Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland
I 2012 fik jeg job som kassemedarbejder i et supermarked i min hjemby Renesse, som er en lille landsby i Holland. Det var ikke fordi, jeg havde ambitioner om at scanne skyllemiddel og poser med frosne ærter dagen lang, men fordi jeg planlagde at tage et sabbatår, hvor jeg ville sove længe og se tv hele dagen. En idé min forældre ikke var synderlig begejstrede for.
Videos by VICE
Jeg søgte jobbet og blev ansat med det samme. Jeg startede den følgende mandag og blev sat til at scanne varer, veje grøntsager og sælge tobak. Hvor svært kunne det være?
Når jeg ser tilbage, kan jeg kun grine over den selvtillid, jeg havde, da jeg startede. Jeg anede intet om alt det, man kommer ud for som ekspedient. Og jeg må indrømme, at mine oplevelser nok ikke kan sammenlignes med andre kassemedarbejdere fra andre byer.
Alle illustrationer af Titia Hoogendoorn.
Renesse er nemlig et specielt sted. Det er en lille kystby, som er afhængig af turisternes penge. I løbet af højsæsonen bestod klientellet i supermarkedet, hvor jeg arbejde, næsten udelukkende af folk på ferie – inklusive mange unge mennesker, der var væk fra deres forældre og derfor på konstant druk. Siden dengang har tingene ændret sig, og i dag er turisterne næsten udelukkende unge familier på ferie. Men dengang flød en endeløs strøm af idioter igennem min kasse.
I løbet af de første to uger lærte jeg virkelig min hjemby bedre at kende. Jeg vidste præcis, hvem der var alkoholikere, og hvad de foretrak at drikke. Jeg vidste, hvilke ældre mennesker, der altid ved et “uheld” kom til at smide en ost i rollatoren, og hvilke kunder, der altid fortalte de samme vittigheder og altid forventede, at jeg ville grine lige så oprigtigt som første gang, de fortalte den.
Mange mennesker forventer, at man er rigtig dum, fordi man står i kassen. Hver eneste dag kom der folk ind og sagde: “Arbejder du her nu? Hvad siger dine forældre til det?” Engang var der en, der råbte mig ind i hovedet: “Du skulle have hørt mere efter i skolen og lært noget brugbart.” Personen mente jeg var for voldsom ved varerne.
Derudover mente mange af kunderne, at det var helt normalt og acceptabelt at komme med uønskede bemærkninger om mit udseende: “Du er sådan en smuk pige. Hvorfor har du puttet en ring i næsen?”
Jeg husker tydeligt en gang efter en lang dag, hvor en af mine kolleger hjalp en kunde, der mente, hun havde lagt sin pung på kassebåndet. Da hun ikke kunne finde den, gik hun i panik, og i stedet for at se ordentligt efter anklagede hun min kollega for at have stjålet pungen: “Aflever den tilbage, tøs. Jeg ved du har den. Du skal ikke prøve på at skjule det.” Lige da hun ville tilkalde vores chef, prikkede drengen bag hende i køen hende på skulderen: “Frue, din pung ligger i din indkøbskurv.”
Turisterne respekterede os heller ikke rigtigt. En af mine kolleger forsøgte engang at hjælpe en kunde ved at pege ham i retningen af kassen. “Jeg har øjne i hovedet din syge kælling,” svarede han. Da hun efterfølgende nægtede at sælge ham cigaretter, truede han hende med at slå hende ihjel, hvorefter han gik udenfor og smadrede en rude.
Det var alt sammen ting, jeg kunne håndtere. Jeg blev irriteret, men jeg kunne dele oplevelsen med to gode kolleger. (En af dem startede ovenikøbet en facebookside – En Kasseekspedients Frustrationer – hvor mange ekspedienter nu deler ud af deres professionelle sorger med et smil.) Sammen blev vi kendt som de tre musketerer.
Nogle gange var jeg tættere på at græde end på at grine. Men så længe jeg kunne dele ud af mine oplevelser i frokostpausen, fik jeg det bedre med det samme. Frokostpauserne var især vigtige på dage, hvor folk råbte af mig, hvis jeg nægtede at sælge dem alkohol. (“Din idiot, skal du ødelægge min ferie?”), eller hvis folk talte om mig, som om jeg var døv (“Hun er godt nok ikke så hurtig, hva? Hun tror sikkert, vi har masser af tid”).
Jeg tog ofte folk i at stjæle. Særligt ved slikafdelingen, hvor folk fyldte lommerne med søde sager. Endnu vildere var det, da jeg tog en politibetjent på fersk gerning. Han stak uden videre et stykke slik i munden. Han forsvarede sig med de legendariske ord: “Det var jo kun et stykke!”
Jeg ved stadig ikke, om jeg skal være taknemmelig for eller skuffet over ikke at være på arbejde den historiske dag, da to mennesker kneppede på parkeringspladsen. Da de nægtede at forlade stedet for at fortsætte et andet sted, besluttede en af mine kolleger sig for at kaste en spand kold vand over dem. Det hjalp.
Nogle gange stak det helt af. En stiv turist tog mig engang på brystet, mens jeg var i fuld gang med at scanne dåser med bønner. Jeg kunne knap nok lade være med at trække ham henover kassedisken, men jeg valgte at skubbe hans hånd væk. “Jeg synes ikke, det er sjovt, at du lige ragede på mig. Hold fingrende for dig selv,” sagde jeg. Men han forsøgte en gang til. Så fik han karantæne. Kunderne i køen bag ham stod bare stiltiende og så til, da det skete. Som om det var helt normalt.
Jeg arbejdede der sammenlagt i otte måneder. Til sidst var min mund blevet til et permanent forceret smil og mine drømme hjemsøgt af bip-lyde og af kunder, der havde glemt at veje deres frugt og grønt. Jeg besluttede mig for at sige op, fordi arbejdet gjorde mig til et bittert menneske.
Før jeg startede mit arbejde i supermarkedet, havde jeg altid været høflig overfor butiksansatte, men efterfølgende forsøger jeg at være endnu venligere end før. Husk på: Det er ikke fair at forvente fantastisk service, hvis du behandler personen, der servicerer dig, som lort.
