Døren ind til mit værelse gaber en lillefingerspids’ bredde. På et vakkelvornt skrivebord står det dybeste fladskærmsfjernsyn siden sommeren 2001 og en fastnettelefon, der hverken virker eller har videre æstetisk funktion. Der er spindelvæv på ledningerne.
På gulvets røde væg-til-væg-tæppe er der store pletter, og i mit skab ligger der, udover rene håndklæder og 10 plastikkrus, et eller andet viklet ind i et håndklæde nede på bunden. Håndsæben og shampooen på badeværelset er boltet fast til væggen, og her er yderligere 10 plastikkrus og lidt spindelvæv.
Videos by VICE
Derudover består værelset af, hvad der nok er ment som en hyggekrog med to stole, et bord og den ringeste PH lampe-efterligning på denne side af Det Kaspiske Hav.
Jeg er på Hotel La Tour, et skoleeksempel på lavkultur i udkanten af det, der for få måneder siden var hele EU’s kulturhovedstad, Aarhus, byen, de amerikanske modemagasiner ikke kan få nok af. Nærmere bestemt på Randersvej, en stejl indfaldsvej halvvejs ude ved motorvej E45.
Hotel La Tour er et specielt sted. Det har opnået ikonisk status i Aarhus, og de fleste kender til det, men næsten udelukkende fra at have kørt forbi på vej til IKEA. Ingen, i hvert fald ingen, jeg kender, har boet der, selvom alle kan snakke med om det dér underlige sted på toppen af Randersvej.
Derfor tjekker jeg ind på La Tour klokken 14. Jeg spørger ved samme lejlighed receptionisten, om jeg kan bestille bord på restauranten til i aften, men det er åbenbart ikke nødvendigt.
La Tour åbnede i 1957, blev ombygget i 1999 og har navn efter det vandtårn, det ligger ved siden af. I over 10 år har der været rygter om, at hotellet skulle lukke, og for to år siden gav kommunen grønt lys for et større byggeprojekt på grunden. Projektet, La Tour Tower, vil blive et 95 meter højt boligbyggeri med plads til op til 280 boliger. Nyt, nyttigt og lige til.
Hotellet, eller rettere sagt grunden, er derfor efter alt at dømme næste skridt i den fremskridende byfornyelse, Aarhus er midt i. Og hotellet, der ligger på Aarhus’ højeste punkt, står nu som en markering af, hvor langt tidevandet er kommet. Derfor venter La Tour på enden, og der er ingen grund til at prøve at forbedre nu.
På mit værelse er badeværelset beklædt med grønne fliser så gamle, at de faktisk blev moderne for et par år siden for derefter at blive passé igen. Jeg har valgt et rygerværelse. Ikke så meget fordi jeg rent faktisk er ryger, men fordi det er en sjælden mulighed. Summa summarum lugter her som et værtshus, og der står et hvidt porcelænsaskebæger på bordet i hyggekrogen. Der er ingen udsugning, så eneste mulighed for lufte ud er ved at åbne døren ud imod den blæsende parkeringsplads.
Der er noget udansk over hotellet. Det ligner et amerikansk motel fra en Tarantino-film, hvor bagbundne politimænd får skåret ørene af bag hvert kniplingsgardin. Der holder Fiat Punto’er og Renault Clio’er foran, og her lugter af tristesse og utroskab. Baltiske businessmænd i dårlige jakkesæt står og ryger.
Det ligner et sted, mænd med solbriller på om natten stille lirker sig ind på værelserne og snitter halsen over på sovende snushaner, mens Simon & Garfunkel synger “Hello Darkness My Old Friend“.
Det er nemt at forfalde til slumromantik og begynde at bilde sig selv ind, at La Tour er smukt på sin egen måde og bør fredes i denne hastigt forandrende, moderne verden, hvor det hele skal være så pænt, men det skal man med det samme lade være med. Det er ringe.
På Tripadvisor har hotellet fået to ud af fem mulige stjerner baseret på 120 anmeldelser, hvilket er en exceptionelt dårlig score. Hotellet er ikke, ”som man kunne forvente”, skriver en tidligere gæst i en online-anmeldelse, og det kan næppe forklares mere præcist. La Tour er fænomenalt dårligt, men dog fænomenalt. Det stikker ud, modsat de anonyme forretningshoteller i midtbyen, der er lige gode, og derfor er valget mellem det ene eller det andet tæt på ligegyldigt.
Og hvis La Tour er det omvendte af ligegyldigt, så må det være bemærkelsesværdigt. Og det er måske ikke så ringe endda.
I restauranten er jeg, ud over to enlige damer og et påfaldende velklædt ungt par, alene. Jeg bestiller en oksesteak med bernaisse, og det er det sløjeste måltid mad, jeg har fået i årevis. Bagefter går jeg tilbage til mit værelse og ser lorte-tv.
Omkring klokken 10 kører to mænd i en mørk varevogn ind på parkeringspladsen og går ind på værelset ved siden af mit. Væggene er papirtynde, og jeg kan tydeligt følge med i mine nye naboers højlydte skænderi.
Så gør jeg mig klar til at sove. Udover nøglelåsen kan værelset kun sikres med den ene halvdel af en kædelås. Jeg barrikaderer døren med de to stole fra hyggekrogen og lægger mig til at sove.
