På den københavnske natklub At Dolores kunne man sidste weekend købe tre mænd med navnene “Zen-mesteren”, “Sømanden” og “Den islandske saga” på auktion. I dagene op til havde det tiltrukket en del opmærksomhed, især fordi manden bag auktionen fortalte, at nu åbnede “Københavns første mandebordel”.
Den mand er sexolog Jakob Olrik. Han stod bag auktionen, hvor de tre mænd blev solgt til højestbydende, og pengene ubeskåret gik til voldsramte kvinder. Han fortalte i medierne, at han holdt auktionen for at fejre sin nye hjemmeside, der handler om kærlighed og sex og henvender sig til kvinder. Samtidig udtalte han til Ekstra Bladet, at han ville undersøge, om der er et marked for mandebordeller i Danmark.
Videos by VICE
Men hvem er det, der vil sælge sig selv som en del af det, der virker som et mediestunt for at skabe opmærksomhed om Jakob Olriks nye hjemmeside og såkaldte kærlighedsunivers. Hvad skal de? Og hvorfor sætter man sig selv til salg for et godt formål? Jeg ringede til Jakob Olrik to dage inden auktionen og spurgte, om jeg kunne komme på date med et par af de mænd, der skulle sælges, for at finde svar på det.
I ægte pimp-stil spurgte Jakob Olrik mig, hvad jeg foretrækker.
Jeg havde læst om auktionen på hans hjemmeside, hvor jeg blev præsenteret for tre mænd med forskellige egenskaber. “Zen-mesteren” blev beskrevet som en mand, der kan få dig i himlen, mens “Den islandske saga” er hot, selv om han kommer fra de kolde egne.
Det virkede surrealistisk, at jeg bare kunne vælge på den måde. Men sådan må det jo være, når man betaler for mennesker. “‘Den islandske saga’ ser flot ud,” sagde jeg til Jakob Olrik i den anden ende af røret. “Men jeg har en bred smag,” fik jeg også sagt og overlod dermed min debut med at gå på date med en mand, der er til salg, til Jakob Olrik. Jeg følte, jeg befandt mig i et eller andet weird krydsfelt mellem prostitution og sugar-dating, bortset fra at jeg ikke skulle have sex med nogen af dem, og at jeg ville være en virkelig dårlig sugar-mamma, da min konto for det meste er i minus. Da samtalen var slut, havde jeg en date med “Den islandske saga” og “Sømanden” dagen efter. Fredag aften, dagen inden de skulle sælges på auktion.
Først skulle jeg bare lige fortælle min veninde Clara, at vores fredagsplaner var ændret en smule.
Vi skulle have mødtes til middag og øl, men nu stod den i stedet på date med to af de mænd, der dagen efter skal sælges på en auktion på “Københavns første mandebordel”. “Det er det mest fucked up, du nogensinde har spurgt mig om, men fuck det vil jeg gerne.” Hun var klar.
“Sømanden” har inviteret os med til en fest på en båd ved Amaliehaven i København. Klokken er fem fredag eftermiddag, da Clara og jeg mødes, køber dåseøl i en kiosk og cykler gennem byen mod vores dobbelt-date.
”Det har været den vildeste dag i dag. Hver gang jeg kiggede på klokken, var den enten 11.11, 12.12 eller 13.13,” er det første, “Den islandske saga” siger, da han møder os på kajen. Hans borgerlige navn er Ragnar Gudmundsson, han er 34 år og – selvfølgelig – oprindeligt fra Reykjavik. Nu bor han bor i Aarhus og har en kandidat i dramaturgi, derudover er han skuespiller, model og trommeslager i et band.
Før jeg når at finde på et passende svar til åbningsreplikken om dagens klokkeslet, ankommer “Sømanden”. Han viser sig faktisk at arbejde som sømand til daglig, hedder Jakob Boye Kromann og er 33 år.
Vi sætter os alle fire ned. Solskin på kajen og kolde dåseøl, der bruser over, da de åbnes. Så er vi ligesom i gang.
Sømanden Jakob er rolig og høflig. Han har mørkt fuldskæg, og hans mørke hår er kørt tilbage med voks. Skuespiller, model og trommeslager i et band-Ragnar er mere intens. Han taler højt og meget, og man er i tvivl, om han mon bare er sådan, eller om han spiller en rolle. Han har langt bølget hår og fuldskæg.
Hvad skal man egentlig kalde jer? Spørger jeg, da den første smalltalk så småt er ved at dø ud. ”Mandeluder… Gigolo,” udbryder Ragnar Islandsk Saga. ”Gigolo for en aften. Det her er en engangsforestilling,” supplerer Jakob Sømand. ”Man skal lige tage arrangementet med et kilo salt,” fortsætter han.
På Jakob Olriks hjemmeside er auktionen ellers solgt som en mulighed for en aften på lagnerne med en af de tre, men det vil “Sømanden” gerne mane til jorden. ”Det er fremstillet med en god portion overdrivelse og spin i medierne. Jakob får opmærksomhed på sin hjemmeside og skaber debat om et vigtigt emne, men ingen af os forpligter os til noget. Vi skal ikke sælges som en vare. Det her er en vennetjeneste for min kammerat Jakob Olrik. En gimmick og sjov og ballade, og de penge, der eventuelt bliver rejst, går til voldsramte kvinder. Det er grunden til, at jeg er med.”
Er det, I gør, ikke prostitution?
”At jeg sælger mig selv og mit selskab et par timer en lørdag aften på en natklub i København. Nej.
Der er ingen grænser, der bliver overskredet. Jeg gør udelukkende det her for at skabe opmærksomhed omkring de uheldige dele af købesex, når man føler sig berettiget til et andet menneske ved at slippe nogle dollars.”
“Den islandske saga” aka Ragnar bryder ind: ”Jeg har ingen grænser. Jeg er islandsk, og vi har ikke jantelov. Hvis man kan give en ensom kvinde en dejlig oplevelse og være lidt charmerende, hvorfor så ikke gøre det? Jeg synes, det er meget i tidens ånd med #MeToo-bevægelsen og alt det der. Det er omvendte kønsroller. Kvinder har været præmiepiger og trophy wives i mange år. Nu har vi chancen for at vende det om, så why not?”
De to mænd kender ikke hinanden på forhånd, og selv om de virker til at have forskellige udgangspunkter for at deltage, er de enige om, at sex hverken er udelukket eller sikkert.
”Hvis der er lyst, kemi, respekt og konsensus, så vil jeg ikke udelukke, at sex kan komme på tale, på nøjagtig samme vilkår som når mænd og kvinder normalt mødes ved festlige lejligheder,” forklarer sømanden Jakob, ”men jeg siger kun ja til dem, jeg har lyst til at sige ja til.”
Ragnar tager ordet igen: ”Jeg har set gæstelisten, og der er nogle fine ladies deriblandt. Hold da kæft, ja.”
Det er svært helt at forstå, hvad der skal foregå, hvad de har sagt ja til og ikke mindst, hvordan det her skal forstås som en hyldest til kvinder – endnu mindre som et redskab til at få fokus på prostitution. Vi tømmer vores øl, mens vi taler om, hvem man siger ja til, og hvem man siger nej til, når man, som dem, er til salg for en aften.
“Første gang Jakob Olrik postede noget, var der en dude, der skrev: Jeg vil gerne bruge mine skillinger på ham den langhårede fra Island. Så vi må jo se, hvad der sker i morgen,” siger “Den islandske saga” og griner højt.
Både “Sømanden” og “Den islandske saga” står ved, at de vil sige nej til mulige købere, hvis de ikke har lyst til dem, men hvordan kommer det til at fungere i praksis? Hvad hvis nogle af kvinderne føler, de har krav på noget, de har købt?
”Det er da også sådan lidt sexy, synes jeg. En rig dame i midt-40’erne, som har krav på mig, så skal man satme også levere varen,” siger Ragnar og begynder at fortælle om dengang, han som 19-årig havde sex med en ældre kvinde på Island. “Sømanden” svarer helt roligt: ”Der er ikke nogen, der har krav på noget.”
Vi går ombord på skibet. Der langes fadøl over en bar og sælges ristede pølser. Jeg køber øl på dækket. Om lidt er der Drag-bingo, og bag os står tre mænd og synger sømandssange. “Den islandske saga” er i gang med at vise Clara billeder af dengang, han mødte Johnny Depp på en bar i Aarhus, et sekund efter det viser han sine mavemuskler til det meste af båden. Jeg rækker ham en øl.
”Det er fair nok, det er dig, der betaler, jeg er jo mandeluderen,” siger han og griner.
Clara og jeg griner lidt akavet og tager en stor tår af vores øl. Jeg ved ikke, om jeg føler, jeg er blevet klogere på, hvad det her er. Et stunt? For sjov? Eller promovering? Men jeg kan mærke, at jeg er nødt til at prøve at forstå, hvordan det her kan være en hyldest til kvinder. Og hvordan det ikke kommer til at føles som en hån mod de kvinder og mænd, der faktisk er nødt til at sælge sig selv for at overleve. De, der ikke har et valg. Og hvor det hverken er sjov eller ballade.
”Nej, det er ikke en hån. Det er nærmere en hyldest,” siger “Sømanden”, og “Den islandske saga” stemmer i: ”Det er det modsatte af hån, det er en fejring af kvinder.”
”Det sætter fokus på kvindes ret til at vælge,” fortsætter “Sømanden”.
Hvordan gør det det? Det er da jer, der vil vælge? De, der står på gaden siger jo ikke nej til nogen?
“Sømanden”: ”Det er jo det, vi skal skabe opmærksomhed omkring. Alles råderet over egen krop, seksualitet og ikke mindst retten til det frie valg.”
“Den islandske saga” supplerer: ”Hvis en mega grim kælling byder på mig, og jeg knalder hende alligevel, viser jeg så, at vi støtter dem, der er nødt til at gøre det hver dag? Jeg synes ikke, man kan sammenligne det, for vi gør det jo ikke til daglig.”
Det er der, vi ender vores dobbelt-date. “Den islandske saga” har nok ret i, at det her ikke skal sammenlignes med prostitution. Vi tømmer vores øl, krammer og siger farvel. “Sømanden” skal stå i bar til festen på båden, og “Den islandske saga” skal til fest i Kødbyen. Han spørger, om jeg ikke kommer og byder på ham i morgen. Jeg kan få lov at købe ham for 4000 kroner, foreslår han. Vi aftaler at tales ved efter auktionen.
Søndag morgen tikker der en sms ind fra “Den islandske saga”, efter jeg har spurgt, hvordan auktionen gik. ”Det gik godt. Jakob (Olrik, red) startede dog auktionen lidt lavt på 100 kroner, men jeg blev solgt til 1000. Hun var pæn og dejlig. Vi kyssede, men hun blev for fuld og tog hjem efterfølgende. Det var nogle dyre kys! De andre lå også omkring 700-1200 kroner. Men det var en super sjov aften, og jeg tog hjem med en anden, haha.”
Jeg ringer til “Sømanden”, der fortæller mig, at auktionen gik ”strygende”. ”Det var hurtigt overstået. Jakob lavede et lille oplæg, vi kom op på et podie, vi blev præsenteret, der blev budt ind, og vi blev solgt, så at sige.”
Han havde på dagen for auktionen haft en lang dag på Dyrehavsbakken med sine venner og ”fået lidt inden for vesten, uden at være fuld,” før han lod sig sælge. Som den første på podiet blev han solgt for 700 kroner. ”Efter sidste hammerslag satte jeg mig ned med vedkommende og fik en drink. Vi talte lidt om arrangementet, og hvad hun syntes om det, men der var ikke noget kemi, så vi gik hver til sit. Men aftenen og festen fortsatte, og jeg hyggede mig gevaldigt.”
For “Sømanden” levede mandebordellet op til det, han var blevet lovet, men han fastholder, at det var første og sidste gang. “Det var absolut, som jeg havde ønsket mig og forventet. Et festligt indslag, en hyldest til kvinder og det frie valg.”
