Mød den 19-årige der backpacker fra Singapore til Danmark for at spise på Noma

For lidt over to måneder siden drog den 19-årige australier Alex Adamson fra Singapore, hvor han studerede, og satte kurs mod Europa. Hans mission var at rejse halvvejs rundt om jorden for at spise på Noma. Alex er dog ikke en typisk destination diner. Han har nemlig besluttet sig for at tilbagelægge den lange rejse uden at flyve, og undervejs dokumenterer han sin færd gennem blandt andet Thailand, Vietnam, Kina, Rusland og Georgien på hjemmesiden allroadsleadtonoma. Vi fangede ham i Istanbul og tog en snak med ham om at spise svineslag i Kina, hans forventninger til Danmark og Noma og om næsten at få bank af en Mongolsk mand.

alex_adamson_allroadsleadtonoma_cropped_20

Alex Adamson i Kappadokien i Tyrkiet. Alle fotos via allroadsleadtonoma.

MUNCHIES: Hvorfor valgte du at tage på denne tur? Alex Adamson: Det hele startede i en taxa klokken to om morgenen i Singapore. Jeg sad i en taxa, ret fuld, med min svenske ven og et par andre, og da der var pause i samtalen, sagde min svenske ven, “Hey mand, vi bør tage på Noma!” Alle i taxaen grinede, og fortsatte så med bare at være fulde – men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på det. Den nat blev jeg oppe til daggry for at undersøge, om det rent faktisk overhovedet var muligt. Det viste sig, at det var det, og jeg forelskede mig med det samme i idéen. Lige siden den nat for ni måneder siden, vidste jeg, at jeg skulle afsted.

Videos by VICE

Hvad fik dig så til at tage springet og komme afsted? Det ved jeg ikke helt endnu. Det lød sjovt, og som om at det ville blive en god historie, og jeg havde nok tid og lige akkurat penge nok. Op til at jeg skulle afsted, fik jeg til tider lidt kolde fødder, men jeg vidste, at hvis jeg bakkede ud efter at have planlagt og forberedt så meget, så ville jeg aldrig tilgive mig selv.

Hvorfor lige Noma? Er der andre steder, som ville være bedre at rejse jorden rundt, for at komme til?

Øhm.. Okay, det skal du måske ikke svare på – der er sikkert mange steder, men Noma har haft den største betydning for madkultur i vor tid, og det vil jeg gerne opleve. Jeg tror, det vil være ret fedt at spise der, og især som en destination for sådan en tur her. Jeg glæder mig til, at gå gennem dørene til restauranten og vide, at jeg er kommet så langt uden at have været ombord på et fly. Jeg er sikker på, at jeg vil tænke på alle de ture, jeg har blaffet og de busser og tog, jeg har kørt med og alle de mennesker, jeg har mødt, steder jeg har set og selvfølgelig på det mad, jeg har spist. Måltidet for enden af rejsen er én ting, men det handler altid om rejsen, og ikke bare destinationen.

Tror du, at folk synes, at du er en smule sindssyg, når de hører om din tur? Ja, de tror grundlæggende, at jeg er sindssyg. Især folk derhjemme fra. De personer jeg har mødt på rejsen er mere sådan, “ok, det er fint”. Men det handler måske om, at folk, man møder på landet i Mongoliet, eller når man blaffer gennem Tyrkiet, generelt er ret berejste.

Ved du, hvad Noma betyder? Jeg har forstået det sådan, at det er en sammensætning af ordene “nordisk” og “mad” (det engelske ord for sindssyg red.). Så det må betyde sindssyg nordisk mad.

Øhm.. Hvilket helt klart er hvad de serverer!

Skrumpet abehoved. Shaxi, Kina.

Skrumpet abehoved på en markedsplads i Shaxi, Kina.

Okay. Hvad har været dit yndlingsmåltid på rejsen? Den er svær! Der var phô (en form for nudelsuppe red.) i Hanoi, svinekødet i Kina, tærterne i Rusland. SÅ meget fantastisk mad. Det er umuligt at sige, hvad der var bedst. Den første virkelig gode oplevelse var i Yunnan provinsen i Kina. Det var friskfanget flod-fisk, stegt med chili og kartoffel, dobbeltkogt svineslag med soja, røræg med tomat og most aubergine med hakkede peanuts. Alle ingredienserne var friske og i sæson, og kvaliteten var fantastisk.

Tror du, at Noma kan hamle op med de måltider? Nomas mad vil uden tvivl være det mest sofistikerede mad, jeg spiser på rejsen, og det mest innovative og fascinerende – men der er en god chance for, at det ikke bliver det mest, sådan direkte lækre. Jeg mener, hvad kan hamle op med grillet lam, som man spiser klokken to om natten, mens man er fuld? Eller friskrøget laks, som man spiser, mens man sidder i den varme sol? Eller perfekt stegt kylling med hvidløg og en masse lækre dumplings?

Okay okay, jeg forstår hvad du mener. Men det har jeg det fint med. For jeg ved, at Noma vil blive en oplevelse ulig nogen anden, jeg har haft. Og det er derfor, jeg er taget afsted. Jeg tror, at god mad på et tidspunkt kommer til at handle mere om oplevelsen og selskabet end om kvalitet og smag.

Der malkes geder i Mongoliet.

Geder malkes et sted i Mongoliet.

Har du på noget tidspunkt i løbet af din rejse haft lyst til at vende om? Jeg har aldrig overvejet at vende om, men der er én oplevelse, som udelukkende bringer en følelse af skam frem i mig. En aften boede jeg hos en nomadefamilie i Mongoliet, og havde lige hjulpet dem med at fange geder i 45 minutter. Efterfølgende malkede bedstemoren gederne og fyldte mælken i 10 liters tønder. Jeg ville lige tage et billede eller sådan noget, så jeg trådte tilbage og BANG – så væltede en af tønderne. Der var mælk over det hele, og jeg fik kun reddet cirka en tiendedel af tøndens indhold. Jeg havde det FORFÆRDELIGT, men familien smilede trist, og duppede lidt mælk på deres pander. Det var nu en ofring til himmelguden, og så fortsatte de med deres arbejde. De var ikke sure eller noget, men jeg gav dem nogle penge og vodka som en undskyldning. Jeg krummer stadig tæer, når jeg tænker på det.

Hvad er dine forventninger til Danmark? Jeg læste for nyligt en bog, der hedder Det næsten perfekte folkefærd af Michael Booth, og udover at den var meget sjov, så ser den på de nordiske lande, og hvorfor de virker så “perfekte” for os andre. Der var et langt afsnit om, hvorfor danskere er så glade. Ud fra det, forventer jeg en masse billig lavkvalitetsøl, hygge, jantelov, at folk er besatte af det danske flag, og selvfølgelig masser af god mad. Og meget høje priser. Jeg glæder mig til at besøge Danmark – jeg har virkelig hørt mange gode ting.

Havde du virkelig kun ÈN t-shirt med på din tur? Ja! Altså, teknisk set har jeg én t-shirt. Jeg har også en langærmet t-shirt og en tynd sweatshirt, som jeg fik af en engelsk ven, lige inden jeg tog fra Singapore. Jeg tror, eller håber, at folk vil blive positivt overraskede over, hvor lidt jeg lugter. Der er vidst ingen der er løbet væk fra mig endnu.

Du må også have haft nogle ret sjove oplevelser? På det meste af min tur har det humoristiske som oftest ligget i de absurde ved de steder og situationer, som jeg har været i. Når jeg rider på en kamel i en ørken i Mongoliet, eller tager shots med en russisk stjerne-wrestler på den transsibiriske jernbane – så er der altid en stemme i mit baghoved, der griner og siger: “Hvordan er jeg havnet her?!”

Ja, det giver mening. Der var faktisk én gang, hvor jeg næsten kom op at slås i Mongoliet. Jeg var i en slags lejr, der lå et par timer fra Ulaanbaatar (hovedstaden i Mongoliet red.) sammen med nogle italienere, og der var nogle fulde lokale, der troede, at vi var i gang med noget med en af deres kvinder. I virkeligheden snakkede hun bare til os på Mongolsk, mens hun opladede sin telefon. En meget stor og meget fuld mongolsk mand, sparkede i bogstaveligste forstand vores dør ind, og hoppede næsten direkte på en af italienerne. Jeg er ikke sikker på, hvad der stoppede ham. Måske var han overrasket over, hvordan vi “hvide djævle” så ud.

Ostebrød i Georgien.

Acharuli Khachapuri: Friskbagt brød fyldt med ost, æggeblommer og smør. Tblisi, Georgien.

Hvad har du hørt om Noma? Ved et tilfælde mødte jeg en rumæner i Singapore, som havde spist der. Hun sagde, at det var en fantastisk oplevelse, men en oplevelse der var i kategorien “meget interessant og til tider udfordrende”-mad, og ikke “spise stegt kylling mens du er fuld”-lækkert. Så det er sådan, jeg forestiller mig det.

Er der andre steder, du vil besøge i København? Jeg har ikke booket bord andre steder endnu, men jeg har hørt, at Geranium og Amass skulle være rigtig gode. Og Harry’s Place.

Tak for din tid!