Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive de her ord, men det har været et stort år for antifascistisk sortmetal. De britiske anarkister Dawn Ray’d førte oprindeligt an med deres opus fra 2017, The Unlawful Assembly, der i år er blevet genoptrykt på Prosthetic Records. Siden da har en lille, men bister klike af bands (hovedsageligt britiske, men med enkelte nævneværdige, amerikanske undtagelser) brændt hul i hitlisterne på Bandcamp og givet ekstremmetallens lille niche af fascister lange løg over en ny bølge af militant, ekspressivt og helt åbenlyst antifascistisk metal.
Videos by VICE
Bands som Iskra, Panopticon, Ancst og talløse andre RABM-grupper (“red and anarchist black metal”) har banet vejen for de seneste skud på stammen – bands som Underdark, Saparast, Feminazgul, Allfather og spritnye Libtrigger – samtidigt med at større bands som Power Trip og Summoning for nyligt har gjort det klart, hvilken side de står på.
Da bandet Neckbeard Deathcamp slog igennem med deres virale debutplade White Nationalism is for Basement Dwelling Losers, skaffede det gruppen en pladekontrakt med Prosthetic Records, som på mange måder er blevet de facto-hjemsted for den nye garde af ekstremmetalliske venstrefløjsaktivister. Trioens nøje udtænkte lo-fi-æstetiske version af krigsmetal med numre om at drukne Richard Spencer i pis og erklære krig mod incels er blevet endnu en varm kartoffel i den endeløse debat om, hvorvidt politik hører til i metal eller ej. Men gruppen har også formået at inspirere et helt nyt anti-nazistisk sortmetal-projekt, nemlig Gaylord.
Indtil nu er personen bag Gaylord forblevet anonym, både af hensyn til sikkerhed såvel som personlige årsager. Mange af kunstnerne, der forener sig under det antifascistiske, sortmetalbanner har foretrukket anonymitet, eller også har de optrådt under nomes de guerres. Det er langt fra ualmindeligt indenfor sortmetalkredse – andre udøvere har taget navne som Nocturnal Grave Desecrator, Black Winds, Usurper of Eternal Condemnation og Inverted Crucifixion, det er ret normalt – men i dag er det af det af mere dystre årsager, fordi vi lever i en tid, hvor den ekstreme højrefløj har flere liv på samvittigheden og doxxing er en evig trussel mod venstreorienterede og antifascistiske aktivister.
Navnet ”Pope Richard” er kendt for de fleste, der holder sig opdaterede med metalscenen på Twitter. Paven – hvis borgerlige navn er Richard Weeks – lægger ikke skjul på sine holdninger til metal og politik. Hans eget pladeselskab, Blackened Death Records, udgiver en lind strøm af politiskorienteret grind, sortmetal og dødsmetal såvel som større projekter (blandt andet kompilationen WOMAN (Worldwide Organization of Metalheads Against Nazis). Det kommer ærligt ikke som en overraskelse, at Weeks står bag det nye projekt, men hans personlige grunde til at udgive lige netop det her projekt nu er alt for interessante til ikke at tage en sludder med ham om pladen.
Det følgende stammer fra vores samtale via Skype og Twitter DM om Gaylord, antifascisme, om at gøre sortmetallen farlig igen, og hvor man finder inspiration til at skrive en sang med titlen, ”Neo-Nazi Metalheads Will Be Hanged and Their Broken Corpses Openly Mocked”.
Noisey: Hvor i verden kommer du fra?
Richard “Pope Richard” Weeks: Jeg bor i Sydlondon, og det har jeg sådan set gjort hele min ”karriere”. Jeg er oprindeligt fra det østlige Canada – en lille provins kaldet Nova Scotia. Jeg har boet i Storbritannien i mange år og arbejdet med mange forskellige typer musik, der altid har været antifascistisk inspireret.
Vil du fortælle mig lidt om dine tidligere projekter? Det her er jo din helt store afsløring!
[Griner] Helt sikkert. Twitter-universet kender mig som Pope Richard. Mine mest kendte bands er nok Suicide Wraith og Olivia Neutered John, selv om jeg har udgivet omkring et dusin andre projekter via mit selskab Blackened Death Records.
Det vidste jeg ikke! Fedt nok.
[Griner] Det er kommet bag på mange, det er jeg glad for!
Det er ret interessant. Du er meget åben om, hvor du står politisk både i og udenfor musikken – hvorfor valgte du at holde Gaylord hemmeligt?
Jeg har kæmpet meget med min seksualitet og kønsidentitet i mit liv. Som teenager følte jeg mig ikke tilpas i min krop. Jeg har altid følt, at det var meningen, jeg skulle være kvinde. I en alder af 36 er jeg begyndt at lære de rette ord til at beskrive, hvem jeg er. I dag kalder jeg mig selv for ikke-binær. Jeg vidste slet ikke, at det begreb eksisterede, da jeg var yngre. Jeg altid følt mig… anderledes. Jeg tror, jeg valgte at være anonym, fordi jeg på en måde ville beskytte mig for… mig selv? Giver det mening? Men over den sidste uges tid har Gaylord fået så meget had, at jeg har besluttet at stå frem. Jeg bliver nødt til at stå frem og kæmpe lige så hårdt, som jeg gør med Olivia Neutered John.
Det giver god mening, at du vil skjule den del af dig selv, især når man tager din musik og dit budskab i betragtning. Hvor kommer alt hadet fra?
Meget af det kommer via Facebook. Der findes virkelig nogle groteske mennesker på den platform. Så snart man angriber den hellige ko, som sortmetal er blevet, får man bare smidt det mest absurde lort i hovedet. Homofobi, fascisme, racisme, hele svineriet.
Går folk ind på Gaylords Facebook-side for at svine bandet til?
Nej, ni ud af ti gange tør de ikke konfrontere bandet direkte. Jeg har på fornemmelsen, at det ændrer sig, så snart mit navn kom ud – jeg modtog dødstrusler i to måneder, da Olivia Neutered John debuterede. Prøv at se de her kommentarer, det er bare et par snapshots af folks reaktioner.
Wow. De lader til at være bange. Folk flipper altid ud, hver gang et band udfordrer fascismens safe space i ekstremmetallen. Det er lidt, som om de for en stund fatter, at det, de støtter, er uacceptabelt.
Jeg håber ærligt talt, at de skammer sig. Jeg prøver at trykke på folks knapper med min musik. Det har jeg gjort med Olivia Neutered John tidligere og med Gaylord nu. Folk skal tænke, over alt det idiotiske lort de siger. Meget af hadet er helt oprigtigt, men der er også folk, som ligger lidt på vippen. Metal er et skjold og en rustning, den beskytter os, når vi er nede, men nogle folk på scenen bruger den som et sværd. De, som engang var mobbeofre, er nu skyldige.
Hvordan opstod Gaylord? Hvor meget indflydelse har Neckbeard Deathcamp og deres virale succes haft på Gaylord?
Neckbeard Deathcamp var en indflydelse med det samme. Den dag deres album udkom, fik jeg emails fra ti personer eller sådan noget, der spurgte: RICH ER DET HER DIG???” Og efter jeg havde set, hvor meget det her band generede trolle online, sagde jeg til mig selv, ’Jeg kan helt sikkert lave noget lignende’.
Jeg tændte mit optageudstyr med nogle skabeloner, jeg har lavet til mit DSBM-band, Suicide Wraith, og skrev de første par numre til albummet. Jeg syntes, det blev ret godt. Fire optagesessions senere var hele albummet klar. Men jo, der er en hårfin grænse mellem ”hyldest” og ”kopi”.
Fedt. Har du snakket med nogle af folkene fra Neckbeard Deathcamp?
Ja, vi har emailet lidt frem og tilbage. De kan godt lide mit projekt, og jeg kan godt lide deres. De er ret cool. Bag al humoren ligger et brændende engagement, for den sag de promoverer.
Ja, de virker ret seje. Det er en af de mest irriterende ting ved kritikere, der siger, at ”gimmick”-bands afskrækker folk fra at opsøge ”rigtige” antifascistiske bands. Hvad mener du om det og om formodningen, at militant og ultraaggressivt musik må være en joke?
Der er mange indfaldsvinkler, når det handler om at bekæmpe fascisme og had. Vi har de ”seriøse” bands som Dawn Ray’d og Underdark, der skriver alvorlige sange om at bekæmpe fascisme – det er fedt. Men ND og Gaylord har en anden tilgang. Vi benytter os af absurd komik. Jeg tror aldrig, vi får lov til at drukne Richard Spencer i pis, men det er lige så fedt at se ham få en på snotten.
Alsidige taktikker. Det er meget anarkistisk af dig.
Tak.
Hvor ligger du henne politisk?
Temmelig langt til venstre. Der er lidt canadisk socialist i mig, lidt britisk Labour og nogle vrede kommunisttendenser. Verden forandrer sig hele tiden – derfor er den spændende at være i, nye ideer, nye identiteter, nye planer. Jeg har aldrig været meget for tradition. Vi er her kun i cirka 70 år eller sådan noget. Jeg vil se og opleve så meget, som jeg kan i den tid. Konservatisme er et kvælertag på personlige holdninger og samfundet i det hele taget.
Hvorfor tror du, ekstremmetal og sortmetal især har det med at læne sig mod højre?
Det er et fængsel, det har bygget omkring sig selv. Scenen er så voldsomt fokuseret på modkultur, at hvis man træder uden for de snævre rammer, bliver man stemplet som en ’poser’. Det er for eksempel meget metal at have langt hår, men det er ikke alle, der har hårvæksten til det. Gener, ulykker og arbejde kan også betyde noget. Men så snart man klipper sit hår, er man en poser. Hvis man ikke spiller et riff rigtigt, er man poser. Hvis man ikke synger rigtigt, er man poser. Så i opretholdelsen af sin modkulturs rammer er metal – og især sortmetal – blevet et konservativt fængsel.
Hvorfor tror du, der er så mange nazisvin i sortmetal?
Jeg tror, det skyldes, at nazister ikke har så mange steder, hvor de åbent kan være nazister. De hænger jo ikke ud i grupper nede i centret eller på Starbucks. Indenfor sortmetalscenen er vi allerede ”udenfor normen”, så derfor har de plads til at sprede sig som kræft. Der er masser af hedenske symboler i metal, så det er let for hate-grupper, der allerede har stjålet de symboler at sprede sig.
Interessant. Så man kan altså sige, at sortmetal er et safe-space for den slags folk?
Ja, de tror, det er et samfund, hvor de i trygge rammer kan give udtryk for deres racistiske holdninger. Det er derfor, vi skal være efter dem. Den der kliché om at ”sortmetal skal være farligt” er noget lort. Hvis man lytter til gammelt sortmetal, så handler det om Ringenes Herre og Dungeons & Dragons. Det er faktisk mere nørdet end powermetal! Det, at dele af scenen er inficeret af nazister, er fuldstændigt grotesk.
Hvad med ideen om, at sortmetal skal være farlig, stødende og pisse på samfundets regler og normer?
Det er en dårlig undskyldning. En stor en del af genrens inspiration kommer fra Ringenes Herre. Jeg kan ikke tage det seriøst, som noget der skal være super ”farligt”. Kirkeafbrændingerne og mordene i Norge i 90’erne har ikke noget med det at gøre. Metal bliver tit set som macho og brutalt, hvilket til tider er sandt, men det er også en forestilling, vi skal gøre op med. Du ved jo godt, hvordan det er at være en kvinde i den her scene!
Ja! Vil du fortælle lidt om Olivia Neutered John? Det overraskede mig, at det kom fra en, jeg på det tidspunkt troede var en mand.
Ja, absolut. Olivia Neutered John er et redskab, jeg bruger til at angribe fordomme omkring dødsmetal og pornogrind. Dødsmetal handler altid om mænd, som dræber kvinder, pornogrind fokuserer meget på seksuelle overgreb mod kvinder – formodentlig fordi begge scener hovedsageligt udgøres af mænd. Eftersom de fleste tidlige dødmetalsangere er mænd, kan man ikke undgå at stå med en masse sange, hvor kvinder er ofrene. Det skulle Olivia Neutered John vende rundt på – morderiske kvinder, der voldtager og dræber mænd.
Jeg vidste fra begyndelsen, at en giftig scene som metalscenen ikke ville reagere positivt, så jeg pakkede budskaber om kvinders rettigheder, transpersoners rettigheder, samtykke og så videre ind i en stor pakke sammen med en masse humor. Det var min intention at trække folk ind med sjove sangtitler og vilde riffs, men holde på deres interesse med den dybere samfundskritik. Det er noget lignende, jeg vil med Gaylord – jeg angriber en bestemt type musik med den musik. Fight fire with fire, som man siger.
Jeg kan godt følge hævnvoldtægtsideen (den minder lidt om Castrator), men jeg er ikke sikker på, at man kommer voldtægtskultur til livs med flere sange om voldtægt. Er det en kritik, du har overvejet i forbindelse med projektet?
Ja, der er flere, som har bragt det på banen i forbindelse med den første lp, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Teksterne kommer fra ”en vred, hvid mand, som er vred på andre vrede, hvide mænd”. Der er mange, som har bedt mig om at uddybe visse kommentarer, og jeg forstår helt sikkert godt, at mange føler sig stødte af at høre tekster om voldtægt.
På lignende vis er der mange transpersoner, som har kommenteret mine tekster om lemlæstelse af kønsdele. Lemlæstelse og referencer til ”små, mandlige kønsdele” virker udskammende på en måde. Jeg takker altid folk, når de opsøger mig med kritik på den måde. Jeg vil gerne skabe opmærksomhed indenfor scenen, men jeg vil også gerne selv lære og vokse som person – sort humor har det med at begrave den pointe, man prøver at få frem. Det var derfor, sidste track på Kill All Men skulle handle om statistikken for mord, voldtægt og overgreb. At voldtage en voldtægtsforbryder er ikke retfærdighed. At myrde en morder er ikke retfærdighed.
Tak for dine svar. Du har været aktiv musiker i mange år, men det lader til, du først har fået din militante politiske kant efter 2016. Hvordan skete det?
Jeg elsker metal, og jeg kæmper for det, jeg elsker. Mit første politiske album var en ep med et projekt kaldet Sea Wolves of the Atlantic. Det er antifascistisk neofolk, som jeg begyndte, fordi der er for mange nazister på neofolkscenen. Dengang vidste jeg ikke, at Antifa var en ting. Efter jeg havde læst et par anmeldelser, gik det op for mig, at mange mennesker er mod antifascisme, og jeg forstod ikke hvorfor. Det kan da ikke passe, at folk går ind for fascisme i dag?
Udover racismen på neofolkscenen, var jeg godt klar over, der var også var masser af det i metal. Det ville jeg gøre noget ved. Jeg har mødt absurd mange NSBM-apologeter, når jeg har turneret i Storbritannien. Det er alt fra ’Jo, jeg lytter til Burzum, men jeg er ligeglad med hans politiske ideer,’ til ’Ja, jeg spiller i et NSBM-band med konceptplader om folkemord og racekrig’. Jeg ville lægge afstand til det lort, og jo længere væk jeg kom, jo mere ønskede jeg at skubbe dem ud. Metallen er min, den har altid været der for mig, når jeg har været nede. Det skal en flok racistiske røvhuller ikke tage fra mig. Så jeg ændrede holdning fra at flygte fra det til at tackle det direkte.
Hvordan kan vi inspirere endnu flere til at begynde at kæmpe imod?
På to fronter. Vi skal angribe fascisme, racisme og homofobi, hver gang vi har mulighed for det – vi skal ikke bare afvikle NSBM-scenen, men konfrontere folk, der siger racistiske eller homofobiske ting uden at tænke over det. Vi skal minde dem om, at metallen var der for dem, da de var nede. Metallen var her for os alle. Vi er alle outsidere. Det er elitært at bruge den musik, der reddede os til at skubbe andre ud af scenen med. Det er prætentiøst og uærligt.
Der er ikke nogen nem løsning. Det kræver hårdt arbejde. Folk skal engagere sig. Vi skal ikke bare fysisk lukke NSBM-koncerter ned, vi skal også skrive og optage militant, antifascistisk musik. Man kan ikke ignorere KKK og regne med, de bare skrider af sig selv. Man kan ikke ignorere racisme. Man bliver nødt til at gå dem på klingen og skubbe dem tilbage. Luk deres koncerter, skriv musik, råb af folk med Burzum-trøjer på. Giv aldrig op.
