Mit job er at overbringe frygtelige nyheder til folk

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med the Marshall Project.

“Goddag, det er Jean,” siger jeg. “Jeg ringer fra anklagerens kontor. Jeg vil gerne tale med dig vedrørende en sag, hvor du var offeret. Kan vi mødes?”

Videos by VICE

“Nej, bare sig, hvorfor du ringer,” svarer Sue*, som er blevet udsat for et seksuelt overgreb.

“Jeg vil hellere sige det til dig ansigt til ansigt.”

“Bare sig, hvad det er.”

“Jeg tror, det er den slags nyhed, som du gerne vil høre, mens vi sidder overfor hinanden,” siger jeg mildt. “Det ville være bedst, hvis vi kan mødes og tale om det.”

“Nej. Jeg vil have, at du siger det nu.”

Jeg holder en pause, mens jeg beslutter mig for, hvad jeg vil sige.

“Sagen blev afvist af appelretten.” Jeg siger det bare ligeud.

“Hvad betyder det?”

“Det betyder, at vi skal starte forfra.”

Jeg kan høre hende kaste op. Så bliver røret lagt på.

Man bliver ikke undervist i den slags på jurastudiet. Det er en del af retssystemet, som vi sjældent ser, og som ikke bliver vist frem i film og TV. Men ligesom en læge skal informere en patient om en frygtelig sygdom, så skal en anklager som mig også tit overlevere svære nyheder til ofre, eller – hvis ofret er død – til deres familier.

Jeg lærte Sue at kende over seks år efter hendes oprindelige retssag. Der havde hun vidnet og fortalt, hvordan hun en aften i slutningen af 90’erne var kommet kørende i Jackson County i Missouri på vej hjem til hendes kusine, da hun kørte ned ad en blind vej. Det gik op for hende, at hun var faret vild, så hun spurgte nogle mænd omvej. En af dem kom hen til hende.

Pludselig hev han en slagterkniv frem og beordrede hende til at lade ham komme ind i bilen. Med kniven for struben tvang han hende til at køre til et afsides sted, hvor han voldtog hende.

Sue meldte straks forbrydelsen til politiet. Takket være en DNA-test førte en sædplet på hendes tøj politiet til voldtægtsmanden.

En jury dømte manden. Men så fandt en appelret nogle fejl – herunder potentiel embedsmisbrug af en nævning. (Under retssagen havde en nævning kørt til det sted, som Sue havde fortalt om og kunne melde til de andre, at det ganske rigtigt var ret nemt at fare vild i området.)

Det var her, jeg kom ind i billedet som assistentanklager i afdelingen for seksuelle forbrydelser. Da dommen blev anket, fik jeg at vide, at jeg skulle fortælle ofret den dårlige nyhed.

Jeg prøvede først at finde hendes kontaktinformationer i vores system. Jeg sendte et brev, men det blev returneret uåbnet.

Så fandt jeg det, jeg troede var Sues mors telefonnummer. Da jeg ringede op, fik jeg til min store overraskelse ofret i telefonen. Jeg fandt senere ud af at på grund af voldtægten, brugte hun ofte sin mors navn til at gemme sig for verden udenfor.

Det er aldrig nemt at skulle overbringe den værste form for nyheder. Men jeg mener stadig, det er min pligt at fortælle et offers familie så meget, som de har brug for.

I mordsager spørger familien tit, “Led min søn, da han døde?” Jeg forbereder mig på det spørgsmål ved at forestille mig, at jeg selv har mistet en. Hvordan ville jeg gerne have, at anklageren forklarede situationen?

Hvis obduktionen ikke har et klart svar på om ofret led eller havde smerter, så spørger jeg lægen, inden jeg mødes med familie. Jeg er taknemmelig, hvis jeg kan sige, at han døde med det samme – en kugle gennem hjertet eller lignende. Mødrene er altid anspændte og forventer det værste, så de er tit særligt lettede, når de hører den slags.

Hvis der ikke er nogen som helst tvivl om, at deres familiemedlem har lidt, så prøver jeg at finde det rette tidspunkt og den bedste måde at fortælle familien det på. Men før eller siden skal jeg jo sige det. De græder. De siger “nej.” De rejser sig og går rundt i lokalet, fordi de ikke kan sidde stille.

Så er der situationer, hvor der ikke er nok beviser til at lægge sag an mod personen, der har dræbt deres elskede. Nogle gange rygtes ting i krogene, men ingen vidner vil snakke med politiet. De familier er tvunget til at se deres søn eller datters formodede morder gå rundt på gaden. Det eneste, vi kan sige, er, at vi vil blive ved med at prøve at bygge en sag, at der ikke er nogen forældelsesfrist på mord, og at de endelig ikke må forsøge at tage hævn. Nogle gange siger de ingenting, når de hører det sidste.

Nogle gange møder vi familien på gerningsstedet, inden vi ved, hvem de er. De er desperate efter information, så de bliver hængende og venter på at få svar på, hvilken krop, der ligger under politiets ligklæde. De leder efter tegn. Hvad havde deres familiemedlem på den dag?

Jeg er blevet bedt om at tjekke ofres sko eller lede efter andre identificerende detaljer. Jeg har set hysteriske familiemedlemmer, der ringer til deres kære i håbet om, at de vil tage telefonen, så de igen kan trække vejret roligt – indtil de hører telefonen ringe i lommen på liget på jorden.

Ofre og deres familier har aldrig bedt om at blive kastet ind i retssystemet. De har ikke meget at skulle have sagt i forhold til sagens udvikling udover at stille spørgsmål. Retfærdigheden skal findes i beviserne og i advokaternes evner til at fremstille dem på den rigtige måde.

Samtidig skal de pludselig til at forholde sig til lovens bogstav. De er tvunget til at forholde sig til begreber som tilladt bevis, rimelig tvivl, forlydender og de grundlovssikrede rettigheder, der beskytter den anklagede.

Et par dage efter jeg havde ringet til Sue – kvinden, der var blevet udsat for voldtægt – mødtes vi i virkeligheden. Hendes mand var med hende.

“Du har godt nok skabt ballade hjemme hos os, dame,” sagde han, allerede inden han var trådt ind på mit kontor.

Jeg tænkte, Det har du helt sikkert ret i. Jeg har lige trukket den værste dag i hendes liv ned over hovedet på hende igen.

Vi satte os ned. Sue fortalte mig, at hun havde vidnet nogle få dage inden, hun fødte sit første barn. Dommeren havde nægtet at udsætte dagen, selvom forsvaret havde accepteret, at de deltog tidligere i retssagen.

Med tiden begyndte Sue at stole på mig, og jeg overbeviste hende om at lade retfærdigheden ske fyldest og vidne under en ny retssag.

Sagen endte i forhallen udenfor retten. Den anklagedes advokat kom halsende efter mig, for forpustet at sige, at hans klient var villig til at tage imod 18 års fængsel, hvis han til gengæld erkendte sig skyldig. (Anklageren havde bedt om 22 år).

Jeg ringede med det samme.

“Han vil tage 18 år,” sagde jeg til Sue. “Og så er det overstået.” Jeg begyndte at forklare flere detaljer om aftalen, men jeg blev hurtigt afbrudt.

“Tag imod det,” sagde hun. “Tag imod det.”

Aftalen betød, at den anklagede ville være registreret som seksualforbryder resten af sit liv. Og familien kunne endelig få lidt fred.

Inden hun lagde på, sagde Sue, “Lov mig en ting.”

“Ja?”

“Ring aldrig til mig igen.”

Jean Peters Baker er anklager i Jackson County i Missouri, og hun er vice-formand i den nationale sammenslutning af anklagere.

*Sue er ikke hendes rigtige navn.