Min personlige træner bedøvede mig og slog mig næsten ihjel

Denne artikel er udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.

En aprilmorgen kom min personlige træner forbi mit hjem i Irvine i Californien for at kigge på det løbebånd, jeg havde sat til salg.

Videos by VICE

Så gav han mig en pille, en lille gul “slanke-pille”, og en chokoladedrik.

“Hvad er det?” spurgte jeg. “Der er noget blåt i.”

Han sagde: “Det skal du ikke bekymre dig om. Det er nok bare noget i glasset…”

Jeg kan ikke huske særlig meget af den næste halve time, men jeg kan tydeligt huske min næste følelse: Jeg havde ikke noget tøj på og lå på min søns seng. Jeg kunne ikke sige et ord. Det føltes, som om jeg var i narkose.

Før jeg vidste af det, havde min træner viklet mit hoved ind i husholdningsfilm og smadret det ind i væggen. Han skreg, at han ville slå mig og min 12-årige søn, Nathaniel, som heldigvis ikke var hjemme, ihjel.

“Jeg skal nok give dig sex,” kan jeg huske, jeg sagde. “Jeg giver dig penge. Jeg giver dig, lige hvad du vil have. Bare du ikke slår mit barn ihjel…”

Jeg ved ikke, om jeg selv hoppede, om jeg faldt, eller om han skubbede mig – jeg aner det ikke – men til sidst røg jeg ud over gelænderet på første sal og faldt 3-4 meter ned. Jeg landede i køkkenet og formåede at komme ud af døren og løbe over til min nabo og ringe til alarmcentralen. Politiet dukkede lidt efter op sammen med en ambulance.

Senere på aftenen kørte de mig hjem til min ven, hvor han og hans kone tog imod mig i døren. De siger, at de aldrig vil glemme, hvordan jeg så ud.

Jeg har blå øjne, men de siger, at da de så mig den aften, var mine øjne sorte – som om min sjæl havde forladt min krop.


Den aften i 2002 slog min personlige træner mig ikke ihjel. Der er heller ingen beviser for, at han voldtog mig. Han stjal ikke noget af værdi, og der blev ikke fundet nogle stoffer i mit blod udover allergimedicin.

Derfor rejste anklageren ikke de mest alvorlige anklager mod min overfaldsmand, og dommeren fik mig til at føle mig som et andenrangsoffer.

Jeg kan huske, at statsadvokaten på et tidspunkt viste mig et stort billede af en blodig kniv (fra en af hans mordsager) og sagde: “Du skulle tage din søn med på picnic. Du skulle tage at leve dit liv. Du overlevede. Jeg har andre sager, hvor ofrene bliver myrdet, og de er her ikke længere.”

Jeg sagde: “Jeg ville ønske, jeg var død, for så kunne det være, der ville komme retfærdighed i den her sag.” Sådan havde jeg det selvfølgelig ikke, hverken dengang eller i dag, men jeg kan huske, at det var, hvad jeg sagde.

Mit første møde med systemet — især mødet med politiet — gav mig faktisk den overbevisning, at jeg ville blive behandlet med respekt.

Ja, jeg skulle gennemgå en voldtægtsundersøgelse, og det var meget invasivt. Jeg skulle have taget billeder af min krop adskillige gange og blev udspurgt om alt muligt. Men efterforskeren behandlede mig respektfuldt. Jeg følte, at nogen kæmpede for mig og beskyttede mig, og at der nok skulle ske retfærdighed.

Jeg kan huske, at jeg overhørte ham ude på gangen, mens jeg sad på skadestuen, hvor han talte med en anden betjent og sagde: “Jeg skal i biografen med min kone… Jeg glædede mig rigtig meget til de popcorn… Men jeg tror altså, det her offer har mere brug for mig…”

Og da de udspurgte mig, sagde de: “Ved du hvad, Patricia. Der kommer til at være nogle meget svære spørgsmål, som vi skal stille dig. Det kommer til at virke, som om vi tvivler på dig eller giver dig skylden, men sådan er det ikke. Vi skal bare stille de her spørgsmål, så vi kan sikre os, at vi anholder den rigtige og kan retsforfølge ham.”


Men så kom retssystemet.

En dag fik jeg et opkald fra fra den advokat, der var blevet tilskikket mig, og som sagde: “Patricia, du skal komme ned til retssalen med det samme.”

Jeg tog tøj på og kom hurtigt derned, og lige da jeg ankom, hørte jeg dem sige: “Okay, dommen bliver…”

Jeg så på advokaten og spurgte: “Hvad skete der lige der?” Jeg havde ikke fået nogen information om det.

“Det skal du ikke tænke på, Patricia,” svarede hun. “Han har tilstået det hele. Han har skrevet under. Og statsanklageren har accepteret en to-årig straf, så han kommer ind at sidde i to år.”

Det eneste, jeg kan huske bagefter, er, at jeg går ud på gangen og brækker mig.

Jeg kunne slet ikke fatte, hvad der lige var sket – det virkede modsat af, hvordan politiet havde behandlet mig. Manden havde lige forsøgt at slå mig ihjel og truet min søn, og nu skulle han bare “ind og sidde i to år”? Jeg blev ved med at tænke, at det ikke foregik på den måde i fjernsynet. Hvis han slipper afsted med det her, vil han slå en anden ihjel, eller også kommer han tilbage og dræber mig og min søn.

Så jeg besluttede mig for at demonstrere foran retssalen, så jeg samlede en masse venner og gik rundt med skilte på parkeringspladsen.

Til den næste høring, da dommen skulle læses op officielt, kiggede dommeren på statsanklageren og sagde: “Offeret er her i dag. Hun kan ikke lide dig, hun kan ikke lide mig. Hun kan ikke lide den aftale, I har lavet. Og nu demonstrerer hun udenfor min retssal. Så hvis hun vil have en retssag, skal hun få en retssag. Jeg kaster den her aftale i skraldespanden, og så vil den anklagede blive stillet for en dommer.”

Men dommeren smed også anklagen om mordforsøg ud, og jurien kunne ikke dømme min personlige træner for andet end overfald med et dødeligt våben og ulovlige trusler. Så han endte med kun at få 120 dage i fængsel. Samt fem års kursus for at håndtere vrede og fem års betinget fængsel.


Så kom vi til tilbageleveringen. Den del af en retssag, hvor det er meningen, at den anklagede skal godtgøre offeret (i hvert fald økonomisk).

Da jeg kom med alle mine kvitteringer, dokumentationen på alle de penge, jeg selv havde lagt ud i forbindelse med forbrydelsen, hånede dommeren mig: “Regner du med, at han skal betale for seng, sengetøj og pude? Hvorfor skulle han dog det?”

“Fordi han angreb mig i min seng. Jeg kunne ikke beholde noget af det. Jeg kunne ikke sove der. Jeg smed det hele ud, og jeg flyttede.”

“Det kommer jeg ikke til at acceptere,” sagde hun. (I Californien kan man kun få godtgjort stjålne eller beskadigede egendele, men kort tid efter blev den samme dommer udlukket fra retssystemet, efter en kommission vurderede, at hun havde været “grov og nedladende” overfor tiltalte, advokater, vidner og mulige jurymedlemmer, red.)

Ud af de næsten 350.000 kroner, jeg brugte på blandt andet at flytte, fordi jeg var så traumatiseret, har jeg kun modtaget omkring 5000 kroner i løbet af årene.

Jeg glemmer aldrig den første tilbageleveringscheck, jeg fik… På 334 kroner. Jeg kan huske, at brevet lå i mit handskerum, og mens jeg åbnede det, funderede jeg over, hvad det mon var. Da jeg opfattede det, rev jeg checken halvt i stykker og satte mig til at græde.

Jeg lagde den ødelagte check på instrumentbrættet, og der lå den i ugevis.

Jeg var så naiv i løbet af min retssag, og det er jeg ikke lige så meget mere. Jeg var sikker på, at han ville komme i fængsel resten af sit liv. Jeg var ikker på, at retfærdigheden ville ske fyldest.

Men hvis de ikke vil se mig som et offer, så vil jeg heller ikke selv. Jeg er en overlever og skal nok klare den.