På film er ar altid en metaforisk repræsentant for ondskab – et håndgribeligt tegn på indre fejl. Bare tænk på Scar i Løvernes Konge, Jokeren i Batman, Dr. Evil og samtlige Bond-skurke, der er værd at huske. Udenfor filmens verden har vi det med at se på ar med en blanding af frygt og fascination. Hvad er det? Hvordan skete det? Gør det stadig ondt? Hvordan føles det? Det er nogle følelser, som fotografen Sophie Mayanne, der bor i Wales, forsøger at undersøge med portrætserien Behind the Scars, som hylder arrenes unikke form for skønhed og de stærke historier, der knytter sig til dem.
Videos by VICE
”Da jeg var barn, brændte jeg mig selv ved et uheld med en varm kop the. Jeg fik forbrændinger nedover min venstre skulder, over brystet og ned til maven. Jeg har båret mine ar, siden jeg var 11 måneder gammel – jeg kender kun min verden med dem, jeg kan ikke huske en tid før, jeg fik dem. Jeg har gode dage, hvor jeg tænker, ’Det er bare ar.’ De fleste har ar. Men jeg har også haft dårlige dage, når nogen har set mine ar og reageret med afsky. Så tænker jeg, ’OMG, har jeg noget på mig?’, og så kommer jeg i tanke om arrene, lol. Jeg bærer mine ar, fordi de er en del af mig. Det er bare ar.” Bintu.
”Jeg har altid været interesseret i individet,” siger Sophie Mayanne. ”Som fotograf kan jeg påvirke folk gennem mit arbejde. Jeg kan enten vise en meget bestemt form for skønhed, eller jeg kan fokusere på ærlighed og mangfoldighed i mit udtryk. Behind the Scars hylder ar af alle former og størrelser samt historierne bag dem. Projektet fokuserer på mænd, kvinder og børn, ar fra operationer, ar fra uheld… Det viser folk, hvor stærk den menneskelige psyke og krop er, og det viser folks rejse mod accept og de omvæltninger, man oplever i livet. Mange folk ser det, at posere for en fotograf, som en måde, hvorpå man kan fejre den rejse, man har foretaget i sit liv. Historierne herunder viser mod, accept og skønhed i alle former.”
”De sidste par måneder har været utroligt hårde, fordi min hud har fået det værre. Jeg var 18 måneder gammel, da jeg fik diagnosen Epidermolysis Bullosa, men indtil i år har jeg kunnet leve et næsten helt normalt liv med sygdommen. Den var let at skjule og pleje. Men for nylig blev det værre, og jeg kan ikke gøre så mange ting, som jeg har kunnet tidligere. Jeg har næsten ingen selvtillid tilbage. Jeg bruger meget af min dag på at pleje min hud og har stærke smerter. Men det er vigtigere end nogensinde før, at jeg husker på, at jeg stadig er den samme person. Jeg er stadig et smukt menneske, og den her sygdom, som jeg skal leve med resten af mit liv, definerer mig ikke som person. Den vil altid være en stor del af mit liv, men den skal aldrig diktere det. Sygdommen er meget sjælden, og derfor er der ikke mange, som kender til den. I mange tilfælde kan den være livsfarlig, så jeg skriver det her for min egen skyld, men også for andres. Netop fordi, der ikke er meget opmærksomhed omkring sygdommen, mangler forskningen også midler. Jeg bliver nok aldrig kureret for den. Det gør mig ked af det, men jeg håber på, at børn i fremtiden vil kunne kureres.” Maya
Sophie Mayanne bruger mange forskellige modeller. Fra spædbarnet Faith, hvis ar over brystet fortæller historien om lægerne og sygeplejerskernes indsats for at redde hendes liv under og efter en hjerteoperation, til Rob, som fik øret bidt af under et slagsmål på et værtshus. ”Jeg gør mit bedste for at fange personernes individualitet. Det er meningen, at du skal se billedet af dem, se deres smil, forstå deres historier og tage noget med fra den oplevelse.”
”Mine ar kommer fra brandsår, som min partner udsatte mig for. Jeg blev brændt, da jeg var 29, og det har været svært at lære at leve med hændelsen. Jeg finder trøst i, at mine ar har gjort mig til den person, jeg er i dag. Det er mine mest værdifulde smykker. Jeg er en overlever, og hvis det kan hjælpe andre at se et billede af mig med mine ar, så er jeg godt tilfreds!”
”Alle dem, jeg tager billeder af, skriver deres historie ned inden,” forklarer Sophie Mayanne. ”Sommetider griner de lidt for at maskere deres nervøsitet ved situationen, og vi bruger tit fanen, mens jeg tager billeder, så modellerne også har det sjovt med oplevelsen.” Men selv om Sophie Mayanne er en erfaren fotograf, kan processen godt være kompliceret. ”Sommetider skal jeg virkelig tænke kreativt for at fange ar flere forskellige steder på kroppen i det samme billede. Det ender altid med, at vi griner meget, fordi modellerne skal posere på krævende, ukonventionelle måder. Det er et kæmpestort privilegie for mig at få lov til at dele deres historier, og i takt med at projektet er vokset i omfang, er folk også begyndt at finde støtte hos hinanden i kommentarerne. De har fundet andre, som de deler oplevelser med. Hele processen, fra vi tager billederne, til jeg lægger dem ud på Instagram, er utroligt smuk!”
”Alle mine ar er selvforskyldt på den ene eller den anden måde. Arrene, som jeg bevidst har lavet på min krop, dækker det øverste af mine ben, og der er også nogle enkelte på mine arme. Jeg er en transmand og begyndte processen med at transitionere for halvandet år siden. I maj 2016 fik jeg fjernet mine bryster. Arrene er min nye brystkasse, den brystkasse jeg altid har ønsket mig. De repræsenterer min kønsidentitet. Jeg kan slet ikke huske en tid før dem længere. Jeg føler mig frigjort. Mine ar repræsenterer alle de ting, jeg har oplevet i mit liv.” Elijah
Sophie Mayanne er blot et år inde i projektet, og hun har lang vej endnu. Hendes mål på nuværende tidspunkt er at tage billeder af 1.000 modeller, der alle har deres egen historie at dele. Ideen er, at projektet skal munde ud i en bog. ”Jeg vil gerne blive ved med at dele indhold, der favner bredt. Jeg vil gerne skabe billeder, der er åbne for alle, som repræsenterer mænd, kvinder og børn fra alle steder i samfundet. Jeg vil gerne skabe et miljø, hvor folk trygt lader sig fotografere uden frygt for, at de holdes op til en eller anden standard. Forhåbentlig kan flere billeder, der udfordrer skønhedsnormerne, være med til at skabe forandring i verdenen.”
”I sommeren 2015 overlevede jeg en ildebrand. Alt mit tøj og hele min måde at leve på gik op i flammer. Jeg tilbragte min sommer på hospitalets brandsårsafdeling. Mine ar bliver ved med at ændre sig, men jeg har aldrig følt mig smukkere.” Isabella”I 2014 fik jeg at vide, at jeg havde en sjælden og meget aggressiv form for brystkræft. Tre operationer og to runder med kemoterapi senere, og nu har jeg de her ar. Den seneste operation, jeg undergik, var baseret på en helt ny teknik, hvor jeg fik fjernet brystbenet og fire ribben, som blev erstattet med implantater, muskelmasse fra min ryg og hud fra andre dele af kroppen. Det har taget mig lang tid at lære at leve med mine ar. De dokumenterer min rejse, det mod og den styrke, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg havde i mig. Jeg har for nylig erfaret, at kræften er vendt tilbage, men jeg føler faktisk en indre ro alligevel.” Barbara”Jeg begyndte at skade mig selv, da jeg var 13 år gammel, og jeg har kæmpet med det lige siden. Problemet er, at det bare bliver værre med tiden, og man ender med at skade sig selv langt værre, end man overhovedet tror er muligt. Det er en afhængighed, og man når til et punkt, hvor lægerne siger, at de ikke længere kan skjule arrene med plastikkirurgi. Det eneste, man så kan gøre, er at lære at leve med arrene og elske dem, så alle de negative forbindelser til impulsen til at skade sig selv langsomt forsvinder – sammen med smerterne. Mine ar fortæller min historie, og det er der aldrig nogen, der kan tage fra mig eller ændre på.” Chloe
