Mød den første kvindelige filmfotograf nomineret til en Oscar

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Da Rachel Morrison fandt ud af, at hun var den første kvinde nogensinde til at blive nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Filmfotograf, stod hun i lufthavnen sammen med sin kone og parrets toårige søn, der sov på hendes arm. Hendes kone havde fået et tip fra en ven ved Akademiet om, at nomineringerne var på vej ud – og at Morrisons navn stod på listen. Hun satte sig for at arrangere en surprisefest: Morrison skulle samme dag af sted for at være dommer til Sundance Film Festival. Vennerne ventede alle sammen i lufthavnen for at overraske hende med den store nyhed.

”Jeg burde nok have regnet den ud. Vi plejer aldrig at tage ud til lufthavnen i så god tid, men min kone kørte stærkt for at nå det – jeg anede ikke, hvornår de ville offentliggøre nomineringerne,” fortæller Morrison mig få timer senere over telefonen. Da parret ankom til lufthavnen, blev de mødt af alle Morrisons venner, som faldt over hende med krammere og lykønskninger. ”Bølgerne gik højt – eller i hvert fald så højt, som de kunne gå uden at vække min søn,” siger hun og griner.

Siden 1929 er 595 film nomineret i kategorien for Bedste Filmfotograf til Oscaruddelingerne, men ikke en eneste af dem har haft en kvindelig filmfotograf tilknyttet – i hvert fald ikke før tidligere på ugen. ”Jeg tror ikke helt, jeg har forstået, hvor stort det egentlig er. Sådan på et underbevidst niveau var jeg godt klar over, at ingen kvinde har fået en nominering før, og når man tænker over, hvor længe Oscaruddelingen har fundet sted, så er det ret tåbeligt – det er på høje tid,” siger hun.

Filmindustrien er kendt for at mangle kvinder bag kameraerne, men feltet for filmfotografer er helt ekstraordinært mandsdomineret: En undersøgelse fra 2016 viser, at kun fem procent af filmfotografer på de største filmsuccesser er kvinder. ”Jeg forstår det virkelig ikke,” siger Morrison.

Da jeg spørger nærmere ind til hendes tanker angående branchens kløft mellem mænd og kvinder, fortæller hun, at hun har bemærket, at mænd oftere får tilbudt arbejde på mellemstore og store filmproduktioner. ”Jeg tror, jeg har filmet 11 eller 12 indiefilm,” fortæller hun om sine tidlige år i industrien. ”Det gik godt med de fleste af dem – flere af dem vandt priser – men der var ingen, der efterfølgende tilbød mig arbejde på nogle af de store filmproduktioner, som mine mandlige kolleger fik i stedet.”

Selv om enkelte kvindelige filmfotografer som Morrison har kæmpet sig ind i toppen af fødekæden i filmindustrien, går det langsomt med at komme uligheden til livs. ”I 96 procent af tilfældene er det mænd, der instruerer de store Hollywood-film, og når de skal ansætte andre, går de gerne efter folk, der ligner dem og minder om dem selv,” forklarer ekspert i filmindustrien Francine Raveney fra European Cinema Support Fund. ”De kan bedre identificere sig med filmfotografer, som er mænd. Dem har de det bedre med at arbejde sammen med.”

Efter hun er blevet mor, har Morrisons tilgang til sit arbejde ændret sig markant, fortæller hun mig. ”Når jeg begynder på et nyt projekt, betyder det selvfølgelig, at jeg ikke har så meget tid til familien. Så for det første, skal det være et godt projekt. For det andet, skal jeg lægge alt, hvad jeg kan i det.”

At være forælder og arbejde i filmbranchen – hvor man arbejder lange dage og ofte skal være væk gennem længere tid – er utroligt svært: En anden undersøgelse fra 2016 viser, at kvinder er halvanden gang mere tilbøjelige end mænd til at give udtryk for, at deres ansvar som forælder har negative konsekvenser for deres karrierer. ”Der er mange mandlige filmfotografer, som forlader deres familier i seks måneder af gangen,” siger Morrison. ”Det har jeg ikke lyst til.”

Når hun ser tilbage på Weinstein-sagen, siger Morrison, at hun slet ikke var klar over, hvor stort problemet med ulighed var i Hollywood. Nu håber hun på at se endnu flere kvinder tage teten i Hollywood og opnå ligeløn. ”Det hele foregik på så subtil en måde, at jeg slet ikke var klar over, at jeg blev underbetalt – jeg ved faktisk ikke, om det var tilfældet – men nu er vi trådt ind i en ny tidsalder, hvor der er fokus på det.”

Filmen, som Morrison er nomineret for, er Dee Rees historiske drama Mudbound, der i stil med Morrisons øvrige arbejde er en karakterdrevet film med samfundskritiske temaer. Historien følger to familier i en racesegregeret stat i Syden i kølvandet på Anden Verdenskrig, og Morrisons billeder præsenterer en smuk og æstetisk rustik modvægt til den ubehagelige racisme, der er filmens fortællermæssige omdrejningspunkt. Bygninger er badet i måneskin, skovbryn og byens silhuet står i relief mod himlen i horisonten. Da jeg spørger, hvor hun finder sin inspiration, fortæller Morrison mig, at hun som ung oplevede store tragedier i sit liv, derfor prøver hun i dag at se skønheden i hvert øjeblik. ”Menneskeheden er skrøbelig og fuld af magi,” siger hun.

Selv om hun har fået tilbud om at arbejde på romantiske komedier, plejer hun at takke nej til fordel for film med stærkere budskaber. ”Da jeg besluttede mig for at sige ja til at arbejde på Cake,” fortæller hun, ”hvis jeg skulle løbe rundt efter Jennifer Aniston med blød belysning, havde det bare ikke føltes rigtigt – jeg havde ikke tænkt mig at fake den.” Morrison vil gerne lave film, der både underholder og oplyser sit publikum. ”Jeg er draget af autenticitet.” siger hun. ”Mørke, stemningsfulde dramaer.”

Jeg har tidligere interviewet Morrison og ligesom da, er hun også nu meget venlig og høflig – men på samme tid distanceret. Jeg har på fornemmelsen, at det tærer på hende hele tiden at skulle udtale sig som en kvindelig filmfotograf og aldrig bare som en filmfotograf. ”Det ville være rart, hvis folk ville holde op med at fokusere så meget på mig som kvinde i det her fag. Jeg vil hellere, at mit arbejde taler for sig selv,” tilføjer hun.

Men indtil den 8. marts, hvor Oscaruddelingen afholdes, vil der fortsat være stor fokus på Morrison og hendes unikke nominering – lige meget hvor irriterende det er. ”Som filmfotograf har man det som regel bedre bag kameraet og ude af rampelyset,” siger hun. Hun har dog planer om at bruge opmærksomheden rettet mod hende til at forbedre kvinders betingelser i branchen. ”Jeg føler, jeg har en stemme,” siger hun. ”Jeg kan lige så godt bruge den.”