længe før jeg mødte min ven.)

Min stalker var begyndt at sprede rygter om mig ude i virkelighedens verden. Jeg modtog endnu en besked fra ham: ”Hvad hedder din ven til efternavn?” Jeg blokerede ham.

For et par uger siden hørte jeg første gang om skyderiet på Capital Gazette i Maryland. Gerningsmanden Jarrod Ramos blev i 2011 dømt for at mobbe en klassekammerat på nettet, hvilket fik ham til at angribe avisen, som havde dækket sagen. Fem medarbejdere på avisen blev dræbt. Jeg fik det dårligt af at læse om det. Jeg sad ved mit skrivebord og læste alt, jeg kunne finde om sagen.

Jeg aner ikke, hvad min ekskæreste er i stand til at gøre. Jeg havde aldrig troet, at han ville stalke mig. Alle mine konti på sociale medier er åbne for offentligheden. Hvis han bare ville udspionere mig, kunne han have gjort det uden at oprette nye konti selv. Det føles, som om han ville have, at jeg skulle vide, at han bevidst overskred mine grænser. Det er det mest skræmmende ved det. Lige meget hvor tit jeg blokerede ham, kunne det ikke stoppe ham.

Der er gået to måneder, siden han forsøgte at kontakte mig sidst. Det hele føles lidt mindre skræmmende nu, men når jeg får en ny beskedanmodning, løber det mig stadig koldt ned ad ryggen.