Mød aktivisten fra Fyn, der redder landbrugsdyr fra slagteriet

Danmark er ramt af en plantebølge. Der findes efterhånden ikke en kaffebar med respekt for sig selv, der ikke har et havre-soja-mandel alternativ til den konventionelle komælk, og plantefars bliver revet væk fra supermarkedernes kølediske.

Men hvis du går rundt og tror, at din flexitariske livsstil gør dig til en oplagt kandidat til dyrevelfærdsorganisationernes svar på elefantordenen, så er der lang vej igen.

Vil du virkelig ud og redde verden, skulle du nok hellere tage og gøre som 34-årige Christopher Crump. Christopher er vokset op i den lille by Chepstow i Wales og drømte egentlig om at blive fysioterapeut for en fodboldklub. Men i dag driver han Fields of Freedom ved Espe syd for Odense, der er en slags bondegårds-helle for hårdtprøvede dyr. På det tidligere industrilandbrug tager Christopher sig af 65 forskellige dyr – bland andet æslet Aslan, koen Dawn og fårene Karma, Buddha og Sutra – der primært kommer fra kummerlige forhold i landbrugsindustrien, hvor de ifølge Christopher har været udset til slagtning eller truet af aflivning.

Vi tog en snak med Christopher for at lære mere om livet på et af Danmarks få dyrefristeder.

Christopher Crump på Fields of Freedom.

MUNCHIES: Hej Christopher. Hvordan ender dyrene hos dig?
Christopher Crump: Oftest foregår det sådan, at jeg bliver kontaktet på Facebook eller ringet op af folk, der har kendskab til et dyr, der lider eller er i fare for at blive slået ihjel, og så er det op til mig at tage kontakt til indehaveren af det dyr. Så skal jeg arrangere transport og have en dyrlæge til at tilse dyret.

Videos by VICE

Så det er ikke dyr, som folk har stjålet eller befriet, der ender hos dig?
Nej, det kan vi ikke acceptere. Hvis jeg bliver sendt i fængsel, ville der jo ikke være nogen til at se efter dyrene. Jeg tror også på, at vi skal være gode rollemodeller. Her kommer mange børn på besøg, og jeg mener – i modsætning til visse andre i dyrerettighedsmiljøet – at det er bedre at oplyse samfundets yngste ved at lade dem se, møde og opleve dyrene på en gård som Fields of Freedom end ved at vise dem videoer af forholdene i landbrugsindustrien. Videoerne kan man godt gemme til børnene bliver 12-13 år.

Hvordan vælger du, hvilke dyr du kan og vil redde?
Jeg har sat en grænse for mig selv, der hedder, at jeg ikke kan tage mig af mere end cirka 70 dyr ad gangen. Derudover fokuserer jeg på dyr, der kommer fra landbrugsindustrien. Jeg har for eksempel to unge Jersey-kalve, der var blevet udset til slagtning, fordi gården, hvor de blev født, kun brugte 100 procent racerene Jersey-køer i deres produktion. Men de her var kun 70 procent Jersey og var derfor på vej til slagteriet, som ren rutine. Jeg udgav mig for at være en hobbyfarmer, der ville være selvforsynende med mælk, og spurgte, om jeg måtte arbejde frivilligt på gården. Jeg arbejdede der i to uger og fik overtalt ham til at lade mig tage de to kalve med mig. Jeg vidste godt, at man på malkegårde skiller sig af med tyrekalve, men jeg havde ikke hørt, at man også kasserer kokalve på den måde.

Når dyrene, du har reddet, så ikke ender deres dage på et slagteri, hvad sker der så med dem?
De får lov til at dø en naturlig død, hvorefter vi begraver dem. Med mindre der er tale om køer og får, for så kommer der nogen fra staten og henter dem og sørger for, at de bliver brændt. Det er for at forebygge spredningen af sygdomme som kogalskab og mund- og klovsyge.

Hvordan ser en normal dag på gården ud for dig?
Jeg har et stramt skema, hvor jeg starter med at fodre alle dyrene, derefter rengør jeg staldene og sikrer mig, at alle dyrene har vand. Jeg er lige flyttet til en ny gård, så der er også en masse restaureringsopgaver, der skal løses på samme tid. Heldigvis får jeg hjælpe af en masse frivillige.

Jeg får nok besøg af mellem 10 og 20 frivillige hver måned. Nogle bliver i en uge, andre i en weekend eller bare en dag. Men jeg har også haft en frivillig, der blev i en måned.

Hvordan kom du lige i gang med at redde dyr?
Da jeg var i starten af tyverne, solgte min far sit hus i Wales og flyttede til Spanien. Jeg flyttede med, da jeg havde en drøm om at leve i harmoni med naturen og påvirke planeten minimalt. Så jeg flyttede til Galicien, hvor min søster også boede og drev et ‘animal sanctuary’. Inspirationen kommer fra hende.

Hvordan tror du, Fields of Freedom kan ændre folks syn på det at spise og forbruge dyr?
Jeg tror, at vi kan vise dyrene på en anden måde, end folk er vant til at se dem. Som for eksempel malkekøer, der er fastlænkede i store stalde uden mulighed for at bevæge sig. Her på Fields of Freedom kan folk se, hvordan en ko i sin bedste alder opfører sig, når den har det godt. Det er en stor oplevelse for de fleste mennesker. Det var det også for mig selv, da jeg for første gang så det med mine egne øjne.

Måske kan vores historie inspirere andre til at starte et lignende dyrefristed et eller andet sted i verden. Eller få folk til at melde sig som frivillige. Og så er det vigtigt, at folk får øjnene op for, at vi ikke kan blive ved med at forbruge dyr, som vi gør i dag. Det ødelægger vores planet.

Er det let at åbne et dyrefristed?
Det er meget svært her i landet. Der er rigtig mange, der er skeptiske overfor hele idéen om en mand, der får penge for at passe på dyr. Det er der mange, der finder forvirrende. Der er også nogle, der viser en smule afsky, da de ser én som en slags nasser, der bare sidder derhjemme og får penge for at klappe dyr engang i mellem. Men det er virkeligt krævende arbejde, der kræver, at man ofrer meget. Jeg arbejder fra syv om morgenen til syv om aftenen, men er på arbejde 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, og der er ikke tid til, at man kan tage ferie. Jeg har stort set ikke set min familie i fem år. Men den slags tænker folk jo ikke over.

Føler du nogensinde, at du er på en lidt håbløs opgave, når du ikke kan tage imod flere dyr?
Ja, det kan godt føles som en dråbe i havet. Men ét dyrs historie kan nå ud til tusindvis af mennesker, og forhåbentlig kan det være med til at påvirke folks tilgang til dyr. Man må jo også se på det fra et rent praktisk perspektiv. Vi skal kunne tage os ordentligt af de dyr, vi tager ind, og derfor kan vi bare ikke tage imod alle de dyr, der har brug for det, selvom det ville være drømmen.

Jeg mener, at nøglen til at få et sted som Fields of Freedom til at fungere er at blive synlig på den internationale scene. Dyrerettighedsbevægelsen er bare ikke stor nok her i landet. Og så donerer eksempelvis amerikanere bare 2,5 gange mere end folk fra andre lande, og dyrefristedet er 100 procent afhængigt af folks donationer.

Hvad betyder det for din livsstil?
Jeg skal for det første være opmærksom på, hvordan jeg lever, da folk jo donerer penge til dyrene og ikke til mig. Jeg deler mit liv på gården på Instagram og Facebook, og hvis folk ser mig bruge pengene forkert, så vil de ikke være villige til at støtte mig. Men man er jo nødt til at leve.

Æslet Aslan var det første dyr, Christopher reddede.

Tror du, det er muligt, at du på et tidspunkt kan komme til at tjene penge, så du ikke er så afhængig af donationer?
Ja, på et tidspunkt vil jeg gerne kunne sælge merchandise: kalendere, t-shirts, hættetrøjer og måske endda tracksuits med vores navn på.

Tror du på, at du kommer til at lave det her resten af dit liv?
Ja, det gør jeg faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg føler, at jeg har fundet mit lod i livet. Jeg er 34 år gammel, og jeg er glad for det, jeg laver. Tingene kan selvfølgelig ændre sig, men som de er nu, ville jeg være glad for at gøre det her resten af livet.

Jeg har selvfølgelig ambition om at få Fields of Freedom til at vokse og blive blandt de bedste dyrefristeder i verden.

Held og lykke med det, Christopher.