Mød danskeren, der besøger alle verdens lande uden en eneste flyrejse

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Du har fundet en billig flybillet, så du kan skyde nytåret ind i Berlin uden en klink på lommen, men stadig leve milevidt over evne, da du klikker videre: Gebyr for bagage. Klikker videre. Forsikring. Klikker videre. Nej, jeg vil ikke leje en bil. Klikker videre – og nu er den flybillet, du troede var billigere end et fire-zoners klippekort, pludselig mere end dobbelt så dyr. Det føles som om, vi er på vej ind i en virkelighed, hvor du tvinges til at bære briller, der viser reklamer under hele flyveturen, og hvor du må opgradere din billettype, hvis du vil have lov at blinke.

Videos by VICE

Men hvis man skal rejse henover et hav for eksempel – så er flyrejser vel den eneste mulighed, ikke sandt?

Du kunne også prøve et containerskib – et af de der kæmpestore, næsten 400-meter lange fartøjer med hundredevis af (hvad der dybest set er) togvogne, læsset oven på. At rejse med containerskib er faktisk mulighed for rejsende, som er ekstremt fleksible med ret mange ting. Det tager for eksempel cirka 12 timer at krydse Stillehavet i et fly, men omkring to uger på et containerskib. Men den ekstra tid er kun begyndelsen.

Torbjørn Pedersen er mere end halvvejs mod sit mål om at have besøgt alle verdens lande, uden at flyve en eneste gang. Det betyder, at han ikke har andre valg end at sejle fra kontinent til kontinent, som var han en palle med discount-kontorartikler. Jeg får fat på ham, mens han er i Kenya, og han fortæller mig, at et containerskib ikke er et sted for landkrabber. De er besværlige at komme ombord på, men de er også fulde af skjulte luksusting. Men det bedste for Torbjørn Pedersen: Prisen for den her slags rejser – som ellers ville være på niveau med flyrejser, hvis ikke dyrere – er nul kroner.

Foto: Torbjørn Pedersen

VICE: Hvorfor rejser du på containerskibe?
Torbjørn Pedersen: Færre end 200 personer har været i alle verdens lande, og de har allesammen fløjet på et eller andet tidspunkt. Jeg har været undervejs i over tre år nu. Jeg har været i 121 lande. Indtil videre har jeg ikke været hjemme, og jeg har ikke fløjet. Når jeg skal krydse et hav som Atlanterhavet, så er der ingen vej uden om. Man er nødt til at gå ombord på et containerskib.

Er de lange ture ikke sindssygt kedelige?
Jeg holder aldrig fri, så længe projektet kører. Jeg undersøger hele tiden visumregler eller grænseovergange. Eller er i kontakt med nye mennesker, Røde Kors eller pressen. Det føles som at få en pause, når jeg er på de her skibe. Jeg kan arbejde i måske to til fire dage uden internet, og så kan jeg ikke gøre mere. Så jeg ordner alt det, jeg kan, og så holder jeg ellers totalt fri.

Hvad laver du så?
De afsalter vandet for at lave ferskvand, så der er gratis vand. Vandet løber desuden forbi motoren, så der også er gratis varmt vand. Derfor kan man tage bad i to-tre timer uden at have dårlig samvittighed over for miljøet. Man kan sove længe. Man kan læse bøger. Jeg bruger meget tid på kommandobroen, fordi man får alting at vide, når man er der. Det er der, informationen kommer fra.

Er der nogen form for luksus?
Det sidste skib, jeg var ombord på, havde sauna og indendørs swimmingpool. Nogle gange er der WiFi. På et skib så jeg også engang nordlys, og jeg har set hvaler og delfiner. Det er ret fantastisk nogle gange. Men for det meste ser man bare vand.

Foto: Torbjørn Pedersen

Er det nogensinde skræmmende?
Der var en tur over Atlanten en gang, der skulle have været en rejse på otte dage, men vi sejlede ind i noget virkelig slemt vejr, og jeg var sikker på, jeg skulle dø. Skibet fløj rundt over det hele, og bølgerne skyllede ind over containerne og stævnen, og de var nødt til at sætte hastigheden ned til fire knob. Man bliver kastet rundt og kan ikke holde fast i noget. Jeg spurgte, “Er det her normalt?” og så døde de af grin og kiggede på mig og sagde, “Knægt, det her er absolut ingenting.” Så var jeg mere rolig. Okay, de andre siger, at det er ingenting. Jeg skal bare stå det igennem. Det gik der fire dage med.

Kan du sove, hvis det gynger?
Man ligger i køjen og prøver på at sove, men det er næsten umuligt. Man ruller ud af sin seng. Der var en stol på gulvet, som blev ved med at vælte. Prøve at skubbe til en stol og se, hvor meget der skal til, før at den vælter. Du forsøger at tage noget at spise og holder fast i bordet med den ene hånd, så du ikke falder ned af stolen og holder fast i tallerknen med den anden. Og så har du ikke rigtig flere hænder, så du er lidt udfordret, når du prøver at spise.

Torbjørn Pedersen forbereder en vaccine-booster på et skib mellem Island og Canada.
Foto: Torbjørn Pedersen

Hvordan kommer du med ombord?
Det er svært at få arbejde på et containerskib, men der er nogle få, der kan tilbyde dig en kahyt. Man kan besøge rederiets rejsehjemmeside eller ringe til dem og købe en plads ombord. Det har jeg ikke gjort. Containerskibe har ingen grund til at tage en passager med ombord, medmindre de kan tjene på det. Og de dage, hvor man kunne komme med og arbejde det af, er forbi. I dag skal man have alle mulige tilladelser for at arbejde på et containerskib. De har ansvaret for dig, så der er ingen grund til, at de skulle tage dig med ombord. De fleste havne har også så høj sikkerhed, at man ikke bare kan snige sig ombord. Livet ombord på skibet går med ret få ting: arbejde, spise, sove og slå tiden ihjel. En passager er en forstyrrelse for skibets rutiner.

Hvad gør dig anderledes?
Jeg rejser som goodwill ambassadør for Dansk Røde Kors, og nogle gange åbner det døre – især over for kaptajnen og de andre officerer ombord. De kan forholde sig til sådan noget. De har sejlet i 40 år. De har deres egne historier. De er bare nysgerrige på at se, hvem tossen er, der rejser verden rundt uden at flyve. Så jeg bliver behandlet med kongelig respekt. Jeg spiser middag med kaptajnen.

Hvad koster det?
Jeg skulle engang betale 15 dollars om dagen for min kahyt og mad og et engangsbeløb på 60 dollars for forsikring. Og så ville de have mig til at skrive en historie om, hvor fantastisk det er at rejse med containerskib.

Hvad har du betalt for de andre rejser?
Alle de andre gange har været gratis.

Hen mod slutningen af din rejse skal du besøge en masse små østater i Stillehavet. Vil du forsøge at finde en anden løsning end containerskibe til det?
Ja, jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at forsøge mig med sejlbåde eller den slags lort. Alle østaterne i Stillehavet modtager containervarer på et eller andet tidspunkt. Men der kommer nok ikke skibe hver dag, så hvem ved? Måske kommer jeg til en ø, hvor de aflæsser skibet. Så læsser de skibet igen med tomme containere og sejler videre, men jeg har en regel om, at jeg skal være i hvert land i mindst 24 timer. Hvis de så kan gøre alt det på otte eller fjorten timer og rejser videre, så skal jeg måske vente en måned eller sådan på det næste skib. Så jeg må vente og se.

Mere fra VICE:

‘Fra Cape Town til Casablanca’: Leslys sidste togtur

Mød manden der har været på ferie på statens regning i 20 år

Jeg levede som en konge i Venezuela i en måned for 750 kr.