Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne ombæring har vi fanget en garvet tjener, der har oplevet alt fra narkohandler med de kendte til verdens undergang.
I tre år var jeg tjener på en meget trendy hotelrestaurant i Los Angeles. Der var aldrig et kedeligt øjeblik.
Videos by VICE
For det første er det et hundevenligt hotel, så der er mange gæster – særligt berømtheder – der medbringer deres hund. Det var et sted med meget fine antikke møbler, og hundene sad altid på møblerne og ved bordene. Der gik mange hunde rundt, og nogle gange kom de op at slås, så vi måtte skille dem ad. En bestemt berømtheds hund bed en af de andre tjenere i anklen, og det var så slemt, at tjeneren måtte på hospitalet.
Da jeg lige var startet, var der en kvinde, som bestilte kylling til sin hund, og hun var meget specifik omkring, hvordan det skulle tilberedes. Jeg tænkte bare: For helvede. Kokkene slår mig ihjel. Men de blev slet ikke chokeret. De sagde bare: “Intet problem. Hun kommer her hele tiden. Hunden hedder Rover.” Derefter var det bare helt normalt.
Så vender man sig til at tage imod hundeejernes bestillinger:
“Okay, hvad kunne din hund tænke sig?”
“Han kunne godt tænke sig en steak, stegt rosa.”
“Skal det være premium højreb eller kobekød?”
For det meste får de også en ekstra bestilling med lidt grønt eller gulerødder, stegt spinat eller noget i den stil. Til morgenmad får hundene vafler. Det sker seriøst hele tiden.
De fleste vil gerne have vand på flaske, Evian eller Acqua Panna, til deres hunde. Der var en fyr, der ville have isterninger i hundens vand, men han ville ikke have is fra vores hotel. Han ville have noget særligt is, der var renset.
Det var sjovt at arbejde på hotellet, men det var også lidt trist. Der var mange kendte mennesker, der var ude efter at blive set, eller ude efter at forblive relevante, og der var meget desperation. Der var også mange stoffer – virkelig mange stoffer. Gæsterne tog streger på bordene i restauranten. Og jeg fik pot som drikkepenge. Ofte.
Jeg fik også kokain en gang imellem, men jeg gav det altid til en anden, for jeg er ikke så meget for kokain. Men jeg handlede det hele tiden. Den “bedste” handel var til en kæmpestor fest, hvor en meget kendt person spurgte alle tjenerne om coke. På den ene side var det, det sidste vi havde brug for. Men på den anden side var vi nødt til at tage os af gæsternes behov for at bibeholde vores ry, som et sted, der kunne holde ordentlige fester.
Vores vært er blevet slået i halsen, og vores receptionist er blevet kvalt. Folk bliver sindssyge, hvis de ikke kan komme ind eller ikke får deres vilje.
Så jeg lavede en opringning og sagde til fyren, at jeg ville finde ham, når jeg havde fået fat i noget. Han blev ved med at følge efter mig i 45 minutter. Endelig fik jeg fat i det og gav det til ham, og to sekunder senere så jeg ham gå ud på toilettet med en ung pige – og manden er ellers gift.
På vej ud gik han forbi mig og smækkede mig hårdt i røven – det var så ulækkert og nedgørende, og jeg blev virkelig sur. Han sagde bare: “Det her er for din ulejlighed.” Så gav han mig en pose coke.
Jeg gav posen til en af de andre tjenere, men fyren kom tilbage en time senere og sagde, at jeg skulle give det tilbage, men jeg fortalte ham, at jeg ikke havde det. Han blev ved med at diskutere, så jeg gik over til hans ven (en anden Hollywoodstjerne) og sagde: “Hey mand, jeg tror det er på tide, at din ven tager hjem.” På det tidspunkt var vennen så smadret, at jeg faktisk var bange for, at han ville dø, så de andre satte ham i en taxa.
De værste mennesker var ikke de kendte, men deres slæng. Vi afviste mange mennesker, som tænder af på dig og råber. Vores vært er blevet slået i halsen, og der var en, der tog kvælertag på vores receptionist. Folk bliver sindssyge, hvis de ikke kan komme ind eller ikke får deres vilje. Mange berømtheder ville løbe fra deres regning, og så fik vi ingen drikkepenge. Vi blev snydt meget.
Det lignede noget fra en film. Der var omkring tyve mennesker, og de var alle helt væk. De troede, at de havde taget en overdosis og var ved at dø eller få et hjertetilfælde. De lignede virkelig en flok zombier ved verdens undergang.
Noget af det sjoveste, der skete, var til en 50-års fødselsdagsfest. Der ankom en masse mennesker til byen, og de begyndte hurtigt at rage til sig af hashkager og andre edibles – jeg kan ikke huske, om det var brownies eller chokolader – og det er svært at sige, hvor stærkt det var. Gæsterne vidste tydeligvis ikke, hvad de havde gang i. Så de begyndte alle sammen at gå helt amok.
Det lignede noget fra en film. Der var omkring tyve mennesker, og de var alle helt væk. De troede, at de havde taget en overdosis og var ved at dø eller få et hjertetilfælde. De lignede virkelig en flok zombier ved verdens undergang. Og de havde de dyreste blomster, smukt porcelæn og tonsvis af mad, som de ikke spiste. Det var virkelig et helt fantastisk syn.
De rullede rundt på gulvet i panik, mens nogle sad og rokkede frem og tilbage. Der var to, der stod og kastede op ude i buskene, en kastede op i en skraldespand i hjørnet, en lå i fosterstilling, og der var en, der græd. Vi var ærligt talt nødt til at ringe efter en ambulance, for de troede virkelig, at de var ved at dø.
Det var voldsomt sjovt, men det var også en kæmpe katestrofe, og hele hotellet fandt ud af det. Ambulancefolkene var vildt irriterede over, at de skulle være der. De sagde hele tiden: “Du er ikke ved at dø. Du har ikke fået et hjertetilfælde. Du er bare skæv.”
Hver aften skete der noget nyt på hotellet. Jeg kan fortælle historier om det sted i flere dage. Det er sjovt at se tilbage på, men jeg er også glad for, at jeg ikke arbejder der længere.
Som fortalt til Brad Cohen.
